Umbrien: Søndag i Spoleto og strangozzi med salsiccie

Umbrien: Søndag i Spoleto og strangozzi med salsiccie

Buongiorno! Jeg er på ferie i Umbrien og vi bor i byen Spoleto. Her er vores smukke kirke, der ligger lige om hjørnet fra lejligheden, vi bor i.

Vi bor i dette gamle grønne hus i en stor fin lejlighed med alt hvad vi har brug for. Jeg er blevet vild med at leje lejligheder, når vi rejser med børnene. Så kan vi selv ordne morgenmad, vaske tøj og have masser af plads til at rode. Vi er ude det meste af dagen, men om aftenen er det godt at være hjemme.  Så laver jeg mad af det, vi har købt ind i løbet af dagen og ungerne kan komme i seng i ordenlig tid i stedet for at sidde og være overtrætte og umulige på en restaurant.

Her er vores fine stue. Jeg har også et stort køkken med kæmpe vinduer og et stort komfur og stort set alt køkkengrej. Dog tog jeg selv mit microplane rivejern med, da jeg fik krise på forhånd ved tanken om ikke at have et effektivt parmesanrivningsinstrument!

Her er vores gade. Der er så mange smukke detaljer i byen – som denne flotte buegang. Jeg elsker det!

Der er køligt om morgenen, men når solen begynder at virke, så varmer den dejligt. Jeg tror der er en 18-20 grader midt på dagen. Så kan vi gå rundt i solen uden jakker på og blive helt plim over det. Otto ELSKER det! Vi har lovet ham, at han må få is hver eneste dag. Det må man nemlig i Italien.

Vi vandrede rundt i byen hele dagen i går. Det meste var lukket, da det var søndag. Men efter lang tids leden rundt lykkedes det os at finde en lille bitte købmandsbutik, hvor vi kunne købe ind til aftensmad. Det viste sig at være en super fin lille delikatessebutik med ost, charcuteri, olier, pasta og lidt brød. Perfekt.

Jeg købte foccacia, salsiccie, den lokale pastatype, strangozzi (kantet spaghetti), San Marzano dåsetomater, lidt ricotta.

Vi har ikke kunnet købe rigtigt ind, da vi ankom sent lørdag, hvor der var lukket og i går fandt vi kun den ene lille alimentari, der havde åbent. Derfor mangler jeg alle mulige ting, jeg normalt ville bruge. Men pølserne her er jo allerede krydret. Jeg pillede skindet af dem og smuldrede farsen ud i en pande med lidt olivenolie (en super god lokal en). Kødet blev brunet og jeg tilsatte min dåse tomater og lidt vand. Så stod det og boblede i 20 minutter og bingo, så havde jeg en virkelig velsmagende sovs til pastaen.

Mens sovsen kogte, spiste vil lidt af foccaciaen, dyppet i olivenolie med lidt salt. Og selvfølgelig umbrisk vin sangiovese til. Belissima!

2 Comments

Post A Comment

  • Maria Larsen
    Posted at 12:31h, 06 april Svar

    Hej Mira.

    Hvorigennem har I lejet lejligheden?

    mvh

    Maria