Vaniljekranse – glædelig december!

Vaniljekranse – glædelig december!

vaniljekranse

Glædelig december, kære læsere. Lad os fejre julemånedens start med en rigtig juleopskrift – vaniljekranse.

Jeg har aldrig bagt dem før, men kastede mig ud i det med et miks mellem Frøken Jensens og Mette Blomsterbergs opskrifter. Opskriften er med mandelmel, hvilket giver ikke helt sprøde vaniljekranse, men i stedet kranse som har lidt cheweyness, lidt som kransekage, uden dog overhovedet at være så blød. Men altså, bare så I er med på, at de ikke er sprøde på sådan en Karen Volf agtig måde. Der er ligesom lidt mere at tygge på i de her.

Når man laver en ret (eller kage), hvor en enkelt ingrediens eller to spiller hovedrolle, så er det vigtigt, at denne ingrediens er af høj kvalitet. Derfor er det vigtigt, at vaniljekranse er lavet med ægte vanilje fra en fed og saftig vaniljestang. Ligesom en god béarnaise skal laves af gode æg og godt smør.

Så er der metoden. Mette Blomsterberg bruger sprøjtepose, og da jeg læste det tænkte jeg, GUD smart! Så skal man ikke stå og kæmpe med sin kødhakker, hvor man egentlig bør være to til at lave den stjerneformede dej. Jeg var alene hjemme (udover Otto på køkkengulvet), så jeg kastede mig ud i sprøjteposemetoden. De blev pæne, kransene, men FUCK hvor var det hårdt for hænder og arme at presse den ret faste dej ud af posen. Alt for hårdt. Jeg var næsten ved at tude af frustration. Altså kan vi konkludere, at Mette Blomsterberg må have nogle meget mandige overarme (det kan jeg sådan set også godt forestille mig hun har) eller at jeg har ualmindeligt vattede arme, men det kan man altså ikke have, når man bærer rundt på 9 kg barn hele tiden.

Hvorom alting er (det siger man alt for lidt!), så var det hårdt, men det lod sig gøre og til sidst var dejen blevet blødgjort en smule af alt mit knofedt, og så blev det lidt nemmere. Problemet er jo, at man vil have en dej, som er så fast, at kagerne ikke flyder ud og mister deres smukke stjernemønster underbagning. Hvis dejen er blød, er de nemme at presse ud af sprøjteposen, men de kommer til at flyde lidt ud under bagning. Dilemma dilemma! Prøv dig frem. Hvis du har det godt med din kødhakker og dens stjerneforsats, så tror jeg det er den nemmeste metode.

Og så lovede jeg jo på min Facebook side også at vise billede af de grimme kranse. Dem kan I se nogle af nederst :-/

Vaniljekranse
ca. 75 stk.

500 g hvedemel
375 g blødt smør
250 g sukker
125 g mandelmel (og kværner du selv, kan du både lave det med og uden skaller)
2 store æg
1 stang vanilje

1. Jeg bruger en køkkenmaskine til det her – det er langt det nemmeste. Du kan også bruge en foodprocessor eller ælte dejen sammen ved håndkraft. Varm ovnen op til 180 gr. (jeg bruger altid varmluft. Ved almindelig ovn skal du bruge 190 gr.). Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland alle ingredienser sammen til en ensartet dej.

2. Brug enten en sprøjtepose med stjernetylle eller en kødhakker med stjerne-forsats til at presse dejen ud. Med sprøjtepose kan du forme kransene direkte på bagepladen. Men kødhakkeren laver du baner, som derefter skæres i ca. 8-10 cm længde og sættes sammen i kranse. Prøv evt. at tviste dejen en omgang – det ser fint ud.

3. Bag kagerne gyldne på bageplader med bagepapir på i 10-12 min.

vaniljekranse

Nederst kan du se nogle af de mindre vellykkede vaniljekranse…

vaniljekranse

16 Comments

Post A Comment

  • Winnie Jensen
    Posted at 15:41h, 29 oktober Svar

    Jeg har også brugt mette blomsterbergs opskrift, jeg finder vaniliekransene meget meget hårde? Hvorfor

  • Tanja
    Posted at 21:52h, 08 december Svar

    Jeg hoppede også på Mette Blomsterbergs opskrift – de smager super godt, men holder altså ikke formen. Tricket er når man bruger sprøjteposen at man drejer/snor posen så dejen nærmest kommer ud af sig selv. Ellers kan det godt være lidt hårdt 🙂

  • Line
    Posted at 13:15h, 02 december Svar

    åååh suk
    nu er jeg jo helt vild med mette blomster berg men ååh jeg kan simpelthen ikke få mine vanilje kranse til at holde bare lidt a formen, hverken med kød hakker, tyller eller andet
    hvad gør jeg???

    • Mira Arkin
      Posted at 14:48h, 02 december Svar

      Hej Line
      Det lyder som om der er for meget smør i forhold til mel i din opskrift. Prøv at tilsætte lidt mere mel til dejen næste gang.

