Tagliatelle med courgetteblomster
Forleden var der marked her i Tourrettes sur Loup, hvor jeg holder sommerferie. Markedet er særligt stort på denne tid af året, fordi der er masser af folk i byen; der er mange turister og i øvrigt mange udlændinge, som har hus hernede – deriblandt min familie. Men året rundt er der marked på byens lille torv. Hver onsdag sættes boderne op på boule-banerne, og man kan altid få friskhøstede grøntsager. Om sommeren er der courgette fleurs – courgetteblomster (jeg kan aldrig finde ud af om jeg vil kalde dem courgetter eller squash, men hernede hedder de courgetter), som man ynder at dyppe i en let beignetdej og fritere, eller fylde med en fin soufflé fars af f.eks. søtunge eller som jeg gør her – lave en let pastaret. Courgetter og også deres blomster har en meget subtil smag, som ikke må overdøves af for kraftigt selskab. Derfor er denne pastaret meget simpel, så blomsterne kommer til deres ret.
Jeg har suppleret med courgette, hvilket I også kan gøre derhjemme, hvor man ikke lige kan få fat i courgetteblomster, medmindre man har en køkkenhave eller en ekstremt god grønthandler. I København kan man vist købe courgetteblomster hos nyåbnede Din Baghave på Østerbro for tiden (som min dygtige konkurrent fra Kokkekampen, Mette Helbæk, har sammen med sin kompagnon Christopher Melin).
Man bruger hele blomsten, men ikke stænglen og de grønne tynde blade, der omkranser bunden af blomsten .
Tagliatelle med courgetteblomster
Til 4 portioner
Ca. 25 courgetteblomster
1 lille eller to mini courgetter
1 fed hvidløg
350 g. frisk tagliatelle eller fettuchine
50 g. friskrevet parmesan eller grana
1 håndfuld bredbladet persille og lidt frisk basilikum
1 dl. pastavand
Olivenolie
Salt og sort peber
1. Klargør blomsterne med en urtekniv som beskrevet ovenfor. Del de store i to på langs. Snit courgetten i smalle strimler og hak hvidløg fint.
2. Sæt vand til pasta over i en stor gryde og kom godt med salt i (til 5-6 liter vand bruges en stor spiseskefuld groft salt).
3. I en pande varmes et par spiseskefulde olie og courgettestrimler og hvidløg snurres ved lav varme i ca. 5 minutter til de begynder at blive klare i kanterne.
4. Når pastavandet koger kommes pastaen i og samtidigt kommes courgetteblomsterne i panden og vendes med courgettestrimlerne og hvidløget. Blomsterne falder hurtigt sammen. Tilsæt 1 dl. pastavand fra den kogende gryde og smag til med salt og peber.
5. Frisk pasta skal kun koge 2 minutter. Hæld derefter pastaen i en sigte og så over i panden med courgetter. Vend det hele sammen med revet parmesan og et skvæt olivenolie og drys med grofthakket persille og basilikumblade. Servér øjeblikkeligt.
No Comments