Vind billetter til Æblets Dag på Sølyst i Klampenborg

Vind billetter til Æblets Dag på Sølyst i Klampenborg

æbler sølyst

Foto: Thomas Hommelgaard

Søndag d. 6. oktober er der Æblets Dag på Sølyst – Den Kongelige Skydebane i Klampenborg – og jeg har fået lov til at udlodde billetter til arrangementet.

Sølyst har sin egen, flotte og gamle frugthave og bruger den som ramme til at fejre vores dejlige danske æbler. Der bliver et stort æblemarked, hvor man kan smage på de mindst 40 forskellige æblesorter, der dyrkes i Danmark. Du kan også smage på forskellige æbledelikatesser, som kokke, slagtere og gastronomer fra hele landet kommer og giver smagsprøver på.

Indenfor kan man prøve tebordet med te, kringle og selvfølgelig æblekage, og der er også foredrag, æblekagekonkurrence (du kan tilmelde din egen æblekage i konkurrencen, der bliver bedømt at bl.a. min redaktør fra Gastro, Jesper Uhrup og anmelder Helle Brønnum Carlsen samt en af kokkebranchens grand old men, Erwin Lauterbach). Og har du et æbletræ hjemme i haven, og du er i tvivl om sorten, kan du medbringe æblet og få det sortsbestemt af de fremmødte hortonomer. Sikke en hyggelige måde at bruge sin søndag! Om aftenen er der desuden fin æblemiddag, som du kan købe separat billet til.

Men tilbage til min giveaway!
Du kan vinde 2×2 adgangsbilletter til Æblets Dag inkl. adgangsbillet til ét foredrag (altså ét foredrag pr. adgangsbillet) efter eget valg. Du kan læse mere om de forskellige foredrag og om hele Æblets dag her . Adgangbilletten giver adgang til æblemarkedet og de forskellige aktiviteter med sortsbestemmelse og sjov for børn. Der kan købe separat billet til tebordet og æblemiddagen.

Sådan deltager du

Skriv nedenfor i kommentarfeltet, hvordan du bedst kan lide at spise æbler. Som de er, nogen bestemt sort, i en kage, hvilken kage, hvornår på dagen? Hvad du nu synes. Jeg trækker to vindere på mandag d. 23. september kl. 10. Hver vinder modtager to adgangsbilletter samt to billetter til et foredrag efter eget valg. Jeg glæder mig til at læse om jeres æblelyster 🙂

Billede-12-682x1024

20 Comments

Post A Comment

  • Ditte
    Posted at 20:40h, 22 september Svar

    Har vist lidt mistet overblikket over de forskellige sorter i haven – men at plukke æbler med børnene og spise dem direkte fra kurven slår nu de fleste tilberedningsmuligheder. Vi plejer at bruge store mængder af årets høst til æblemost, som kan tages op af fryseren og give lidt sommer-minder i løbet af vinteren.

  • Nadia WH
    Posted at 10:57h, 22 september Svar

    Jeg synes det skifter lidt i forhold til, hvordan jeg bedst kan lide at spise æbler.
    Dog er stort set alle kombinationer med æble og kanel et hit i min bog 🙂
    Har desværre ikke en have med æbletræer, men min søster plejer at være god for en levering fra hendes svigerforældres have og i første omgang er de brugt til lækker æblegrød med masser af vanilje.
    Resten skal bruges til æblechutney og æblesmør.

