Tak til Italien, sol og tomater!
Hvis der er noget, italienerne har styr på, så er det at få enkelt sammensatte råvarer til at stråle i smuk samhørighed. Det er helt ekstremt, hvor godt brød, tomat, hvidløg og olivenolie kan smage sammen. Men det kræver, at brødet er godt, at tomaterne er modne, at olivenolien er af ordentlig kvalitet og så videre. Det simple, italienske bondekøkken er mit favoritkøkken (selv om Bo Bech kaldte mig frankofil i Kokkekampen). Jeg elsker simpliciteten og tilgængeligheden (og pastaen!). Og jeg elsker såden en mad her med brød og tomat. Men den skal spises om sommeren, for ellers er tomaterne kedelige. Hvis du ikke er midt i en tomatsæson (hvilket vi jo strengt taget ikke er her i Danmark lige nu), så gå efter cherrytomater, kryddertomater eller de kødfulde San Marzano tomater, som jeg har brugt her. De har langt mere smag en “almindelige” tomater har uden for sæsonen. Vælg tomater, der dufter og er mørkerøde.
Det her er nærmest ikke en opskrift – for det er egentlig ikke nødvendigt til noget så simpelt som dette – brød, tomat, hvidløg, olivenolie og lidt parmesan og basilikum. Du kan bruge det som frokostret, let aftensmad eller i mindre stykker som hapser. Det smager af Italien og af sommer – hvad kunne være bedre?
Til to store tomat-bruschetta som denne her skal du bruge:
2 tykke skiver langtidshævet hvedebrød (helst 1-2 dage gammelt; hvis du vil lave mindre hapsere, kan du bruge skiver af flute eller ciabatta)
1 fed hvidløg
300 g. tomater
½ tsk. sukker
1+2 spsk. olivenolie
Parmesan eller grana
Frisk basilikum
Salt og sort peber
1. Gnid brødet på begge sider med den ene spsk. olivenolie. Varm en støbejernspande (gerne en grillpande) op og rist/grill brødet på begge sider til det bliver sprødt og gyldent *. Pres brødet ned i panden med en spatel. Det tager ca. 1 minut pr. side.
2. Skær tomaterne i mindre stykker, vend med 2 spsk. olivenolie og sukker og smag til med salt og sort peber.
3. Halvér hvidløgsfedet og gnid det ristede/grillede brød med det.
4. Kom tomaterne ovenpå brødet og riv frisk parmesan eller grana henover og pynt med lidt frisk basilikum. Spis med det samme.
* Bonus-info: Hvis du skal grille, er det her en super god hapser. Grill i så fald brødet mens I sidder klar ved bordet og kom fyldet på – spis med det samme.
Newyorkerbyheart
Posted at 21:52h, 16 juniDer er ikke nogen som italienerne der kan fremtrylle de lækreste retter af de mest enkle – og gode – råvarer. Jeg glæder mig SÅ meget til at jeg skal derned til efteråret og bare nyde 🙂
Mange hilsner
Birthe
Newyorkerbyheart