fisk Tag

En flad fisk fra en frisk fiskefrøken

Sig lige dét 5 gange i træk!

Sådan nogle små flade fiskefileter af f.eks. rødtunge, søtunge eller rødspætte kan godt se lidt fesne ud, når de ligger der i dynger hos fiskehandleren. Men de smager jo godt, og det er ikke altid man gider stå med hele fisk.
Men hvad gør man med de små fileter, ud over at panere dem og stege dem? Metoden her er lige blevet min yndlingsmåde at spise den slags fileter på.
Og undskyld mit franske, men det er oven i købet også pisse-nemt! Og så synes jeg faktisk også det ser sådan lidt dameblads-lækkert ud.  Man skal bruge en ovn med grill og resten er nemt. (mere…)

Jordskokkerisotto med kammuslinger

Nu er det officielt blevet forår, men det kan man jo ikke lige frem se på vejret. Nogle af os er ved at være ret trætte af sne, is og praktisk fodtøj og venter utålmodigt på forårets komme. Hele vinteren har den stået på kartofler, persillerødder, rødebeder, gulerødder og kål, og man kan jo godt blive lidt træt af alle de sunde, billige grøntsager fra den nordiske muld. 
Og dog.  
Jordskokken er blevet moderne i løbet af mit voksne liv (jeg husker i hvert fald intet om jordskokker fra min barndom, og den var ellers rodfrugt-tung). Den smager fremragende bagt i ovnen – for sig selv eller i selskab med andre rodfrugter, vendt i lidt olie og salt (og gudskelov behøver man ikke en gang skrælle den knortede lille fætter). Den smager godt rå i salater med sin udprægede sprødhed, eller blended i suppe, og så kan man også bruge den i en risotto, hvor den tilfører fylde, sødme og den umiskendelige smag af jordskok, som minder om artiskok (deraf navne-fællesskabet – på engelsk hedder de Jerusalem Artichokes). (mere…)

Røget makrel med fennikel, citronmayo og sprødt brød

IMG_4061

Mine forældre bor tæt på et lokal røgeri i Nibe i Nordjylland (Kildens Røgeri), hvor man kan købe rigtig god fisk til nogle priser, der er helt utroligt lave i forhold til de eksorbitante priser, man betaler for fisk her i København. Jeg kan næsten begynde at græde over de lave priser hos sådan en nordjysk fiskebutik – jeg ville helt sikkert spise fisk oftere, hvis ikke det kostede lige så meget som oksemørbrad. Og det latterlige er jo, at vi betaler dobbelt pris (nogle gange mere) her i København, og får til gengæld fisk, der er mindre frisk, pga. transporttiden fra Hanstholm eller hvor fisken nu kommer ind i Nordjylland. Øv altså.

Så jer, der bor i det nordjyske, I skal glæde jer over den billige og friske fisk! Og til alle: husk for guds skyld at købe ind hos den lokale fiskehandler, så det ikke ender med, at vi kun kan købe fisk i supermarkedet, hvilket samtidigt vil betyde, at alt andet end laks, torsk og rødspætte vil være umuligt at opdrive. STØT DE SMÅ BUTIKKER!!

Sidst mine forældre var på besøg hos mig, havde de været så søde at tage en dejlig røget makrel med fra den lokale butik, og jeg lavede denne ret ud af den. Jeg synes det er en ret, der ser ret glamourøs ud og den er meget let at lave. Måske kan den bruges som forret nytårsaften… (mere…)

Fiske chowder

IMG_4048
Da jeg var teenager, var jeg en sommer på roadtrip med mine forældre i USA. Vi kørte fra New Mexico, gennem Nevada og ud til Californien. Jeg så meget frem til at komme ud til kysten og se Stillehavet for første gang, men da vi endelig nåede kysten, var alt indhyllet i en tyk tåge, og vi kunne intet se af havet. Vi gik ved en mole og prøvede at få øje på havet. Det eneste vi så, var en kæmpe stor pelikan, der sad på en stolpe og så surreel ud. Vi tjekkede ind på det motel, vi skulle bo på, og vores værelser viste sig at være mørke og fugtige. Det hele var meget nedslående, og vi blev alle lidt depri.
Men om aftenen fandt vi en hyggelig fiskerestaurant at spise på. Jeg fik et glas vin (selv om jeg på ingen måde lignede en, der var fyldt 21 – tjeneren må have syntes jeg så ud, som om jeg havde brug for det!) og en skål dampende varm New England clam chowder. Vinen og chowderen varmede mig op, og pludselig så alting lysere ud. Jeg elsker, at mad kan gøre så stor en forskel på dit humør!
(mere…)