Thin cut bitter orange marmalade
Der er stadig sæson for pomerans lidt endnu. På engelsk hedder de små appelsiner Seville oranges. Det er dem, man skal bruge til at lave bitter appelsinmarmelade og det har jeg gjort med stor succes. Faktisk er det den bedste orange marmelade, jeg nogensinde har smagt. Den er mere frisk i smagen, end købeslagsen. Og selv om jeg godt nok brugte lidt tid på at skære appelsinerne meget tyndt (jeg vil have thin cut), så var det det hele værd. Det er simpelthen guld at sidde med et stykke ristet brød med smør og hjemmelavet marmelade og så en god kop te til.
Du skal have fat i de rigtige pomeranser. Det bliver ikke samme resultat med almindelige appelsiner. Pomerans er på størrelse med store clementiner, de har kraftig skal og mange kerner og så er de meget sure.
Thin cut bitter orange marmelade
ca. 1,5 l marmelade
4 pomerans (ca 500 g)
1,7 l vand
1 kg sukker
1. Halver pomeranserne og pres saften ud i en gryde. Jeg bruger en elektrisk citruspresser, så jeg får det hele med. Skrab derefter rester af frugtkød, kerner m.v. der sidder i skallen ud og kom i en sigte over gryden. Tag også den frugtpulp, der måtte sidde i juicepresseren og kom i sigten. Pres den sidste juice ud af pulp og hvad der ellers er i sigten. Flyt så tingene over i et stykke rent musselin og bind det sammen.
2. Skær skallerne (inklusiv den hvide inderskal) i meget tynde strimler. Jeg gjorde det i hånden, fordi jeg gerne vil have de lange tynde tråde af pomeransskal i min marmelade. Er du ligeglad med det, kan du bruge en foodprocessor til at snitte det tyndt (med skivejernet). Kom strimlerne og musselinposen i gryden. Tilsæt vand. Lad det hele stå og trække natten over – dette er for at du kan få så meget af den naturlige pectin som muligt ud af pomeranserne. Det er pectinen, som får marmeladen til at stivne.
3. Næste dag begynder du at koge indholdet i gryden (med musselinposen). Lad det simre uden låg i 1½-2 timer til pomeransskallen er helt møre. De skal være næsten gennemsigtige og smatte ud, når du presser dem mellem to fingre – test undervejs. Tag så musselinposen op og lad den køle af, til den kan håndteres. Klem så meget saft ud af posen, som du kan. Det vil være tykt og klistret – fuld af pectin. Sørg for at få det hele ned i gryden. Smid så musselinposen ud.
4. Kom sukkeret i gryden og varm marmeladen op. Lad det koge stille og roligt uden at røre rundt i det. Efter 10 min. skal du teste, om marmeladen er tyk nok. Tag en kold tallerken (gerne en der har ligget i fryseren) og kom en halvt teskefuld marmelade på tallerkenen og kom den tilbage i fryseren i et par minutter, så det kan køle ned. Tjek så, om marmeladen er tyknet, så den ser geléagtig ud. Hvis ikke, skal du koge marmeladen videre i 5-10 min. Sluk for varmen og lad marmeladen stå til den begynder at tykne lidt. Hæld den så på sterile sylteglas og gem et koldt, mørkt sted. Min marmelade kan holde sig mindst et år.
Stine
Posted at 10:10h, 17 decemberHej Mira,
Hvor køber du dine pomeranser?
Jeg har indtil nu købt økologiske (for det synes jeg det skal være da man bruger skallen og citrusfrugter er noget af det mest sprøjtede) fra Fuglebjerggård. Men det kan være du har et sted tættere på??
Tak og Vh
Stine
Mira Arkin
Posted at 10:19h, 17 decemberHej Stine
Jeg har både købt i Torvehallerne og hos diverse arabiske købmænd. Jeg har dog svært ved at finde økologiske.
Stine
Posted at 16:24h, 15 oktoberJeg har brugt denne opskrift til at sylte miniappelsiner fra mit lille træ i vinduet.
Det bliver også en rigtig god bitter og meget smagfuld marmelade.
Mira Arkin
Posted at 16:29h, 20 oktoberUhm, det lyder godt – og fint med egen høst 🙂
Ann Fischer
Posted at 10:52h, 31 augustHejsa!
Din opskrift lyder godt!
Jeg vil dog rigtig gerne vide hvordan konsistensen er??
Jeg har købt en engelsk bitter marmelade, som jeg troede var ligesom
tidligere ang. konsistensen.
Men ak og ve… den var som hård gele,- det var en skuffelse, når man for-
venter en tyk flydende lækker marmelade..uhmmmm.
Jeg har ledt, men ikke fundet den rigtige slags. Er blevet fortalt at den jeg har
købt, er den eneste engelske tilbageværende bittermarmelade der laves.
Venligst Ann
Mira Arkin
Posted at 20:41h, 31 augustHej Ann,
Jeg har også kun set dem ret faste. Når jeg køber det, har det være Irmas skotske marmelade, som er ok.
I min egen opskrift kan man selv styre tykkelsen. Det er det, man tester undervejs, når man sætter skefulde af den varme marmelade på en kold tallerken, for at se hvor fast den er. Jo længere den koger, jo fastere bliver den.
Ane
Posted at 15:30h, 18 februarMm, det må prøves. Jeg vil anbefale at bruge et juliennejern til pomeranserne- og alt muligt andet, synes det er et genialt køkkenredskab:-)
Mira Arkin
Posted at 16:11h, 18 februarDet synes jeg nu ikke passer så godt lige her, for man skal bruge hele skallen – også det hvide. Det må jeg vist hellere skrive til i opskriften:-). Men jeg er dog også fan af juliennejern:-)