Det føltes som et strejf af den store verden, da Wagamama i sin tid åbnede sin første danske filial i Tivoli. Jeg prøvede Wagamama for første gang som teenager i London, hvor jeg spiste der med mine forældre. Vi havde åbenbart meget lidt kendskab til japansk mad på det tidspunkt, for jeg kan huske, at vi fik edamamebønner først og ikke vidste hvordan, vi skulle spise dem. Som de største bonderøve sad vi der og prøvede at pille bønnerne ud af bælgene med fingrene, i stedet for bare at tygge dem ud, som vi jo nu ved, at man skal. Tænk, hvis nogen fandt ud af, at jeg en gang var så dårligt inde i det japanske køkken. Pinligt! (mere…)
Det var en meget fornem følelse at modtage et smukt kort med guldtryk hvorpå der stod en formel invitation til frokost hos den japanske ambassadør i hans residens i Hellerup. Faktisk ringede jeg straks rundt til alle mulige mennesker for at blære mig med, hvor fancy en invitation, jeg havde fået til sådan at spise frokost hos en ambassadør. Helt privat. Og nej, jeg fik ikke Ferrero Rocher!
Men jeg var da lidt nervøs på forhånd, for man hører så meget om japansk etikette, og tænk hvis jeg nu kom til at lægge mine spisepinde det forkerte sted og det så udløste en international krise! (mere…)
Jeg var til totalt fabulous fest i går på Umami i Store Kongensgade. Umami var for nogle år siden et af byens absolut smarteste steder. Det var der de kendte gik ud og der er endda et afsnit af Klovn, hvor Jarlen dør mens de er ude at bowle, hvilket jo overhovedet ikke er et smart sted at dø. Derfor iscenesætter de andre hans død på Umami.
I forbindelse med mit dejlige arbejde som redaktør på Spiseliv, var jeg i dag inviteret til frokost på den japanske restaurant Sukiyaki, der ligger på Vesterbrogade, lige over Kebabish.
Kun til mig havde indehaver og køkkenchef Tamon Ueda tilberedt alle disse retter, der sammen udgjorde et klassisk japansk måltid, kaldet Shokado-bento. Er jeg ikke heldig? Og ved I hvad? Jeg spiste næsten det hele, og jeg havde det dejligt imens og bagefter! Uhm! (mere…)