Til fest og middag på Umami

Til fest og middag på Umami

_1060519s

Jeg var til totalt fabulous fest i går på Umami i Store Kongensgade. Umami var for nogle år siden et af byens absolut smarteste steder. Det var der de kendte gik ud og der er endda et afsnit af Klovn, hvor Jarlen dør mens de er ude at bowle, hvilket jo overhovedet ikke er et smart sted at dø. Derfor iscenesætter de andre hans død på Umami.

Så smart var Umami. Og det er stadig et smart sted med virkelig god cocktailbar i stuen og japansk-fransk fusionsrestaurant ovenpå. Nu vil man så bare gerne have fat i de lidt mere almindelige mennesker og derfor holdt Umami i går stor fest i anledning af lancering af “Det Nye Umami”.

Det er nye er, at det er mere nede på jorden priser. Råvarerne og køkkenstilen er den samme, men man er – lige som mange andre steder – gået over til småserveringer i bistro-prislejet. Retterne koster alle 120 kr. og man kan dog også stadig få den store omakasemenu, hvor køkkenet sammensætter 6 retter til 650 kr.

Det var nu stadig et ret så hot publikum, der var inviteret til festen i går. Peter og jeg var nok nogle af de mest kedelige, gamle og almindelige gæster til festen 🙂 Jeg så både Remee, Dennis Knudsen, Sasseline (hvad laver hun egentlig?) og Uffe Holm, og der gik rygter om, at Prins Joachim og Marie skulle komme, men jeg så dem ikke. Der var pressefotografer udenfor, og da vores taxa kørte ind for at sætte os af, stod de parat, men gik hurtigt igen, da de opdagede at det bare var os 🙂

 

_1060521s

Indenfor fik vi lækre velkomsdrinks i de her små flasker. Der var to slags – jeg fik en med rabarber, det nye sødestof Stevia (udvundet af en plante) og en infuseret vodka – den smagte utroligt godt og jeg drak den på ingen tid. Jeg fortsatte med Roederer champagne.

Efter en times tid i baren med masser af mennesker og festlig stemning, blev vi ført ovenpå og fik vores pladser. Peter og jeg fik rykket rundt, så vi kom til at sidde sammen med mine bloggerkolleger Mette fra Becauseitmatters og Rasmus fra Feinschmeckeren og deres ledsagere. Vi havde en fest ved bordet og en forrygende aften.

I kan se billederne af middagen her og så vil jeg vende tilbage til mine lette tømmermænd og min utroligt vågne søn:

_1060536s

Umami er lækkert indrettet – der har man ikke ændret på noget.

 

_1060529s

Vi startede med sashimi af kingfish med syrlig ponzu til at dyppe i. Foran er der en lille klat fintrevet daikon (kinaradise) rørt med chili og lidt revet ingefær. Det blander man i sin ponzu og dypper så fisken deri. Dejligt friskt. Vi fik Magnum 2011 Bürklin-Wolf Wachenheimer Rieseling Trocken fra Phalz i Tyskland til. Det var et udmærket vinvalg, men alle vine har svært ved at klare den meget syrlige ponzu.

_1060539s

Derefter meget lækker tempura af hummer. Tempuradejen var farvet sort af blæksprutteblæk. Farverne er lidt mærkelige på mine billeder, for der var meget mørkt derinde. Hummeren var anrettet på en brøndkarsemayonnaise og pyntet med fine ringe af sød og sprød porre og lidt pebret brøndkarse. Der var små sorte drys af tørret soja, der smagte utroligt godt til hummeren. Det eneste, jeg manglede, var en smule syre i retten. Vi drak en 2009 Xanadu Estate Chardonnay fra Margaret River, Australien. Den var overraskende bourgognet og jeg havde faktisk gættet den til bourgogne, hvis jeg havde fået den blindt.

_1060541s

Så kom super mør og smagfuld Iberico gris – det var et stykke af nakken, så der var fin fedtmarmorering. Det kom med løgpuré, vagtelæg der muligvis var pocheret i dashi (en japansk fiskebouillon), syltede løg, tang og noget tørret miso, tror jeg det var. Til grisen drak vi en dejlig 2009 Aldo Conterno Conca Tre Pile, Barbera d’Alba, Piemonte. Jeg elsker altid Aldo Conternos vine.

_1060549s

Så var der onglet – også kaldet hanger steak og det meget lidt flatterende danske navn, nyretapper. Perfekt stegt rød (igen, farverne er altså lidt mærkelige på mine billeder) og serveret med en bane frisk mayonnaise lavet med kinesisk purløg, som smager lidt af hvidløg og kroketter af sød kartoffel. Dertil en lidt uinteressant 2009 Shaw & Smith Shiraz, Adelaide Hills, Australien. Den var flad og marmeladet og jeg gik over til Conternoen igen .

umami

Og så lige lidt sushi inden desserten. Bagerst er det nigiri af dorade med fingerlime og tun. Så var der en gunkan med hummersalat, en nigiri med stegt foie gras og teriyaki (lækkert!) og så et par stykker uramaki med laks og stenbiderrogn. Dertil fik vi en Junmai Sake, som passe rigtig fint til. Junmai henviser til, at risene sake’en er lavet af, er meget fint poleret. Hvad det nærmere har af betydning for brygningen af sake, har jeg altså ikke helt styr på.

_1060560s

Og så kom desserten. En is der vist nok var lavet af sanchobær – det som man i Kina kalder Sechuanpeber. Så var der en chokoladecreme, havtorn, frisk og tørret figen og nogle sjove, knasende og lidt seje, tynde kager, der mindede lidt om makroner. De er lavet på rismel.

Vi havde en virkelig sjov og festlig aften. Med i arrangementet var også en tur på natklubben Zen, men vi valgte at peake tidligt og tage tidligt hjem i stedet.

Restaurant Umami
Store Kongensgade 59
1264 København K

No Comments

Post A Comment