Sprøde vafler med kærnemælk

Sprøde vafler med kærnemælk

Vafler

Min gamle ven Jacob har brugt sin sommerferie i sit sommerhus i Aalbæk i Nordjylland, hvor han plukkede en masse dejlige blåbær, som han lavede syltetøj af og som jeg fik et glas af. Det smager sindssygt godt og er næsten helt sort af de smukke mørke blåbær. Jeg elsker at spise det på min havregrød om morgenen eller til sprøde vafler eller hvis ingen kigger, så bare direkte fra glasset med en ske…

Der findes mange måder at lave vafler på. Jeg bruger en klassisk opskrift med hvedemel (man kan også tilsætte boghvedemel) og så bruger jeg kærnemælk for ekstra friskhed. Jeg deler æggene og pisker hviderne, for at få en mere luftig og sprød dej. Med et helt almindeligt elektrisk vaffeljern er det hurtigt at lave en portion vafler. Bagefter dufter man lidt af vafler, men det er jo ikke det værste man kan dufte af.

Vafler

 

Vafler (giver 8 stk.)

3 æg, delte
3 spsk. sukker
100 g. smeltet smør
3 dl. kærnemælk
125 g. hvedemel

1. Pisk hviderne stive – husk at der ikke må være det mindste æggblomme i hviderne, for ellers kan de ikke blive stive. Pisk i en anden skål blommerne med sukker, tilsæt kærnemælk, smeltet smør og mel og pisk det grundigt sammen.

2. Vend æggehviderne forsigtigt i dejen.

3. Steg vaflerne i et vaffeljern. Smør jernet med smør eller olie til den første vaffel. Derefter bør det ikke være nødvendigt, da der er smør i dejen. Vaflerne skal stege ca. 2 minutter pr. styk.

4. Spis med f.eks. blåbærsyltetøj eller prøv med ahornsirup eller fintrevet citronskal og akaciehonning eller med friske bær og is.

7 Comments

Post A Comment

  • Ibtihal mansour
    Posted at 16:50h, 22 januar Svar

    Er der ikke bagepulver i opskriften ?

    • Mira Arkin
      Posted at 18:16h, 22 januar Svar

      Nej, det er kun æggene der får dem til at hæve

  • Maria
    Posted at 21:06h, 28 september Svar

    Denne opskrift er super god.

    Vi købte et vaffeljern sidste efterår, og jeg havde nærmest opgivet at finde en god opskrift, men ved et tilfælde faldt jeg over din – og den er bare super god.
    Vi fik den med hjemmelavet jordbær marmelade og flødeskum. Mums 🙂

    Ps. tillykke med det nye job.

    • Mira Arkin
      Posted at 09:50h, 29 september Svar

      Fedt, at I var glade for opskriften – og tusind tak for lykønskningen 🙂

  • Dr. Dietz
    Posted at 11:44h, 07 september Svar

    Du er sød. Du kan godt lide blåbær. Det kan jeg også

  • Newyorkerbyheart
    Posted at 17:47h, 05 september Svar

    Not fair – det ser jo helt vildt lækker ud – og nu får jeg lyst til vafler og har ikke nogen vaffeljern 😉
    Sprøde, friskbagte vafler er SÅ godt…..

    Mange hilsner
    Birthe

    • Mira Arkin
      Posted at 19:28h, 05 september Svar

      Hehe, Birthe. Du må ud og anskaffe dig et! Vi fik vores af Peters søster. Jeg havde nok ikke tænkt på det selv, men nu er jeg helt vildt glad for det.