tourrettes sur loup Tag

Grillet havbrasen

Hernede i Sydfrankrig, hvor jeg holder ferie, er der nogle fisk, man ikke ser hjemme i Dannmark, bl.a. disse Marbrés, som er en fætter til Doraden, der svømmer rundt i Middelhavet. Doraden har jeg set ofte i Danmark. Begge fisk er typisk på størrelse med en stor forel og er en type havbrasen. Der findes rigtig mange typer havbrasen, som fiskes i hele verden.

Denne måde at grille fisk på kan bruges til alle mulige slags fisk. Du kan bruge både hele fisk eller tykke fileter – gerne med skind, men også uden. Som du kan se på billedet nedenfor, lægger jeg fisken på en grillbakke med huller i, som jeg placerer i en grill med låg (vi bruger en Weber). (mere…)

Tagliatelle med courgetteblomster

Forleden var der marked her i Tourrettes sur Loup, hvor jeg holder sommerferie. Markedet er særligt stort på denne tid af året, fordi der er masser af folk i byen; der er mange turister og i øvrigt mange udlændinge, som har hus hernede – deriblandt min familie. Men året rundt er der marked på byens lille torv. Hver onsdag sættes boderne op på boule-banerne, og man kan altid få friskhøstede grøntsager. Om sommeren er der courgette fleurs – courgetteblomster (jeg kan aldrig finde ud af om jeg vil kalde dem courgetter eller squash, men hernede hedder de courgetter), som man ynder at dyppe i en let beignetdej og fritere, eller fylde med en fin soufflé fars af f.eks. søtunge eller som jeg gør her – lave en let pastaret. Courgetter og også deres blomster har en meget subtil smag, som ikke må overdøves af for kraftigt selskab. Derfor er denne pastaret meget simpel, så blomsterne kommer til deres ret. (mere…)

Dirndl und knöpfle – et dejligt besøg i Münstertal

Peter og jeg er på ferie og som vi plejer, er vi kørt til Sydfrankrig, hvor vi bor i Tourrettes sur Loup i min families dejlige hus. I år har vi taget bilen og lavede et par stop på vejen sydpå, bla. i Rothenburg ob der Tauber, som jeg har posted et par billeder fra på min Facebookside, og på dette vidunderlige sted i Münstertal i Schwarzwald i Tysklands sydvestlige hjørne, Landgasthaus zur Linde.

Jeg må sige, at jeg bliver mere og mere vild med Sydtyskland. Der er simpelthen så smukt og man får rigtig mange behagelige oplevelser for få penge. Folk er enormt gæstfri og som bonus går personalet på restauranter og hoteller ofte rundt i deres folkedragter med dirndl und alles (se billedet nedenfor, hvor Peter prøver at fange damerne i deres fine tøj under påskud af at fotografere mig). Nuttet og fjollet. De har vist ikke så meget selvironi dernede, siden de helt seriøst går rundt i de outfits, men det er fint og eksotisk. Jeg ser lidt bekymret ud på billedet, men i virkeligheden drømmer jeg bare om at have sådan en dragt selv… (mere…)

Cote de boeuf med estragonsmør

IMG_8994[1]

Le Bon Boeuf – det gode oksekød
Jeg er blevet lidt forelsket i slagteren i Tourrettes sur Loup i Sydfrankrig.
Tourrettes er en meget lille by – der bor vel omkring 4.000 i kommunen, men alligevel har byen 2 bagere og 2 slagtere. Den bedste af de to hedder Boucherie Le Bon Boeuf, hvor slagteren Fernand Chretien har været i faget siden 1960’erne. Hans far var bonde og han er vokset op på landet – tæt på dyrene. Han har virkelig stolthed for sit fag.

Certificeret ko
I kølemontren hænger der er certifikat med et billede af en ko på. Det er et Passeport du Bovin – en dokumentation af præcis hvilken ko, der sælges kød fra i butikken, med billede af den pågældende ko og det hele. Slagterens hustru – en venlig og bestemt dame – siger smilende, at hendes mand virkelig elsker køer – og det tror jeg på! Han lægger en ære i at sælge dig de allerbedste varer. Et meget sympatisk træk ved manden er, at han føler det nødvendigt at vejlede sine kunder om, hvordan de skal tilberede hans varer. I detaljer. Også hvad man skal spise til. Og jeg kan godt forstå ham. Han elsker sine varer og er stolt af dem. Hvis nogle skulle tilberede dem uden den rette respekt og kærlighed, ville det svare til at man mishandlede hans børn!
(mere…)