  • Thomas Schultz
    Posted at 09:23h, 14 august Svar

    Hej Mira,

    Din vaniljekranse ser rigtig lækre ud. Dem vil jeg prøve når julen nærmer sig.

    Vil blot gøre lidt reklame for mit lille firma – hvor jeg importerer den fineste polynesiske vanilje – og sælger den fra vaniljekongen.dk til priser fra 13 kroner / stang.

    Hilsner Thomas / Vaniljekongen

  • Josefine
    Posted at 16:54h, 16 december Svar

    Vaniljekranse er noget af det bedste jeg ved, der er ikke noget bedre end nybagte vaniljekranse 🙂
    Rigtig gode billeder!

  • Maiken Bundgaard
    Posted at 23:25h, 03 december Svar

    Hej Mira.

    Jeg har lært et lille trick med hensyn til det hårde arbejde med at presse massen ud af en sprøjtepose. Det er super hårdt og svært, hvis man står og trykker hele massen ned samtidig, men hvis du tager fat med den ene hånd øverst på posen, og den anden et godt stykke nede og trykker med den nederste hånd, så du kun arbejder på at trykke den nederste del af massen ud, så er det meget nemmere. På den måde tager man lidt af gangen, hvilket letter arbejdet en del 🙂 Håber det kunne bruges. Og tak for en super god blog 🙂

    Med venlig hilsen Maiken

    • Signe Schou
      Posted at 15:19h, 05 december Svar

      Tak for tippet!! Det gjorde det en del nemmere for mig – selv om det stadig er hårdt for hænderne 😉 Hende Blomsterberg må have nogen seriøse overarme under den dér kokkeuniform. Men takket være dit tip vandt jeg en snæver sejr over vanillekransene!!

    • Mira Arkin
      Posted at 15:44h, 05 december Svar

      Hej Maiken
      Det var også sådan jeg endte med at gøre. Ellers tror jeg aldrig dejen var kommet ud af posen 🙂
      KH Mira

  • Pia
    Posted at 17:52h, 03 december Svar

    Hej Mira
    Jeg har i mange år bagt Frk. Jensens opskrift med min farmor (som desværre ikke er mere).
    De bliver altid helt fantastiske – endnu mere hvis man skifter vanillesukker ud med vanillekorn.
    Og vi brugte altid den gode gammeldags kødhakker – som jeg har arvet og stadig bruger, når jeg bager julens traditionelle portion. Kunne godt forestille mig at mine kyllingearme ikke kunne klare sprøjteposen.
    God appetit med de skønne kranse – min julefavoritsmåkage :o)
    Hilsen Pia

    • Mira Arkin
      Posted at 20:34h, 03 december Svar

      Hvor er det hyggeligt at høre. Det er dejligt med de minder man har med madlavning, og nok særligt med bagværk, som man har været sammen om i familien.

  • Julia
    Posted at 20:28h, 02 december Svar

    Hej Mira, tak for endnu en opskrift der lyder vildt god! Kunne man ikke løse dilemmaen sådan her: efter at have lavet vaniljekranserne med sprøjteposen stiller man dem et køligt sted hen i en times tid (såsom kælderen eller altanen), således at de er helt kolde, når de sættes i ovnen og dermed ikke flyder ud under bagningen…

    • Mira Arkin
      Posted at 20:33h, 03 december Svar

      Det er værd at prøve, men jeg tror nu dejen alligevel vil flyde ud når ovnens varme får smørret til at smelte igen. På den anden side kan det være æggene kan holde nok sammen på det hele, indtil dejen sætter sig under bagning. Jeg går ud fra, du så vil tilsætte mere smør til dejen?

      • Julia
        Posted at 18:10h, 04 december Svar

        Hej Mira, jeg har en opskrift, hvor man bruger 500g mel på 350g smør, 150g sukker, 2 æg og en vaniljestang. Det er mindre sukker, og så “mangler” der mandlerne. Mon ikke man kunne prøve at erstatte noget af melet med mandelmel, således at man nogenlunde bevarer forholdet mellem tørstoff og smør/æg. Fremgangsmåden går ud på at man køler småkagerne inden bagningen. Kunne det ikke være værdt at eksperimentere lidt med i næste år? 😉

  • Ida
    Posted at 22:08h, 01 december Svar

    Hej Mira

    Sikke en dejlig blog, er meget inspireret af dine opskrifter.
    Jeg er ved at prøve at lave semidried tomater, jeg har lavet dem mange gange før. Denne gang vil jeg gerne have at de skal blive “seje” som dem du køber hos grønthandleren. Har du nogen idé til, hvordan jeg kan gøre det?

    Ida

    • Mira Arkin
      Posted at 20:36h, 03 december Svar

      Hej Ida

      Tak for de søde ord 🙂
      Mht. tomaterne, så handler det om at tørre dem over lang tid. Jo længere tid, jo sejere. Men de skal jo ikke tørre helt ud, så det foregår ved lav varme (som f.eks. i solen) eller i en ikke ret varm ovn. Prøv ved 100 gr. alm. ovn i 6 timer. Derefter opbevares de i olie.