Verdens lækreste blomkål III med parmesan, hvidløg og citron

Verdens lækreste blomkål III med parmesan, hvidløg og citron

Bare rolig – der er blomkål på bloggen igen. Verdens lækreste blomkål, faktisk. I en ny version med lidt Italien drysset på. Stakkels Italien! Jeg er sikker på, at én god ting ved denne frygtelige pandemi er, at vi måske får lavet lidt mere mad derhjemme. Nu er vi i hvert fald hjemme mange af os. Ikke at det er specielt afslappende. Jeg synes i hvert fald det er ret hårdt arbejde at skulle underholde unger på 3 og 7 år hjemme i laaang tid. Jeg tror også at det kunne gå hen og blive længere end 14 dage.

Peter kan arbejde hjemme og jeg kan også være hjemme denne uge. Næste uge er straks værre. Her er der jobs, som jeg er nødt til at lave. Og prøv lige at skaffe madvarer til 30 opskrifter lige for tiden. Gisp! I dag vover jeg mig ud for at se, om det rent faktisk passer, at supermarkederne har mad nok til alle.
I går legede vi skole (bare rolig – det varede ikke mere end 10 min, inkl. frikvarter, før ungerne ikke længere var imponerede over deres kreative mor). Vi forsøgte at gå en tur, men det blæste så meget, at der fløj store grene rundt. Det var en ret kedelig dag. Hvad gør I for at aktivere ungerne i de næste uger?

Men tilbage til verdens bedste blomkål i ny version. Konceptet er det samme som i Verdens Lækreste Blomkål I og II – man skærer blomkålen i tykke skiver eller buketter, drysser det med olie og smagsgivere og bager det i ovnen. Og så smager det bare helt vildt godt. Jeg er SÅ vild med blomkål lavet på denne måde. Og her kommer så den seneste version – den italienske med parmesan, hvidløg og citron.

Verdens lækreste blomkål med parmesan, hvidløg og citron

4 pers.

1 blomkål
3 spsk olivenolie
1 fed hvidløg
1 tsk tørret oregano
salt og sort peber
ca. 4 spsk fintrevet parmesan
1 rød chili
revet skal af ½ økocitron
1-2 spsk citronsaft
1 håndfuld basilikum eller persille

  1. Skær blomkålen i tykke skiver på 1½-2 cm. Jeg har fundet ud af, at jeg bedst kan lide de blomkålsstykker, som er godt ristede, så jeg er begyndt at dele de helt store skiver af blomkålen i mindre stykker, så man ikke får de der flotte hele skiver, men får medium-størrelse blomkålsstykker. Så bliver det hele stegt og ristet og lækkert. Bland olien med knust eller revet hvidløg og fordel halvdelen i bunden af en bradepande med bagepapir. Drys halvdelen af oregano over og krydr godt med salt og peber. Drys med halvdelen af parmesanen.
  2. Læg blomkålen oven på og dryp med resten af hvidløgsolien, oreganoen, salt, peber og resten af parmesanen. Steg blomkålen i 15-20 min. ved 200ºC (jeg bruger varmluft). Server med drys af hakket chili, revet citronskal og citronsaft. Hvis du har en håndfuld basilikun eller persille, så drys det over. Og evt. lidt ekstra parmesan.
1Comment

Post A Comment

  • Michael
    Posted at 22:02h, 18 marts Svar

    Lækkert med blomkål – afprøvede den her til aften og 1 ud af 3 børn kunne lide den. For vores børn er det en helt acceptabel succesrate. Aktivering; vi er meget ud at lege i legehus og så ligger vi rigtig mange puslespil….