vintip Tag

Bruschetta med tun, tomat og fennikel

I dag har jeg spist en ekstremt lækker lille frokostret, som jeg biksede sammen ud fra, hvad jeg lige havde i køkkenet. Det resulterede i denne smukke bruschetta med en lækker tunsalat med fennikel, tomat og dild. Det smagte af Italiensk sol og kystlinje, var sprødt og let og yderst tilfredsstillende. Bruschette er en smart måde at komme af med madrester på – man skal helst bruge daggammelt hvedebrød og du kan komme stort set hvad som helst på. (mere…)

Hvid chokolademousse med granatæble

Hvid chokolade er egentlig ikke noget jeg normalt er så vild med – jeg har altid været mest til den ultra mørke chokolade, og helst uden fyld. Men en læser herinde spurgte mig fornylig i Spørg om Mad om en opskrift på en nem hvid chokolade mousse, og så måtte jeg jo kaste mig ud i det. (mere…)

Hurtig og fabulous forret fra en tøseweekend – kan også spises af mænd

laksemad

Jeg havde rigtig tøse-weekend med to veninder sidste weekend, hvor vi om fredagen var ude (drinks på Salon 39, bruschette og pizza på Mother og sjusser på Paté Paté), om lørdagen spiste vi brunch på Nimb Brasserie efterfulgt af en biograftur (Facebook-filmen The Social Network – som var ret fed – jeg synes i øvrigt den ene hovedperson, Edouardo, lignede en helt ung udgave af Kiin Kiin’s Henrik Yde!). Jeg var ret baldret hele dagen. Nu hvor jeg er blevet halvgammel, kan jeg virkelig mærke det, når jeg ikke får sovet nok efter en tur i byen. Alligevel ville jeg gerne byde mine gode veninder på en dejlig middag lørdag aften, så jeg valgte nogle nemme løsninger. Vi startede med denne lakseret, som er lavet på ingen tid. Opskriften kommer nedenfor. (mere…)

Fettuchine med kantareller

I forhold til, at jeg er en pasta-lover, så er det jo helt hat og briller, at jeg ikke har givet jer en pasta opskrift siden midten af juli! For dårligt! Bare rolig, jeg er ikke gået low-carb, så her er en hurtig pastaret – hvis du altså ikke medregner den tid, du bruger på at børste de små kantarel-basser rene for skovens snask.

Jeg anbefaler at uddelegere denne tjans eller deles om den over avispapir på køkkenbordet, et godt glas vin og lidt musik i baggrunden. Så er det faktisk helt hyggeligt. Du er nødt til at børste dem stille og roligt med en tør børste eller pensel (jeg bruger min bagepensel). Svampene er jo svampe, dvs. at de suger væske til sig helt vildt, så hvis du skyller dem under vand, bliver de til splat, når du tilbereder dem, og det vil vi ikke have! Skær roden og evt. urenheder af med en lille kniv og del evt. store svampe i halve. (mere…)

Sensommerens smukke blommer med svinekoteletter

Jeg fik nogle lækre blommer af en kollega, hvis forældre bor på en gammel frugtplantage udenfor Lund i Sverige. Det vælter med blommer i haverne lige for tiden og hvad skal man dog med dem? Jeg er jo en kød-pige, og en stor svinekotelet med ben i er noget det bedste, jeg ved (sammen med spaghetti og store bøffer og hjemmelavet is og gode rodfrugter og og og …); jeg foretrækker dem med ben i, da kødet får mere saft og kraft under stegning, når der sidder et ben på – det samme gælder for en kamsteg.

Svin kan godt lide at få selskab af noget sødme og syre, og der passer blommerne perfekt ind. Ja, jeg ved godt at billedet her måske ikke er så yndigt, men det smagte sindssygt godt! Især på sådan en lidt trist efterårsdag som i dag, hvor det regner og blæser.
Blommerne her var sådan nogle rød-gule nogen (jeg kender ikke sorten) med relativt tyndt skind. Det er mest i skindet, at syren sidder, så hvis du bruger en blommesort med meget kraftigt skind, kan det godt være du skal bruge mindre balsamico eller evt. noget sukker i blommerne.

PS. Jeg har også en opskrift på en dejlig blommekage, som kommer i næste indlæg… (mere…)

Grillet havbrasen

Hernede i Sydfrankrig, hvor jeg holder ferie, er der nogle fisk, man ikke ser hjemme i Dannmark, bl.a. disse Marbrés, som er en fætter til Doraden, der svømmer rundt i Middelhavet. Doraden har jeg set ofte i Danmark. Begge fisk er typisk på størrelse med en stor forel og er en type havbrasen. Der findes rigtig mange typer havbrasen, som fiskes i hele verden.

Denne måde at grille fisk på kan bruges til alle mulige slags fisk. Du kan bruge både hele fisk eller tykke fileter – gerne med skind, men også uden. Som du kan se på billedet nedenfor, lægger jeg fisken på en grillbakke med huller i, som jeg placerer i en grill med låg (vi bruger en Weber). (mere…)