Til fest med Diageo på Kokkedal Slot
Endnu en gang var jeg så heldig at skulle en tur til smukke Kokkedal Slot i Nordsjælland. Denne gang var det til en stor, festlig event, afholdt af spiritusfirmaet Diageo, som står bag en masse spiritusbrands, bl.a. Zacapa, Talisker og Singleton, som var i fokus denne sprittede, festlige aften, hvor vi heldigvis kunne overnatte på et dejligt værelse (faktisk præcis samme værelse, som vi havde, sidst jeg besøgte slottet, sjovt nok).
I baren lavede bartenderen velkomstdrinks til de nogen-og-halvtreds inviterede gæster. Jeg havde travlt med at styrte rundt og fotografere, så jeg fik ikke smagt så grundigt på drinken, men den var med Zacapa rom og kakaolikør, bl.a.
Der var dækket op til os i en stor sal ved siden af havestuen, hvor jeg før har drukket eftermiddagste. Jeg havde det næsten, som om jeg var gæst ved The Golden Globes, så smukt dekoreret var rummet. Gigantiske lysekroner, luksuriøse velourbeklædte stole, kæmpe vinduer med tykke overdådige gardiner og spejle der var 3 meter høje.
Køkkenet havde i samarbejde med Diageo sammensat menuen, så der var fokus på nogle af de spiritusser, som Diageo forhandler. Til den første ret fik vi en virkelig lækker cocktail, Tantalizing 10, som bestod af Talisker 10, Fernet Branca, sød vermouth og Combier (en appelsinlikør). Den var sådan lidt Old Fashioned-agtig og det elsker jeg.
Til drinken fik vi en mørk, kraftig hummerbisque, som havde fået et ordentlig skud Talisker, så den røgede smag trådte igennem – den var godt nok også lidt sprittet i smagen, så jeg tror ikke man har nøjedes med at brænde skallerne af i whisky. Suppen fik nok også et skud senere, som ikke er kogt igennem. Suppen kom med en sød, blød kammusling.
Efter det var der en ret med syltet torsk og salat med en sauce blanquette smagt (lige lovlig meget) til med Singleton 10.
Den virkelig morsomme whiskyekspert Tom Jones (nej, ikke ham) underholdt om den skotske vestkyst og single malt’en, Talisker fra den barske Isle of Skye. Hans job er basically at drikke whisky og rejse rundt og fortælle om det. Ikke dårligt.
Mens Tom Jones talte, smagte vi på whisky’erne. Også fra Singleton, som er lettere end Taliskers røgede udtryk.
Jeg havde fået lov at tage min lækre kæreste med, som for tiden er gået helt bananas i at lave cocktails, så det var lige i øjet for ham at være med. I går kom han hjem fra arbejde og gik straks i gang med at mikse mig en daiquiri med mørk rom, mens jeg lavede boller i karry. Er det ikke en skøn hobby? Jeg støtter op omkring det!
Det confiterede kyllingelår var jeg ret pjattet med. Det var første gang, jeg prøvede at spise kyllingefødder. Nogle af gæsterne syntes det var lidt grænseoverskridende. Men de var helt sprøde og smagte bare af kyllingeskind. Mon ikke de fine kyllinger havde fået en pedicure, inden tilberedning?
Kyllingen kom på en grøn estragoncreme og en blommechutney med Talisker, hvor den røgede whisky sad lige i skabet til den søde chutney og den salte, fede kylling. Mums!
Tjek lige hvor ladylike jeg gnaver tæer!
Til kødretten med oksefilet fik vi en virkelig mærkelig drink lavet af Singleton whisky, fløde, rødebedesirup, oksefond og en rørepind af bacon! Det var mere en ret end en drink, vil jeg sige. Men der er da helt klart for få baconrørepinde i mit liv…
Den enkle hovedret fungerede godt. Rosastegt oksefilet med fedtkant. Sprøde tynde skiver rå rødbede, rødebede gele og en sød løgpuré.
Diageos romambassadør Rasmus Just guidede os gennem en smagning af Zacapa i forskellige stadier. Det er altså ikke urinprøver her, men Zacapa helt fra den er totalt ulagret og hvid og gennem flere og flere lagringsfaser. Det var ret sjovt at kunne smage sig igennem og ikke noget, der sådan lige er til, for Rasmus har fået aftapninger fra særlige fade, så vi kunne prøve at sammenligne.
Aftenen sluttede festligt af med, at den dygtige konkurrencebartender Nikolaj Brøndsted (Umami og Mash) serverede en drink lavet på en af hans spiritusfavoritter, Tanqueray Ten (som også er en af mine – og Peters- favorit gins). Derudover var der bl.a. grapejuice og gul chartreuse i. Et par af gæsterne fik lov at komme op og shake drinks sammen med Nikolaj – der i blandt min Peter (til højre). Vi gik glade og trætte i seng.
Tak til Diageo og Kokkedal Slot for en forrygende aften!
No Comments