Tyrkisk homecooking – til middag hos Isil og Ali

Tyrkisk homecooking – til middag hos Isil og Ali

I sidste weekend inviterede Peters kollega Ali os til middag hjemme hos ham og hans kone, Isil. De bor i en overfed lejlighed i Ørestaden sammen med deres søde kat Aslan, og jeg var super spændt på at spise ægte hjemmelavet tyrkisk mad, for det havde jeg aldrig prøvet før. 

Jeg elsker mellemøstlig mad, og mange mener at det tyrkiske køkken skal ses som et af de store verdenskøkkener (sammen med f.eks. det franske og italienske). Samtidig har jeg hørt, at meget af det mad, man forbinder med Grækenland, faktisk oprindelig er tyrkisk, men jeg ved ikke præcis hvilke retter, det drejer sig om. Under alle omstændigheder var det fedt at blive inviteret hjem til nogen, der kommer fra et andet land og har en anden madkultur med sig hjemme fra.

Isil og Ali startede med at servere os (Peter) et glas vin og derefter kom forretten, som er suppen på det øverste billede. Det var en klassisk tyrkisk yoghurtsuppe med ris i, dryp af olivenolie og drys af tørret mynte. Og hvilken mynte! Der var så meget mere knald på denne mynte end ved almindeligt tørret købe-mynte. Denne mynte kom selvfølgelig fra Isils mor, som selv tørrer store bundter af den duftende mynte. Både Isils og Alis mødre pakker kufferterne med masser af madvarer fra Tyrkiet, når de besøger deres børn i Danmark. Fuldstændig lige som at jeg altid har alt muligt med hjem fra min mor, når jeg enten har været hjemme i Nibe eller i Sydfrankrig og se mine forældre. Sådan er mødre – heldigvis.

Jeg har givet min mor tippet om at tørre sin egen mynte, for hun har altid en masse mynte i huset i Sydfrankrig, og vi kan ikke bruge det hele. Og i nogle retter er det faktisk bedst med tørret mynte – som f.eks. denne yoghurtsuppe. Den laves uden fond, men med tyk, tyrkisk (eller græsk) yoghurt. Meget mild og blid i smagen, og derfor er det vigtigt med drysset af aromatisk mynte. Lækkert og eksotisk.

Derefter kom de øvrige retter på bordet. Isil havde eksperimenteret med en ret med tigerrejer, som var stegt sammen med tahin (sesampasta). Det smagte rigtig godt og det var for mig en ny måde at bruge tahin på – jeg plejer faktisk kun at bruge det til humus og dressing. Men det var en god idé at stege i det. Det gav en lækker fyldig smag til rejerne, og vil også smage super godt med kylling.

Ali havde lavet en salat fra et tyrkisk madblad (som jeg var meget opslugt af at kigge i – det var så eksotisk, men samtidig meget lige som alle andre madblade – bare med andre og mere eksotiske ingredienser). Salaten bestod af babyspinat, parmesan ,valnødder, champignon og tørrede tranebær. Dejlig sprød og frisk.

Og så var der en rigtig tyrkisk homecooking klassiker. Sådan noget mad, som både Isil og Ali er vokset op med: Köfte med kartofler og peberfrugter. Köfte er tyrkiske kødboller lavet med lam eller okse. De her var med okse og var krydret med en særlig krydderiblanding fra tyrkiet beregnet til köfte,som bestod af bl.a. spidskommen, chili og kanel. De var formet til små aflange boller og stegt i et fad sammen med kartofler, peberfrugt og tomat. Vi fik smørdampede ris med kikærter til og det var rigtig lækkert.

Jeg var helt vild med den tørrede chili, vi fik til. Jeg mener det var Alis bedstemor, der lavede den selv, ved at tørre og hakke røde chilier. Chilien var dejlig tør, fyldig og varm uden at brænde alt for meget.

Vi spiste noget ost og crème brullée (som ikke var tyrkisk 🙂 til dessert) og derefter bryggede Isil tyrkisk kaffe til os. Det skal stå og simre uden at koge i nogle minutter, og derefter hælder man det forsigtigt op i små kopper. Kaffen, man bruger er meget fintmalet, og den skal man lade falde til ro i bunden af koppen – og lade være med at drikke!

Til kaffen fik de andre et glas Raki, som er sprit med anissmag – lige som den græske Ouzo. Den drikkes med is og lidt vand i og bliver mælkehvid når den blandes med vand. Jeg smagte en slurk og det bragte mig tilbage til dengang jeg var på ø-hop i Grækenland, hvor vi drak masser af Ouzo i de små græske byer. Herlig sommersmag og god forfriskende afslutning på et godt, hjemmelavet tyrkisk måltid.

Tak til Isil og Ali, deres mødre og bedstemødre 🙂