Naboens crazy brombærbusk stikker lidt ind i vores have. Det er jo en nasty plante, som breder sig meget aggressivt og stikker og er umedgørlig. Men bærrene smager fantastisk – meget bedre end købte – så vi lader den kigge ind over rækværket og skærer den tilbage, når den bevæger sig for langt ind til os.
(mere…)
Jeg ved godt, jeg skal forestille at have totalt styr på alt med mad og køkkengrej. Og det har jeg også for det meste, men alligevel har jeg aldrig rigtig fået brugt den bagesten, som Peter indførte i vores parforhold, da vi flyttede sammen. Det er ren og skær dovenskab. Jeg tænkte, den kan sgu da ikke gøre den store forskel. Men det kan den! (mere…)
Så går folk rundt og bliver forgiftet af at spise liljekonvalblade, fordi de tror det er ramsløg! Lad mig lige gøre det klart, at ramsløg dufter og smager af hvidløg eller purløg. Så hvis de grønne blade ikke dufter sådan, så er det nok ikke ramsløg, og så skal du ikke spise dem!
Man kan bruge de herlige ramsløg til så mange ting. Jeg laver pesto af dem, kommer dem i wokretter og pastaretter, man kan lave kryddersmør med dem og meget mere. I aften har jeg planer om at komme dem i en grøn lasagne med spidskål og bechamelsauce og forleden dryssede jeg dem på en skoldhed pizza bianca med kartofler og spinat, hvor de gav den lækreste, grønne og purløgede friskhed. (mere…)
Jeg tror Peter elsker mig lige en tand mere end normalt, når jeg serverer sådan en fætter guf her. Måske er det fordi vejen til mandens hjerte går med bacon og smeltet ost gennem hans mave. Bacon, løg, ost og creme fraiche kan bare ikke...
Endnu en gang har jeg lavet en pizza bianca – denne gang med den røgede ost, scamorza, og tynde skiver kartoffel med skræl. Dejen lavede jeg med noget af det fantastiske mel, jeg købte hos den mølle, vi boede ved, da vi var i Piemonte. Det var stærkt tipo 00 mel. Når man siger mel er stærkt, mener man at det har et højt proteinindhold, dvs. glutenindhold. Gluten er det, der gør dejen ekstra elastisk, når du sørger for at få aktiveret dens egenskaber. Det er det, der foregår, når du ælter en dej.
Jeg synes godt man kan se, hvor sprød og lækker min pizzabund blev her på billedet ovenfor. Den var virkelig vellykket og jeg tror det skyldes det gode stærke mel.
Ja, jeg ved godt at jeg tidligere har CHOKERET ved at afsløre, at jeg ofte bruger færdiglavet, rå pizzadej (de der ruller man kan købe fra køledisken). Det er jo noget værre noget for sådan en mad-nørd som mig at indrømme, men jeg hader/er-for-doven-til at have med gærdej at gøre, hvis jeg kan blive fri, og ofte synes jeg alligevel ikke resultatet med hjemmelavet pizzadej bliver særligt imponerende, når man nu ikke har en fancy pizza ovn. Men man skal jo udfordre sig selv og nu har jeg fundet en dej, jeg kan overskue at kaste mig ud i – selv på en hverdag efter arbejde. For mit vedkommende kræver det en køkkenmaskine der ælter for mig, men hvis du ikke døjer med ælte-angst og gærdejs-noia, kan du naturligvis ælte løs med de bare næver (en i øvrigt glimrende måde at komme af med dagens aggressioner over chefen, andre bilister eller sure teenagere).
Denne pizza lavede jeg som en slags blanding mellem en hvid og en almindelig pizza – forskellen er jo, at de hvide pizzaer er uden tomatsovs og de almindelige er med (se min populære opskrift på hvid pizza med kartoffel her). I denne pizza bruger jeg friske tomater, men ingen tomatsovs eller passata (tomat-puré). For at undgå at det bliver tørt bruger jeg lidt crème fraiche, hvilket muligvis ikke var gået i Italien, men her i køkkenet bestemmer jeg heldigvis, og der er ikke noget pizza-politi, der kommer efter mig… (mere…)
