Tomatrisotto med ristede svampe
Denne tomatrisotto er en af de tilbagevendende hverdagsretter i mit køkken. Jeg laver det, når jeg ikke har købt ind, fordi jeg altid har risottoris, parmesan og flåede tomater i mit køkken (og hvis det ikke bliver til risotto, bliver det spaghetti med tomatsovs i stedet). Jeg bruger vermouth i stedet for hvidvin. Oprindeligt fordi jeg altid har en flaske Noilly Prat stående blandt sprit-flaskerne på køkkenbordet (man kan jo få brug for en Martini af og til), og siden fordi det giver en dejlig og lidt krydret, fyldig smag i forhold til hvidvin, som jeg godt kan lide.
Og hvis jeg så lige skal dresse retten lidt op, rister jeg lidt svampe og serverer over. Det kunne også være et par pastinakker i tern, som man rister på samme måde som svampene. Eller lidt bacon eller pancetta. Eller lidt chorizo. Eller et stykke skindstegt fisk, hvis man har forberedt sig. Risottoen kan blive til mange typer retter. Lige fra sofa-stener om søndagen til fancy gæstemad.
Tomatrisotto med ristede svampe
Som forret til 4 personer eller hovedret til 2
1 lille løg
2 fed hvidløg
olivenolie
3 dl. risottoris
1 dl tør vermouth, f.eks. Noilly Prat (eller hvidvin)
8-10 dl. hønsefond
1 dåse flåede tomater
100 g revet parmesan
250 g svampe, f.eks. shitake
salt og sort peber
1. Hak løg og hvidløg fint. Gem det ene fed hvidløg til svampene. Varm fonden i en gryde for sig. Skær svampene i tynde skiver.
2. Varm en sjat olie i en tykbundet gryde. Kom løgene i og lad dem snurre ved moderat varme til de bliver klare. Tilsæt det ene fed hakket hvidløg og risene. Lad det stege sammen i 1 minut og hæld så vinen ved. Lad det boble et minut, mens alkoholen koger væk og begynd så at komme fonden i – 1-2 dl. ad gangen.
3. Sørg for at risene absorberer væsken helt inden du tilsætter mere. Gå aldrig ret langt væk fra en risotto der er undervejs. Når halvdelen af fonden er brugt, hakkes tomaterne i mindre stykker – gør det med en saks eller en kniv direkte ned i dåsen. Og nej, du skal ikke bruge dem, der allerede er hakket, for de smager ikke lige så godt som de hele flåede tomater. Kom tomaterne i risottoen.
4. Efter tomaterne er tilsat fortsætter du med at tilsætte væske, røre osv. indtil risene er ved at være færdige. Det tager i alt 15-20 minutter for en risotto at blive færdig. Steg imens svampene i olie på en glohed pande. Når de stort set er færdige tilsætte det sidste hvidløg og der krydres med salt og peber. Sluk for svampene.
5. Sluk for risottoen og kom den revne parmesan i. Rør den ud i risottoen og smag til med salt. Kværn godt med sort peber i og server med de ristede svampe over.
Trine Nordentoft
Posted at 19:48h, 29 juniHar lige lavet denne – stort hit hos både junior (16 måneder) og voksne. Tak for endnu en lækker ret. Vores favorit her på bloggen er den skipperlabskovaagtige med svinekæber:-)
cphfoodie
Posted at 22:30h, 30 martsJeg elsker tomat i ALT så hvorfor ikke risotto. Er abslut på listen over retter som skal prøves meget snart.
Kim Schulz
Posted at 15:43h, 29 martsFed ide med at putte tomat i risottoen – det har jeg aldrig lige tænk på at man kunne. Jeg tænker at en gang sprødstegt panchetta ville gøre sig godt til tomaternes syrlighed.
Det er helt sikkert noget jeg skal prøve i den nærmeste fremtid…..som i NU!
tak for inspiration
Kim Schulz
StyleStories
Posted at 22:08h, 28 martsHold da op hvor ser det lækkert ud! Risotto må være en af de mest geniale retter der findes. Så nemt og så meget smag.
Mette
Lise B
Posted at 21:44h, 28 martsMums, ser duper lækkert ud, også er risotto bare så dejlig nemt. 🙂
/Lise
Piskeriset
Posted at 21:43h, 28 martsPokkers – jeg tror lige, jeg har strittet den sidste sjat vermouth ud efter at have opgivet at hælde det i gæsternes drinks 😀
God og lækker hverdagsmad – det er skrevet bag øret 🙂
Lise B
Posted at 21:43h, 28 martsEj hvor ser det lækkert ud, og så er det jo bare dejlig nemt at lave risotto. 🙂
/Lise
Anne au Chocolat
Posted at 21:28h, 28 martsNam nam nam! 🙂