Vesterbro møder fransk bistro på Je t’aime

Vesterbro møder fransk bistro på Je t’aime

_1220218s

For efterhånden laaaang tid siden spiste jeg med en veninde på relativt nye Je t’aime – en lille uformel bistro i Dybbølsgade – der hvor der engang lå et værtshus. Maden er frankofil og afslappet, og indretningsmæssigt er vi et sted mellem Dyrehaven og en bistro i Paris’ 11 arrondissement. 

Jeg har længe villet anbefale stedet her på bloggen, men så kom sommerferien ind over, og så blev det lige forsinket. Vi spiste utroligt godt til næsten ingen penge her (4 retter for kr. 300), og der var så meget velsmag i maden og tydeligvis en habil og erfaren kok bag gryderne (han har i øvrigt en baggrund fra Madklubben-restauranten Tony’s). Især var jeg helt tosset med brisselretten!

Restauranten holder åbent hele dagen, så man kan også komme forbi til morgenmad – det må jeg prøve.

_1220222s

Først en lille hapser til deling. Butterdejstærte med stegte svampe og parmesan. Sprødt og blødt og lækkert.

_1220226s

Stenbiderrogn (det her var sidst i maj) med sprød salat og vinaigrette.

_1220229s

Den fabelagtige brisselret med perfekt stegte og glaserede brisler i en koncentreret sky med masser af skalotteløg og krydderurter i. Totalt enkelt og veludført. Det var lykken for en brisselelsker!

_1220235s

Det er lidt svært at se, hvad der foregår her, men det er altså en coq au vin med et flot bryststykke, store tykke bacontern, svampe og perleløg og godt med persille over. Behøver jeg at sige, at skyen smagte himmelsk? Det er svært at fucke sådan en ret her op, men en af måderne er, at overtilberede brystet, og det var der ikke noget med her. Saftigt og dejligt. Vi drak saftig bourgogne til, naturligvis.

_1220236s

Kyllingen kom med en salat og et smørstegt stykke brød med persillecreme på.

_1220244s

En predèssert bestående af citron crème brullée, der var meget, meget veltilberedt. Det svære med denne dessert er, at man skal bevare cremen kold, men have den lune, sprøde karamel ovenpå. Det var lykkedes her, hvor citroncremen var kølig og appetitlig og det perfekte lag karamel var sprødt og stadig lunt.

_1220248s

Den “rigtige” dessert var en fin mazarinkage med rabarberkompot og sprøde stykker karamel. Fint og lige som det skulle være. Jeg elsker ukompliceret mad. Det her var sådan noget mad, jeg selv kunne finde på at servere til en flok gæster – netop fordi jeg elsker det homey og enkle (og franske).

Mine varmeste anbefalinger til Je t’aime som afslappet spisested, både til hverdag og fest – stedet ligger et stenkast fra Kødbyen og alt hvad der dertil hører af ballade. Og yderst tæt på Cinemaxx i ellers afskyelige Fisketorvet, hvor der intet er, som er værd at spise. Så spis endelig på Je t’aime før en biograftur.

Je t’aime
Dybbølsgade 9
1721 København V

je t'aime

No Comments

Post A Comment