Umbrien: Grillet gris med rosmarin og hvidløg
Det gør mig så glad at have et køkken, når jeg er i Italien. Jeg bliver helt vild efter at lave mad selv af alle de lækre råvarer.Tænk hvis vi havde boet på hotel – så var det jo ikke en mulighed. Og selv om rigtig meget af den mad, jeg laver hjemme, er italiensk, så er det som om det hele smager lidt bedre hernede.
Forleden lavede jeg super simple grillede svinekoteletter (på grillpande) og det smagte simpelthen bare så utroligt godt. Jeg lavede kartofler kogt sammen med borlottibønner, friske løg og rosmarin til. Alt var godt. Opskriften på grisen kommer nederst.
Først lige et par fotos fra et besøg på Spoletos lokale borg, på toppen af bjerget.
Duomoen set oppefra og bagfra. Vi bor lige om hjørnet fra den og vi går over om lidt og ser den indvendigt. Der skulle være nogle fantastiske fresker.
Oppe ved borgen er der en kæmpe akvædukt, som man kan gå over. Solen strålede og vi så firben og der var tonsvis af fuglekvidder.
Borgen er nu et museum og om aftenen skulle der være skakturnering i en af riddersalene. Det var så fint og man kan se de oprindelige fresker i den flotte atriumgård.
Grillede svinekoteletter med rosmarin og hvidløg
4 pers.
4 tynde svinekoteletter med skaft
1 stort fed hvidløg
1 kvist rosmarin
1 spsk olivenolie
salt og sort peber
Hak hvidløget meget fint og kom det i en skål med rosmarinblade og olivenolie. Kom salt og godt med peber i (friskkværnet, selvfølgelig) og vend kødet i det.
Varm en grill eller en grillpande godt op og steg kødet ved høj varme i et par minutter pr. side (mere, hvis det er tykke koteletter). Spis med citron til.
No Comments