  • Tina
    Posted at 11:26h, 20 september Svar

    Uhhh, ananasæblerne fra mine forældres have er og bliver en sikker vinder! Og hvis jeg rigtig skal vække gode barndomsminder, bliver de skåret i skiver og lavet til en lækker æblekage fra Nesas kogebog (ja, dengang var der noget der hed Nesa, og de udgav en kogebog med opskrifter og strømsparetips). Deres æblekage er den nemmeste, lækreste og hurtigste i verden. og jeg plejer endda at “snyde”; for jeg skræller ikke æblerne, selvom opskriften opfordrer det. Nixen, skrællen skal da blive på 🙂
    Vh Tina

  • Tina Vanting
    Posted at 08:50h, 19 september Svar

    Hej
    Som barn i det jydske boede vi til leje på en fin gammel gård med tilhørende frugthave. Et slaraffen land for børn. Det var en fantastisk have med fine gamle sorter. Der var et bestemt træ der var meget interessant i en kort periode, Jeg har fået at vide at det var et Annanas æble træ. Men duften af jord solen på ansigtet og så det sprøde sprøde æble der eksplodrede i munden i søde syrlige farver. det er ikke til at slå. Har efter forvisningen siden søgt dog aldrig fundet det famøse æble. Måske på æblernes dag. 🙂 Elsker desuden gammeldags æblekage og æbleflæske med belle de poskop el. cox hvad nu den hedder.

  • Stine
    Posted at 08:42h, 19 september Svar

    I skiver på knækbrød og så med noget tahin dryppet henover.
    Skal det være rigtig godteagtigt, så drysser jeg kanel eller lidt lakridspulver på også..

    Det er min eftermiddagssnack tit og ofte..

  • Jesper Nagstrup Brønd
    Posted at 23:15h, 17 september Svar

    Jeg kan bedst lide mine æbler på toppen af min morgenmadsmüslie.

  • Jakob
    Posted at 19:24h, 17 september Svar

    Æbler til morgen, middag og aften… Sorten afhænger af hvornår på dagen. De sødeste presset til most om morgenen, de syrlige, søde og friskplukkede lige fra træet som et sundt mellemmåltid – og gerne et godt madæble i en gang boller i karry og den efterfølgende æblekage med paradisæblegele og makronrasp… UHM!

  • Mette
    Posted at 14:36h, 17 september Svar

    Tarte tatin er for mig den ultimative måde at spise æbler på – karamelliserede æbler, sprød butterdej og iskold letpisket flødeskum – UHM!

  • Ida Heiberg
    Posted at 22:12h, 16 september Svar

    Æblet er for mig en påmindelse om en familietradition hvor en helt særlig æbletærte kreeres og hvor opskriften tilskrives skuespillerinde Johanne Luise Heiberg. Det siges at hun under et besøg i Paris i 1836 fik den serveret på den berømte restaurant Grand Vefour og hjembragte opskriften. Grand Vefour har siden slutningen af 1700-tallet ligget i søjlegangene til Grand Palais og er stadig en af Paris’ fineste restauranter.
    Indgående kendskab til æblesorter afslører hendes mand, Johan Ludvig, ved flere lejligheder, bl.a. i vaudevillen Nøddeknækkeren. I den opremses i dag kendte og ukendte æblesorter: Gravenstener, Pigeon, Rainet, Borstorffer og Paspommerus. Mon ikke nogle af disse æblesorter har været i Sølyst’ frugthave i de år, da Heiberg-parret ferierede hos familien Suhr.
    Jeg bager for det oftest Fru Heibergs Tarte aux Pommes med Rainet æblet plukket fra familiens æbletræ på Femø – dét er for mig indbegrebet af den danske national frugt; æblet!

  • Jette Pedersen
    Posted at 21:45h, 16 september Svar

    Det bedste æble er det jeg går ud i haven og plukker hver morgen og tager med på arbejde. Træet er et rød Gråsten, som vi fik for 17 år siden af Odense Kommune i bytte for vort juletræ. Det bliver holdt nede så det kun er 1,50 m højt og i år har det givet næsten 100 æbler.

  • Sophie
    Posted at 19:27h, 16 september Svar

    Jeg er helt vildt med Elstar æbler, og kan næsten ikke vente til de dukker op! Dog må jeg indrømme, at Discovery er et virkelig i orden æble lige nu..

    Jeg kan bedst lide æbler som de er, sprøde og saftige, men min mors applecrumble eller min farmors gammeldags æblekage med friskpisket fløde er også klare favoritter!

