Vejen til Himlen – Nose2Tail Madbodega

Vejen til Himlen – Nose2Tail Madbodega

nose2tail

Til middag på bæredygtige Madbodega, Nose2Tail

Der er lige åbnet et topmoderne spisested i Kødbyen. Det har man jo hørt før. Og Nose2Tail ser meget bodega-hyggeligt ud – er det nu moderne? Ja, det er det, for det er moderne som bare fanden at spise bæredygtigt.


Grisen var fra Verner

Stedet, som ejes og drives af de tre drengerøve Martin Becker Rasmussen, Teitur Christensen og Søren Haahr, hedder Nose2Tail, fordi man laver mad efter nose-to-tail –eating princippet; køkkenet får hele dyr ind, og man bruger hele dyret. Der bliver lavet helstegte fileter, rullestege, braisereretter, pølser og patéer, så man får brugt al den herlighed, et slagtet dyr har at byde på. På den måde respekterer man dyret så meget, at man rent faktisk udnytter hele dets ofrede krop ved at udnytte dets herligheder fuldt ud. De dyr, der indkøbes, har levet et godt og lykkeligt liv hos lokale – gerne økologiske – landmænd, og grøntsager kommer ligeledes fra lokale kvalitetsproducenter, som også gerne er økologiske eller biodynamiske.
Brugen af de hele dyr gør også, at køkkenet tvinges til at tænke kreativt hver dag, fordi man skal have brugt alle udskæringer af dyret inden det næste hele dyr kommer ind.

Jeg spiste på Nose2Tail på åbningsaftenen, hvor Martin, Teitur og Søren havde inviteret mig.  På vej ind kiggede jeg på tavlen over trappen ned til restauranten, hvor der stod, at dagens gris kom fra Verner. Det er da ekstremt hyggeligt at vide!

En hilsen til Otto Brandenburg

Det hyggelige lokale er møbleret med træborde og smukke danske ædeltræstole med lædersæder. Belysningen er dæmpet, så der er lidt bodega over det. Der er også raflebægre klar, hvis man lige skal have klaret et spil Meyer. Du kan drikke kvali-øl fra verdens måske eneste kvindelige brygger på Bryggeriet Skands og som en ekstra bodega-hilsen, kan du altid få et Fernet Branca shot til en tier – f.eks. i baren, hvor et billede af baggårdspumaen Otto Brandenburg pryder væggen. Sejt.

Der er også sjusser på kortet, f.eks. en gran og tonic; den danske Geranium gin med et fint lille granskud og kvalitetstonic fra engelske Fentimans. Eller du kan få spændende og dansk spiritus fra Hven.

Vi lagde ud med et glas virkelig gode bobler; en 2000 St. Aldegunde Klosterkammer sekt lavet på riesling fra tyske Weingut Stein. Det er nærmest latterligt, at man kan sidde og drikke bobler fra 2000 til kun 65 kr. glasset. Et virkelig godt glas.


En perlerække af småretter

Derefter var jeg og min medspiserinde lidt rundt i småretterne.

nose2tail

Vi var nødt til at prøve de (døds-)syndige flæskesvær med en grøn mayonnaise. Sikke en kombo! Man når ikke langt med flæskesvær og mayonnaise – det er heftigt. Men et par stykker er dejligt.

Og vi fik også et dejligt patentglas med en stenbider rillettes lavet på røget stenbider og både fersk og røget stenbiderrogn, som var virkelig lækker.

nose2tail

I et andet patentglas fik vi ”ryst-selv bearnaise”; et let pocheret æg med noget estragonolie og noget, som man selv rystede sammen til en tyndtflydende bearnaise (den bliver jo ikke varmet så meget op, så derfor tyknes den ikke af ægget). Hertil lidt rodfrugter og sprøde soldater af ristet brød. En sjov, opfindsom og interaktiv ret.
Og fordi vi er nogle svin, så skulle vi også lige smage et glas med confiteret and, som smagte meget meget dejligt.

Til forretterne drak vi en ren bællevin af en riesling; 2009 Gutesriesling fra Weingut Laurentiushof. Den koster 300 kr. flasken, men hvad der ikke står på kortet er, at det faktisk er en liter, man får! En dejlig overraskelse for en Aalborg-pige som mig! Vi nøjedes dog med et (stort) glas. Rigtig frugtig terrasse-bællevin.


