Thrombin – skal vi nu have verdens klammeste kød?

Thrombin – skal vi nu have verdens klammeste kød?

Kødklister i bøffen
Det er kommet frem i nyhederne, at man overvejer at tillade brugen af stoffet Thrombin til at klistre kødstykker sammen – jeg går ud fra med det formål at sælge mindre (billigere) stykker kød klistret sammen som steaks eller andet. Fødevareminister Eva Kjer Hansens fokus er, hvorvidt midlet kan være skadeligt – hun kan åbenbart ikke forbyde det ellers. Det burde for fanden da handle om, hvorvidt det er okay at sælge underlødige skodprodukter til forbrugere!!

Er det ikke klamt nok i forvejen?
Ja, undskyld mit franske, men det pisser mig virkelig af, at vi nu igen skal ned i knæ på fødevarekvaliteten i Danmark. Som om det ikke var slemt nok i forvejen, f.eks. med alle de saltvandspumpede kyllingebryster, der bliver solgt, og som folk faktisk køber! Det kan da godt være, at pakkerne bliver mærket med “naturel-marinering” eller “mindre stykker kød sammensat med Thrombin”, men for det første er det ikke alle, der læser varedeklarationer, for det andet burde det ikke være nødvendigt at skulle være på vagt overfor falske produkter og for det tredje hjælper det jo ikke ligefrem producenterne af kvalitetsprodukter, at man kan dumpe prisen på “kød” i supermarkederne, fordi man sælger saltvand eller kød-rester. Kvalitetskød er dyrt at lave, og producenterne kan jo ikke overleve, når de store mængder kun køber ind efter lavest mulige pris, hvilket desværre er tilfældet i Danmark. 

Vi har brug for en voksen
Her er det man har brug for myndigheder – for folk ved altså ikke bedst selv! Ligesom vi heller ikke kunne finde ud af at holde op med at ryge på restauranter, uden at de voksne fra Christiansborg bestemte det for os (og jeg synes altså det er godt for både gæster og ansatte, at man ikke skal befinde sig i en røgsky, når man er ude og spise).
Fødevareministeren burde interessere sig for, om det overhovedet er etisk forsvarligt at anvende kødklister – om man kan byde folk det, og ikke om det er decideret skadeligt at indtage. Vi bør som forbrugere i et overskudssamfund som Danmark kunne stole på, at de fødevarer vi kan købe er af ordentlig kvalitet. Maskering af kød på denne måde går ud over gennemsigtigheden på fødevaremarkedet og dermed forbrugerens mulighed for at træffe forsvarlige valg, når der købes mad ind.
I øvrigt er Thrombin et koagulerings protein – noget vi selv har i vores blod, som hjælper det med at stivne, når vi bløder. Så man kan ikke undgå at tænke på koaguleret blod og sårskorper, når man tænker på kød sammensat med Thrombin – det lyder absolut ikke spiseligt og jeg vil ikke have det i køledisken eller i mit liv!

8 Comments

Post A Comment

  • Michelle Allingham
    Posted at 20:55h, 13 februar Svar

    Jeg mener nu også at thrombin lyder som et temmeligt kedeligt produkt, uanset hvor naturligt forekommende det er i dyrenes blod. Pålæg har jeg nu heller aldrig syntes var lækkert. Når jeg så alligevel spiser det i ny og næ (jeg foretrækker rene prodkukter), vælger jeg at ignorere at det er sammenpresset og sammensat af alverdens ulækre ting.
    Jeg synes ikke at thrombin har noget at gøre i vores kost, og jeg kunne aldrig finde på at købe en steg der er sammensat af stoffet. Jeg kunne også bekymre mig om bakterier på overflader der bliver klistret sammen. Hvad med en rosastegt sammenklistret roastbeaf?!
    Puha, ikke i mit køkken.

  • Kristian
    Posted at 08:39h, 12 februar Svar

    Det kan godt være du synes det er klamt, men derfor behøver kan man jo godt lave noget research før man plumrer sin blog til… Det ser ud til at stoffet kan bruges som bindemiddel i f.eks. pålæg istedet for fedt eller salt.