    For slet ikke at nævne pigeoner, som er helt fantastiske og dejligt julede, når den tid kommer..

  • Lars
    Posted at 18:38h, 16 september Svar

    Jeg er sandt at sige ikke så skarp på sorter – men at hente et frisk, dansk æble – dejligt syrligt, sprødt og rødt – i kantinen kan gøre en lidt sløv eftermiddag på arbejde til noget helt specielt.

  • Amanda Ibfelt
    Posted at 17:43h, 16 september Svar

    Noget af det bedste ved efteråret er når æbleplantagen på den anden side af vejen sætter skiltet ud med “pluk-selv” så er det bare med at få plukket æbler i en fart. Her i weekenden plukkede jeg 6 kg af yndlingssorten rød gråsten der skal spises friskt, sprødt og saftigt helst direkte fra træet 😉 det er en super lækker sort der bliver meget store (har plukket æbler på op til 500g) og som ikke kan ligge for længe men helst skal spises ret hurtigt, men så smager det også af det rene danske efterår!

  • Lykke
    Posted at 15:11h, 16 september Svar

    Mit bedste æble-barndomsminde som stammer fra Als, var store Gråsten-æbler vi fik foræret en kæmpe portion af, hvor de blev spist friske, de mindre kønne blev så lavet til gl.dags æblekage og æblegrød. Ellers laver min søster hvert år den bedste paradisæble gelé, men de er vist ikke så nemme at finde.

  • Bibi
    Posted at 14:53h, 16 september Svar

    Cox Orange er min absolutte favorit. Det gælder både som det er og i kager. Jeg ser i den grad frem til sæsonen hvert år (som jo nærmer sig :-))

    En af mine ynglingsdesserter er æbletærte. Gerne helt enkel med en god spød tærtebund, marcipan, æbler og kanel. Eller samme tærte blot drysset med lidt anis i stedet for kanel. Hertil græsk yoghurt eller vaniljeis.

  • LunaBærmonster
    Posted at 14:24h, 16 september Svar

    Mine forældre har ananasæbler og discovery-æbler i haven lige nu, hvilket er to af mine absolutte yndlingsæbler. Jeg elsker æbler skåret i både som en formiddags-, eftermiddags- eller aftensnack. Eller i nypresset most, en varm æblecrumble med vaniljeis til eller en dejlig æblekage med marcipan i dejen og masser af æbler på toppen – og creme fraiche på side. Og i en masse andre ting. Egentlig tror jeg ikke, jeg har en absolut favorit-æble-ret, for de er dejlige i så mange ting.
    Æbler er altså en frugt, vi kan være glade for her i det kolde nord!

  • Mette Pedersen
    Posted at 14:22h, 16 september Svar

    I min famors have, eller, det vil sige… min farmors nabos have… Der var der et skønt Filippa æbletræ, med de bedste æbler i hele verden – sådan husker jeg det i hvert fald helt bestemt 🙂

  • Tilde
    Posted at 12:59h, 16 september Svar

    Jeg kan klart bedst lide æbler i kage eller marmelade 🙂 Hvis jeg skal spise dem friske skal de være topsprøde og saftige, melede æbler er det værste jeg ved..

  • randi
    Posted at 12:37h, 16 september Svar

    Det lyder skønt! Jeg skal helt sikkert derop, gratis billetter eller ej 😉

    Æbler er skønne i alle former, men det bedste er nu den første weekend i september hvor Frydenlund plantagen åbner, og man kan plukke et saftigt, sprødt og rødt Discovery æble direkte fra grenen! Mums!

    • Mette
      Posted at 09:53h, 27 september Svar

      Chancen for at vinde billetter og deltage i det skønne arrangement kan øges ved at kigge forbi min blog også:
      http://www.becauseitmatters.dk/aebletsdag/
      Jeg afholder som Mira også en konkurrence, hvor man kan vinde billetter til dagen!
      Held og lykke. Uanset om du deltager her eller der 🙂