Sweet potato ovnfritter med Chu_Chum dip

Sweet potato ovnfritter med Chu_Chum dip

Vi har fået et misbrug af den danskproducerede chilisauce, Chu-Chum hjemme hos os. Og dette er ikke et betalt indlæg: jeg er bare tosset med chilien og bruger den konstant. Hvis du ikke har smagt den, så køb den! Den kan fås i mange supermarkeder, både Irma, Kvickly og Meny har den i hvert fald. Den er mørk og ristet i smagen med en let røgethed over sig, som giver fantastisk dybde til det, du bruger den til.

Det er en af de ting, som vi altid har i køleskabet, og hvor det kan udløse krise, hvis vi løber tør. Dette gælder også for bl.a. Hellmanns mayo, Piccalilly (som vi bruger sammen med Hellmanns til remoulade), parmesan, dijonsennep og alt muligt andet selvfølgelig.

Med Chu-Chum kan du lave verdens nemmeste dip: bare rør et par skefulde af den op med creme fraiche og lidt salt og hep, så er der dippedip! Her brugte jeg chilien til en dip til ovnristede søde kartofler. Den er ikke psykostærk, så ungerne spiste med.

Sweet potato ovnfritter med Chu-Chum dip

4 pers.

1,2 kg søde kartofler
1 spsk olivenolie
½ tsk stødt spidskommen
½ tsk stødt koriander
1 tsk flagesalt
sort peber
1 lille håndfuld bredbladet persille og evt. lidt citrontimian

Chu-Chum dip
250 g crème fraiche 18%
2-3 tsk Chu-Chum Origian Red Chili Paste
salt

  1. Skræl kartoflerne og skær dem i stænger som tykke pommes-frites. Vend dem med olivenolie, spidskkommen, korinder, salt og peber og spred dem ud på en bageplade med bagepapir. Bages i 20-30 min. ved 200 gr. Gerne varmluft, så de bliver lidt mere sprøde. Fritterne bliver ikke sprøde-sprøde, men lidt mere chewy med sprøde spidser. Hak persille og timian og drys over de færdige fritter.
  2. Til dip røres crème fraiche sammen med chili paste og krydres med lidt salt.
1Comment

Post A Comment

  • Jan
    Posted at 10:04h, 27 september Svar

    Fik købt den efter dit indlæg og helt enig, super super chili der giver asociationer til rød karry paste.