Gerickes vidunderpølse

Til hovedret på Nose2Tail kan man vælge mellem dagens dyr og dagens fisk. Den dag var fisken en fish pie med flere slags fisk i, toppet med kartoffelpuré. Jeg er jo en kødpige, så jeg gik efter kødretten, der som sagt var gris fra Verner; både filet og en pølse.

nose2tail

Ind kom en smuk gammel kobberpande med dejlige glaserede rodfrugter og rødløg. Gulerødderne var glaseret i hyldebærsaft, som i øvrigt var lavet af Martins mor. Jeg har aldrig tænkt på kombinationen, men som min afdøde farfar altid sagde, så gik det op i en højere enhed. Jeg kan varmt anbefale kombinationen. Og så smagte jeg for første gang havrerod, som jeg aldrig havde hørt om. En rodfrugt, der minder lidt om pastinak, som er meget sukkerholdig og smagte godt, glaseret i den kraftige glace. Kødet var pyntet med lidt fine babyporrer der var søde og dejlige.

Man kunne sagtens smage, at kødet kom fra en lykkelig gris, som havde gået og hygget sig med at spise nedfaldsfrugt under Verners frugttræer. Kødet smagte kraftigt og skulle tygges, fordi fibrene havde mere karakter – lidt som vildsvinekød.

nose2tail

Og så var der pølsen. Pølsen fra himlen. Den var lavet efter en gammel Søren Gericke opskrift og var så vidt jeg forstod en blanding af rillettes og hakket kød, pakket i svinenet og stegt gylden og glinsende. Jeg begynder lidt at savle, nu hvor jeg beskriver det. Det var absurd lækkert. Til kødet drak vi rødvin på glas, som jeg desværre ikke helt kan huske, hvad var. En meget drikfældig fætter, som muligvis var en Côtes du Rhône.

nose2tail

Da vi kom til desserten var jeg ikke længere specielt sulten. Vi blev tilbudt et par fikse småkager, som havde fået en funky overhaling af maddesignerne fra I’m a Kombo – det var noget med myntesukker og sjov, blå glasur. Jeg fik et glas med vaniljeparfait og min medspiserinde valgte rabarber crumble. Enkle desserter, som smagte af det, de var.

nose2tail

Også en bodega

Det var efterhånden blevet sent, men der var stadig gang i den på Nose2Tail. Man kan nemlig droppe forbi sent og drikke bajere og sjusser og spise snacks helt til kl. 03 [NB! Dette er siden blevet ændret – der er nu åbent til kl. 01]. Der serveres varme retter til kl. 01, og det er der altså ikke mange steder, der gør. Det er så fedt med et hang-out, hvor der er ordentlig mad og hygge-fest-stemning til sent. Det håber jeg inderligt, københavnerne vil tage til sig.

nose2tail

Vi nappede lige to Fernet Branca shots hver til sidst, og da vi kom ud af restauranten var kl. 01 og der var totalt gang i den i Kødbyen. Nose2Tail er et ideelt sted at gå ud og spise og lade middagen glide over i fest. Eller til en hurtig snack, f.eks. deres dejlige bræt med charcuterie og ost, som serveres helt til luk. Jeg kunne sagtens finde på at droppe forbi for at spise forskellige småretter og drikke sjusser og bobler. Fedt med kombinationen værtshus og restaurant.

Se, hvor godt jeg har det med vin, kød og rodfrugter. Mums.


Betjeningen er afslappet og overskudsagtig. Og ikke nok med, at det er hyggeligt at spise hos de tre drenge. Maden smager eminent og så kan man også klappe sig selv på skulderen for at spise kød fra dyr, der er blevet behandlet kærligt. Og grøntsager, der er dyrket af landmænd, som elsker deres jord og gør alt godt for den.

Vejen til himlen går gennem de tre drengerøves dejlige madbodega, for hvis man ikke kommer i himlen af at lave mad efter deres principper, så ved jeg virkelig ikke, hvad der skal til.

Du kan læse mere om konceptet bag Nose2Tail Madbodega her.

Nose2Tail Madbodega
Flæsketorvet 13A (i kælderen)
1711 København V
Telefon: 3393 5045
E-Mail: info@nose2tail.dk

19 Comments

Post A Comment

  • Thomas MadFar
    Posted at 19:35h, 23 april Svar

    Har lige bestilt bord i Juni, glæder mig endnu mere efter at have læst om jeres besøg. Lyder som mad lige efter mit hoved, total rock’n Roll 🙂

    • Mira Arkin
      Posted at 21:02h, 23 april Svar

      Du kan godt glæde dig, Thomas. Det er herremad, lige som jeg elsker det. Var forbi i onsdags og dele 1 kg jomfruhummere med Peter til latterligt 200 kr. Fandme i orden sted. Og fik jeg sagt Fernet Branca til en 10’er? God fornøjelse.

