Jeg tror Peter elsker mig lige en tand mere end normalt, når jeg serverer sådan en fætter guf her. Måske er det fordi vejen til mandens hjerte går med bacon og smeltet ost gennem hans mave. Bacon, løg, ost og creme fraiche kan bare ikke...
Endnu en gang har jeg lavet en pizza bianca – denne gang med den røgede ost, scamorza, og tynde skiver kartoffel med skræl. Dejen lavede jeg med noget af det fantastiske mel, jeg købte hos den mølle, vi boede ved, da vi var i Piemonte. Det var stærkt tipo 00 mel. Når man siger mel er stærkt, mener man at det har et højt proteinindhold, dvs. glutenindhold. Gluten er det, der gør dejen ekstra elastisk, når du sørger for at få aktiveret dens egenskaber. Det er det, der foregår, når du ælter en dej.
Jeg synes godt man kan se, hvor sprød og lækker min pizzabund blev her på billedet ovenfor. Den var virkelig vellykket og jeg tror det skyldes det gode stærke mel.
Jeg har lige været i New York. Næsten.
Nede i den restaurant og bar boomende Kødby på Vesterbro er der åbnet et ny sted, Mother. Mother er et nede på jorden, italiano pizza-joint, med sent åbent (køkkenet har åbent til kl. 1 i weekenden) og masser af mennesker.
Jeg var der en fredag først på aftenen sammen med Peter og stedet var allerede propfyldt og helt vildt stemningsfyldt.
Mothers pizzadej er lavet på surdej, hvilket gør dejen sejere i det og giver den mere smag. Man har virkelig lyst til at spise al dejen (og det gjorde jeg også), fordi den smager så godt. (mere…)
Ja, jeg ved godt at jeg tidligere har CHOKERET ved at afsløre, at jeg ofte bruger færdiglavet, rå pizzadej (de der ruller man kan købe fra køledisken). Det er jo noget værre noget for sådan en mad-nørd som mig at indrømme, men jeg hader/er-for-doven-til at have med gærdej at gøre, hvis jeg kan blive fri, og ofte synes jeg alligevel ikke resultatet med hjemmelavet pizzadej bliver særligt imponerende, når man nu ikke har en fancy pizza ovn. Men man skal jo udfordre sig selv og nu har jeg fundet en dej, jeg kan overskue at kaste mig ud i – selv på en hverdag efter arbejde. For mit vedkommende kræver det en køkkenmaskine der ælter for mig, men hvis du ikke døjer med ælte-angst og gærdejs-noia, kan du naturligvis ælte løs med de bare næver (en i øvrigt glimrende måde at komme af med dagens aggressioner over chefen, andre bilister eller sure teenagere).
Denne pizza lavede jeg som en slags blanding mellem en hvid og en almindelig pizza – forskellen er jo, at de hvide pizzaer er uden tomatsovs og de almindelige er med (se min populære opskrift på hvid pizza med kartoffel her). I denne pizza bruger jeg friske tomater, men ingen tomatsovs eller passata (tomat-puré). For at undgå at det bliver tørt bruger jeg lidt crème fraiche, hvilket muligvis ikke var gået i Italien, men her i køkkenet bestemmer jeg heldigvis, og der er ikke noget pizza-politi, der kommer efter mig… (mere…)
En opdagelse jeg har gjort indenfor nyere tid er den italienske ost scamorza. Det er en mild komælksost, der er røget og dermed får en fyldig, nærmest kød-agtig smag. Den minder lidt om en mozzarella – dvs. den er ret mild – og smager vildt godt på pizza. Her bruger jeg den sammen med svampe på en hvid pizza, jeg plejer at servere i mindre stykker som hapser, men som også er særdeles spiselig for sig selv som aftensmad, f.eks. med en salat til. Scamorza kan købes i osteforretninger og i italienske specialitetsbutikker.
For mig er dette noget jeg hurtigt klasker sammen, og derfor bruger jeg færdiglavet rå pizzadej – det er selvfølgelig fuldstændig tilladt at være overskudsmenneske, der laver sin egen pizzadej! (mere…)
Dette er en af mange grunde til, at jeg ikke formår at blive i et low-carb regime i ret lang tid af gangen. Denne guddommelige kombination af brød, kartoffel og rosmarin kan jeg ikke undvære, og pizzaen her er et tilbagevendende hit i mit køkken. En pizza...
