Tomater i olivenolie
Tomaten er en af mine yndlingsgrøntsager (selv om den strengt taget er en frugt) og er sammen med løg noget, jeg ville insistere på at tage med mig på en øde ø. Her i sensommeren (ja okay, det er officielt set efterår, men lad os nu bare sige sensommer – det er sådan et dejligt ord) er de danske tomater på toppen – dybrøde og modne. Ja, faktisk smager de af tomater!
Denne sensommer har jeg prøvet at konservere nogle af disse dejlige tomater i olie. Det gik lynstærkt, og nu har jeg et par smukke glas, der pynter gevaldigt i køleskabet, fulde af de lækreste, søde, bløde tomater, som kan bruges til alt muligt – f.eks. sammen med mozzarella på bruschetta, i salater eller sammen med pasta. Man kan bruge alle slags tomater til det her, men mindre typer er nok bedst – cherry tomater, små blommetomater, San Marzano m.v. – da de bedre bliver fuldt tilberedt i den varme olie.
Til 2 x 700 ml. glas tomater bruges:
700 g. cherrytomater
½ l. olivenolie (bare en billig type)
4-6 fed hvidløg
4 kviste frisk rosmarin
2 tsk. groft salt
Fjern stilkene fra tomaterne og vask og tør dem grundigt.
Sørg for at glassene er helt rene – sterilisér dem og lågene med kogende vand inden brug.
Fyld glassene op med tomaterne, halvdelen af rosmarinen, salt og hvidløgsfed – du behøver ikke pille fedene.
Varm olien og den resterende rosmarin op i en gryde til den er ca .120 grader varm (brug et termometer). Den varme olie med rosmarin hældes forsigtigt over tomaterne i glassene. Det skal syde og boble lidt. Olien skal dække tomaterne helt, så der ikke kommer ilt til. På den måde konserverer olien tomaterne, så de kan holde sig.
Skru låg på glassene mens olien er varm og lad dem køle helt af, inden de sættes i køleskabet. Mens tomaterne står og hygger sig i den varme og senere lune olie, bliver de langsomt bagt og skindet sprækker.
Tomaterne kan spises så snart de er kølet ned.
Annette Riis
Posted at 19:49h, 10 septemberHej hvor længe kan tomaterne holde sig
Mira Arkin
Posted at 15:25h, 18 septemberEt par uger i køleskabet
Jeanette Thomsen
Posted at 13:15h, 30 augustHvor længe kan de holde?
Mira Arkin
Posted at 16:41h, 01 septemberCirka et par måneder – måske flere. Det er vigtigt, at olien dækker helt, så der ikke kommer ilt til tomaterne.