Vi er flyttet – se hvor vi roder!

Vi er flyttet – se hvor vi roder!

Endelig! Efter UFATTELIGT lang tid er vi flyttet ind i vores hus i Holte. Det har været et langt sejt træk og vi er på ingen måde færdige, hvilket I kan se på billederne. F.eks. har jeg de næste 14 dage ikke noget køkken. Det har jeg det lidt stramt med i og med mit erhverv. Det er ikke nemt at lave instagrammable, lækre billeder sådan som der ser ud hjemme hos os lige for tiden! Men hvor er det dejligt endelig at være kommet afsted ud af byen og få lidt luft omkring sig.

Flytningen gik rigtig godt. Selv om det var absurd koldt for de stakkels flyttemænd. Vi fyldte 140 flyttekasser + lidt ekstra. Åbenbart har vi ret mange køkkenting… Jeg har fx. 9 stegepander. Det er måske lige rigeligt.

Indtil køkkenet er klar, står spisebordet midt i stuen og her roder med flyttekasser og alt muligt juks over det hele. Vi har heller ingen reoler eller klædeskabe endnu, så der går lidt tid før vi har pakket ud. Ungerne tager det så fint og er totalt i hopla over deres nye værelser og al den ekstra plads, de ikke har haft før.

Der var et eller andet galt med vores nye gulvvarme, så i går aftes var der 12 grader i huset! Det er røvkoldt! Jeg prøvede at varme mig med et glas vin og det hjalp da lidt, men 12 grader er altså overhovedet ikke nok! Og så fik vi dårlig forstadspizza med forkerte skinkestrimler (I ved, de der jaka-bov agtige strimler).

I dag er det lykkedes mig at få tændt op i vores nye fine pejs. Det hjælper forhåbentlig snart på temperaturen. Jeg følte mig meget natur-spejder-agtig, da det rent faktisk lykkedes at få ilden til at brænde.

Vores søde surfer-tømrer Emil går lige nu og makker med at få skabene op i køkkenet og nynner med på diverse pophits. Vibruger skabe og skuffer fra Ikea og får fronter fra et svensk firma, Picky Living. Når Emil har sat det op, kommer bordpladefolkene (hvad kalder man dem?) og måler op til den fancy stenbordplade, jeg har valgt. Så monterer vi selv skuffer og fronter (dvs. jeg løber rundt efter ungerne mens Peter laver al arbejdet). Og så er det bare at vente de cirka 10 dage der går, før bordpladen er klar og bliver installeret. Så må vi hellere få fingeren ud og få bestilt de sidste hvidevarer… Hvor jeg dog glæder mig til at vise det nye køkken frem til jer, når det er klar! Og til at lave mad i det, selvfølgelig.

Kategorier:
Lidt fra mit liv
7 Comments

Post A Comment

  • Laura
    Posted at 09:49h, 03 marts Svar

    Åh det er så irriterende at være uden køkken eller badeværelse!

    Da min seje, mad(lavnings) glade bror for nogle år siden var uden komfur i to uger udviklede han nogle ret opfindsomme måder at anvende en toaster og elkedel på. Sådan en toaster kan man eksempelvis snildt riste pinjekerner i, og de små tortellini (hedder de det) kan godt tilberedes med kogende vand fra elkedel (ned i en på forhånd varmet gryde og låg på).

    Det samme gør sig i øvrigt gældende med blødkogt æg, efter min erfaring: varm gryden med varmt vand, kog noget nyt vand og hæld over æg (gerne stuetemperatur så de ikke revner), på med låg og thehætte og lad stå i ca et kvarter.

    Nå, sikke en lang kommentar! Håber I bliver glade for det!

  • Marianne Hauerslev
    Posted at 09:33h, 02 marts Svar

    Hej Mira, tak for en super god blog med gode tips til nye steder, som jeg tit benytter 🙂 Der er ikke så langt fra Holte til Bistrup – så prøv dette pizzaria: http://www.laqualita.dk/ – Det er værd at køre lidt længere fra. Deres hvide pizzaer er rigtig lækre og stedet hyggeligt 🙂

  • Den “bedste” ven Dietz
    Posted at 22:39h, 01 marts Svar

    Du ringer aldrig ❤️

  • Stine Ruben Karpantschof
    Posted at 20:01h, 01 marts Svar

    Velkommen til forstaden. Huset ser skønt ud! Jeg vil lige anbefale Buonasera Pizzeria i Holte til en anden gang. Og thai fra Den hvide Elefant er også ok 😉 kh Stine

    • Mira Arkin
      Posted at 21:00h, 01 marts Svar

      Tak Stine! Den må vi prøve. Bor du også heroppe? Vi fik ret gode pizzaer fra Pomodoro Rosso i aften🙂

  • Wim Nielsen
    Posted at 19:43h, 01 marts Svar

    Tillykke med det. Og helt hyggeligt at se, at fancy bloggere også bliver ramt af byggerod 😉

  • Karina
    Posted at 15:22h, 01 marts Svar

    Held og lykke med “det nye liv”!
    Er selv vokset op i området – pizza skal købes hos Le grill 😉