  • Anmeldelse: Nose2Tail -- Tour de porc
    Posted at 01:16h, 23 juli Svar

    […] at jeg ankom, for jeg har læst både godt og skidt fra andre danske madbloggere om Nose2Tail. Mira Arkin har rost stedet i høje vendinger, og vi dele en passion for godt kød, også kødretter baseret […]

  • Ditte Ingemann Thuesen
    Posted at 19:30h, 02 juli Svar

    Sikke nogle flotte billeder.. Jeg har også besøgt NOSE2TAIL og ville ønske jeg havde haft samme oplevelse som dig. Men desværre ikke! Maden var rigtig fin og ligeledes var omgivelserne. Med lydniveauet alt alt for højt og det falder desværre lidt til jorden at kombinere bodega med restaurant. Men efter at have læst din anmeldelse må jeg give dem en chance mere 🙂 (Denne gang håber jeg inderligt, at de har flæskesvær på lager til mig!)

  • Gastromanddk
    Posted at 01:22h, 12 maj Svar

    Jeg må desværre tilstå, at jeg (og medspisere) var noget skuffede efter vores besøg på NOSE2TAIL, som denne aften slet ikke levede op til alt hypen:(

    http://gastromand.dk/anmeldelse-restaurant-nose2tail-madbodega/

  • Randi Lauridsen
    Posted at 12:22h, 21 april Svar

    Hej Mira
    Efter at have læst dit indlæg, bookede vi straks bord, og var derinde i tirsdags.
    Jeg kan kun tilslutte mig din bedømmelse, og vi har allerede booket bord til besøg nr. 2 🙂
    Tak for tippet.
    Randi

    • Mira Arkin
      Posted at 19:42h, 21 april Svar

      Det er jeg glad for at høre!

  • Maria
    Posted at 11:47h, 11 april Svar

    Sikke nogle flotte billeder – især det sidste:) Jeg var dernede dagen efter de åbnede og er jeg er vildt begejstret! Vi spiste os mætte i flæskesvær, solæg, østers og deres lækre bræt med pølse, skinke og ost. Ud over at maden bare var i vinkel, var der også en god og afslappet stemning og betjeningen var virkelig i top. Det kunne godt gå hen og blive en yndlings mad-bodega:)

  • Mette Lindgaard Eriksen
    Posted at 16:10h, 10 april Svar

    Lækkert indlæg! Glæder mig til at prøve stedet 🙂 Dejligt at høre, at det tilmed er billigt.

  • Piskeriset
    Posted at 13:21h, 08 april Svar

    Det var en virkelig dejlig gennemgang. Hvis jeg ikke allerede var overbevist om, at det sted ville jeg gerne prøve, så ville jeg være det efter at have læst denne anmeldelse 🙂

  • Kasper Bergholt
    Posted at 12:42h, 08 april Svar

    Jeg nåede desværre ikke åbningsarrangementet, men for dælen da, hvor ser det godt ud. Mad lige efter min bog, rustik men med et elegant, nytænkende twist.

    Den pølse, dér! Orv! 🙂

    Alt godt,

    Kasper

  • satie
    Posted at 10:03h, 08 april Svar

    Tak for gode beskrivelser af restaurantbesøg .. For en madglad men fattig ung århusiansk student ville det være rart med nogle flere priser på retterne (og ikke kun vinen)

    Så ved man hvor meget man skal lægge fra til næste restaurantbesøg (:

    vh. satie

    • Mira Arkin
      Posted at 10:14h, 08 april Svar

      Det har du ret i at jeg mangler!
      Forretterne i patentglas står i 50 kr. stykket, snacks som f.eks. flæskesvær koster 30 kr., hovedretter koster sølle 160 kr (tænk en gang at betale så lidt for en ret lavet med råvarer af så høj kvalitet!). Det omtalte snack bræt fås i lille og stor udgave, som koster hhv. 70 og 180 kr. Det er altså et ret billigt spisested 🙂

  • Anders
    Posted at 09:45h, 08 april Svar

    Lyder lige præcis så lækkert som jeg havde håbet!

    Fernet er i øvrigt røvgo’ stil!

  • Jan Christensen
    Posted at 09:26h, 08 april Svar

    Hey hey

    Fin anmeldelse. Var der samme aften, rigtig god mad, men vi overså sgu da Fernet Branca’erne.

  • Anne au Chocolat
    Posted at 08:28h, 08 april Svar

    Skønt skønt indlæg kære Mira! Jeg har spist Verners gris som rullesteg og krebinet onsdag og torsdag aften på Nose2Tail. Uhm, det er mit nye stamsted, og jeg er glad for, at jeg var med til receptionen med dig i sidste uge! Kh Anne
    Ps. Totalt lækkert billede til sidst. Madglæden og -kærligheden stråler ud af dig 🙂

    • Mira Arkin
      Posted at 09:50h, 08 april Svar

      Ja, jeg bliver bare så lykkelig af at spise godt!

      • Marie
        Posted at 14:42h, 08 april Svar

        Det er det, der gør, at din blog er så herlig læsning!

  • Chris Tonnesen
    Posted at 08:27h, 08 april Svar

    Mira det lyder jo simpelhen som et sted man bare må prøve! 🙂