svinetarm Tag

De bedste pølser er hjemmelavede

For nogle år siden holdt mine forældre en stor pølsefest for alle mine venner, hvor vi brugte en sommerlørdag på at lave diverse forskellige hjemmelavede pølser, som vi så grillede og spiste om aftenen sammen med en masse kolde fadøl. Det var for det første helt vildt sjovt at sige, at man skulle “lave pølser” og for det andet var det bare så fedt at være sammen om at lave noget fra bunden. På det tidspunkt havde ingen af os den store erfaring med pølsemagning, og pølserne blev heller ikke helt perfekte. Siden har vi fundet ud af, at der er nødt til at komme en del fedt i en pølse, for at den er saftig. Sådan er det bare og der er ingen grund til panik – bare lad være med at spise pølser hver dag! Til gengæld er der ingen mel eller andre slags bindemiddel i og slet ingen tilsætningstoffer eller andre suspekte ingredienser.

Der er ikke meget pænt at sige om langt de fleste pølser, man kan købe i Danmark. De er simpelthen for ringe, fyldt med dårlige ingredienser, alt for meget mel og diverse tilsætningsstoffer. Desuden er de så fintmalede, at det er som at spise en hudfarvet melbolle. Du har ingen chance for at finde ud af, hvad der egentlig er i, og det er i det hele taget i de fleste tilfælde et affaldsprodukt. Selvfølgelig findes der bedre varianter. Kålpølser smager godt og visse slagtere producerer også pølser af rigtig god kvalitet.

Jeg er vild med italienske og franske rå pølser, hvor du kan se hvad der er i, fordi farsen er ret grov i det, og hvor der ikke er tale om et produkt, hvori man prøver at gemme alle mulige underlødige ingredienser. Den bedste måde at få en god kvalitetspølse på, er ved at lave den selv. Så ved du præcis, hvad der er i, og de smager helt vildt meget bedre end (danske) købepølser. Det er slet ikke så indviklet som man skulle tro, men det er bedst at være to om det. (mere…)