    Pålæg er i forvejen sat sammen af alt muligt (klamt?), men fordi det altid har været bundet af salt og fedt er der ingen der har fattet mistanke. Nu kommer teknologien så med et nyt tiltag, men nu er det pludselig klamt at binde kød sammen?

    http://politiken.dk/tjek/dagligliv/mad/article895950.ece

  • Dr. Dietz
    Posted at 14:41h, 10 februar Svar

    Der er ingen grund til at tilsætte alt muligt skrammel til sin mad.
    For min skyld skal alle tilsætningsstoffer forbydes.

    Spis det naturlige.

    Kemikaliebøffer … kan du så komme væk….

  • Mira Haaning Arkin
    Posted at 10:21h, 09 februar Svar

    Jeg vil gerne lige kommentere.
    Grunden til at jeg er imod brugen af Thrombin er fordi jeg er interesseret i at danske fødevarer skal have et højt kvalitetsniveau. Produkter, der er forarbejdet til at ligne noget, de ikke er, er ikke kvalitetsprodukter. Det gælder for stort set alle produkter, at jo mere de forarbejdes industrielt, jo længere væk kommer man fra kvaliteten – fra det oprindelige produkt. En inførelse af Thrombin i fødevareproduktionen er et skridt i den helt forkerte retning.
    Jeg holder på, at man skal holde stand og arbejde den anden vej – kvaliteten er allerede alt for lav på rigtig mange fødevarer i Danmark. Derfor er det en principsag at stå imod alle produkter (jeg vil ikke engang kalde det en råvare), der foregiver at være noget, de ikke er. Og ja, jeg synes det er et ulækkert produkt at byde folk – især fordi det bliver lavindkomstfamiler og folk, der ikke går op i fødevarekvalitet, der kommer til at købe det. Kan vi dog ikke hjælpe folk lidt, så de slipper for at komme til at købe dårlige produkter!

    Argumentet om, at Thrombin gør det muligt for lavindkomstfamiler osv. at få “møre lækre bøffer” holder slet ikke, i og med at der ikke vil være tale om en mør lækker bøf. En bøf er ikke et produkt der er limet sammen af mindre stykker kød. Og hvis man ikke har råd til at spise gode bøffer, så må man spise det noget sjældnere. Det er ikke meningen at en god bøf skal være billig. Spis noget andet end kød, hvis du vil spare penge.

  • TheCook
    Posted at 18:09h, 08 februar Svar

    Jeg synes, at det er et moralsk ‘afstumpet’ (af mangel på bedre ord – jeg antyder ikke, at du er moralsk afstumpet) argument at sige, at blot fordi du finder det ulækkert, bør det forbydes. Du vil aldrig med thrombin kunne klistre noget sammen og påstå det er en rib-eye eller et helt stykke kød af anden art. Efterspørgslen efter ‘rigtigt’ kød skal da nok også sørge for, at hverken du eller jeg mister muligheden for at købe et godt stykke kød i enten supermarkedet eller hos den lokale slagter – jeg kan under ingen omstændigheder forestille mig, at dette vinder indpas.

  • budzinski
    Posted at 17:24h, 05 februar Svar

    Jeg synes, at ulækkerhed er subjektivt og et dårligt argument. Med kødklistret bliver der økonomisk mulighed for, at man i familier med lavindkomst og på plejehjem og den slags kan diske op med møre, røde bøffer.

  • Dr. Dietz
    Posted at 17:00h, 05 februar Svar

    Jeg kan godt lide kød

  • Svend Erik Sokkelund
    Posted at 12:50h, 05 februar Svar

    Thrombin kød betyder, at vi får noget kød, der næsten til forveksling ligner rigtigt kød, men holdbarhedsmæssigt absolut skal behandles som hakket kød, da man ellers spiller hasard med sit helbred. Det vil sige, at kødet har en meget ringe holdbarhed og altid skal gennemsteges.
    Tror vi på, den ringest stillede del af befolkningen vil overholde det? Det vil være dem, der købe denne tvivlsomme og noget ulækre vare.
    Hvis nu fødevareindustrien i stedet laver pateér og andre færdigretter, hvor kødet varmebehandles på vanlig vis under tilberedningen, er vi ude over problemet.