Foto: Line Thit Klein En af mine all time favourite pasta-retter er linguine (eller spaghetti) alle vongole. Vongole er de små nuttede venusmuslinger. De smager mildt og fint og er selve muslingen inden i skallen er ret lille. Den lidt metalliske smag, blåmuslinger kan have, finder...
Så er pasta-narkomanen tilbage med endnu en dejlig og nem pastaret.
Jeg har for tiden et lille flip med pasta carbonara, fordi jeg har opdaget alle de muligheder den hurtige ægge-oste sauce giver. Det er simpelthen så hurtig aftensmad, at der overhovedet ingen grund er til at løbe om hjørner og købe fesne færdigretter.
En carbonara kender vi som den cremede pastaret med bacon. Der er delte meninger om, hvorvidt der skal fløde i en carbonara. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, bruger man nogle steder en anelse fløde i Norditalien, mens man undlader det sydpå. Jeg kan godt lide at variere min carbonara med forskellige grøntsager – se mere om det om lidt. (mere…)
I nytårskavalkaden nævnte jeg en af de pastaretter, jeg havde været ekstra glad for i 2010, nemlig den helt simple spaghetti med cherrytomater og bacon. Her får du opskriften.
Ikke nok med, at retten er ultra nem og hurtig at lave, den er også billig og så smager den simpelthen bare så utroligt godt. Især hvis man som mig er tilhænger af enkle pastaretter, hvor pastaen ikke domineres af for meget sovs eller fyld, men får lov at være pasta, så man kan nyde fornemmelsen af at bide i spaghettien og virkelig mærke dens tekstur. Shit, nu er jeg ved at dø over længsel efter spaghetti. Hvad er der med mig og spaghetti? Der er et eller andet…en kosmisk spaghetti-connection. (mere…)
Jeg er stolt af at kunne annoncere, at dette er indlæg nr. 100 på Miras Madblog.
Jeg elsker at skrive mine små indlæg herinde. Oftest sidder jeg i min sofa og skriver, med benene oppe på puffen. Tiden forsvinder fuldstændigt fra mig, mens jeg skriver, og det er fantastisk at blive så opslugt i det jeg laver, at jeg glemmer tid og sted. Det er netop fordi, jeg elsker det. Forleden måtte Peter ty til ekstreme midler for at få mig til at gå i gang med maden (og nej, det er ikke chauvinistisk, at jeg skal lave mad, når nu jeg insististerer på, at det er MIG der laver mad – jeg ser frem til det hver dag) i stedet for at sidde her og skrive løs. Pludselig blev jeg distraheret af en 2 meter lang mand, der kravlede rundt på gulvet foran mig og whinede efter mad. Den lille stakkel. (Nu bliver han nok helt vildt træt af mig, fordi jeg fortæller historier om ham. Sorry Peter!)
Tak til alle mine fantastiske, dejlige, kloge, madglade læsere fordi I er derude og der derfor er nogen, der læser det, jeg skriver. Faktisk nåede jeg ny rekord i min web-statistik for maj, hvor jeg kom helt op på 27.500 besøg på en måned! Det gør mig umådeligt stolt og glad, og jeg håber, I vil blive ved med at komme forbi bloggen. Jeg løber i hvert fald ikke tør for opskrifter! (mere…)
Som jeg tidligere har antydet, er pasta en af mine favoritspiser. Peter forstår ikke min obsession omkring aflang pasta med beherskede mængder sovs – han er mere til penne med masser af bolognese, hvilket skam også er helt fint. Men en omgang spaghetti med pesto eller simpel tomatsauce eller min absolutte yndlings – hvis den er lavet ordentligt – spaghetti alle vongole (med venusmuslinger) er det tætteste jeg kommer på himlen.
Jeg tror Peter syntes, jeg var både mærkelig og sød, da jeg i oktober 2009 i Rom næsten omkom af lykke over en portion perfekt spaghetti alle vongole – selvfølgelig forstærket af glæden ved at sidde på en smuk piazza en varm oktoberaften og bælle hvidvin med manden i mit liv.
Spaghetti er min all time favorite pasta, og forleden lavede jeg igen min ramsløgspesto, dampede et bundt asparges og en håndfuld bønner og vendte det med min yndlingsspaghetti fra De Cecco*. Wow! Det var fantastisk smukt, grønt og rustikt og smagte fortryllende friskt. Mine pasta-fantasier for den dag blev til fulde opfyldt, og lige nu, mens jeg skriver disse ord, kan jeg mærke hvordan mundvandet stiger og jeg er lykkelig for at jeg også skal have en form for pasta til aftensmad i dag. (mere…)
Jeg begyndte at lave spaghetti and meatballs – spaghetti med kødboller – mens jeg studerede i Århus. Det er en ret, der kan få store mænd til at få tårer i øjnene, og jeg har flere venner, der kan finde på at whine “Hvorfor laver du aldrig spaghetti and meatballs til mig?!” .
Jeg ved ikke hvorfor, men der er noget helt utroligt tilfredsstillende ved kombinationen og også noget barnligt og festligt over kødbollerne. Jeg ser med hvert år i Disneys Juleshow og elsker klippet fra Lady og Vagabonden, hvor de to hunde spiser samme ret i baggården bag den italienske restaurant, og romantik opstår over fadet med spagetti og kødboller, mens de to dybt racistisk fremstillede italienere drøner rundt og fjoller (“Tony, hunde kan ikke snakke!”).
Kodeordet er selvfølgelig at lave nogle kødboller, der virkelig smager af noget, og en kick-ass tomatsovs, som smager sødt og intenst af tomat. Jeg putter sukker i sovsen for at fremhæve tomaternes sødme, og kødbollerne får hvidløg, parmesanost og krydderurter til at give dem et smæk bagi. Lav en ordentlig dynge spaghetti til, og der er ikke et øje tørt ved middagsbordet! (mere…)
