Svenske sukkerkringler
Vi lavede juledekorationer i går og jeg bagte de her fluffy svenske sukkerkringler med masser af kardemomme i. De var så lette og lækre her duftede vidunderligt af nybagt brød og selvfølgelig kardemomme.
Jeg brugte hele kardemommekapsler, som jeg pillede frøene ud af og knuste. Det giver en langt bedre og mere intens kardemommesmag, som jeg synes er essentiel i sådan en opskrift her, for når svenskerne bruger kardemomme, bruger det MEGET af det. Jeg presser bare en stor kniv ned over kapslerne, så de åbner sig og jeg kan pille frøene ud.
Jeg har hørt, at man i Sverige kan købe de hele frø, der allerede er befriet fra kapslerne. Gad vide, om det findes her i Danmark? Jeg vil kigge næste gang, jeg er hos en arabisk købmand.
De færdige kringler pensles med smeltet smør og dyppes i sukker blandet med knust kardemomme og i dette tilfælde også lidt vanilje. Det kunne også være rent sukker eller kanelsukker, alt efter smag.
Det var rigtig hyggeligt at lave dekorationer med ungerne. Otto var godt nok færdig med sin efter to minutter, men den blev faktisk ok pæn. Frederik brugte laaaang tid, men så lavede han også en bonus-krans af resten af leret og en milliard glimmerkugler (fordi han syntes det var urimeligt, at han ikke fik lov at lave sin egen adventskrans).
Jeg overvejede at stoppe det, men tænkte pyt – lad dog barnet (bruge for 50 kr. glimmerkugler, som nok ikke kan komme ud af den enorme lerklump bagefter). Jeg prøvede også at spørge ham – med min silkebløde morstemme – , om ikke den krans ville være fin oppe på hans værelse, men nej, den skal ligge hernede i køkkenet. Så nu ligger der altså 1 kilo ler med en shitload glimmerkugler og pynter i vindueskarmen i køkkenet – hahaha. The joys of children… Han er sød ❤
Svenske sukkerkringler
16 stk.
2½ dl mælk
1 stort æg
25 g gær
50 g sukker
½ tsk friskstødt kardemomme (ca. 8 kapsler)
½ tsk groft salt
½ tsk bagepulver (for ekstra fluffyness)
525-550 g hvedemel
50 g blødt smør
50 g flødeost
Pynt/drys
25 g smør
75 g sukker
1 tsk vaniljesukker eller ½ tsk vaniljepulver
½ tsk friskstødt kardemomme
- Lun mælken og bland den med æg, gær, sukker, kardemomme, salt og bagepulver. Rør halvdelen af melet i og derefter smør og flødeost. TIlsæt resten af melet – eller næsten det hele – og ælt dejen grundigt, til den slipper skålens kanter, ca. 7-10 min. i en røremaskine. Jeg brugte 550 g, men det afhænger af dit mel og størrelsen på dine æg. Dæk skålen med plastfolie og lad dejen hæve i 1½ time.
- Kom dejen ud på et bord. Det er en fedtholdig dej, så på en sten- eller stålbordplade klistrer den ikke fast. Men hvis du har træbord, skal du nok drysse med et ganske tyndt lag mel. Del dejen i 4 stykker, som deles i hver 4 stykker. Tril dem til lange pølser – ca. 50-60 cm. lange (jeg brugte køkkenelementer som målestok – der er en skuffe der er 60 cm. bred). Form dem til kringler direkte på bageplader med bagepapir. Dæk pladerne (der bliver to) med rene, fugtige viskestykker og lad kringlerne efterhæve i 45 min.
- Varm ovnen op til 200°C og bag kringlerne i 8-10 min. De bliver hurtigt brune, så hold øje med dem. De skal bare være lysebrune. Lad dem køle lidt ned og bland imens sukker med kardemomme og vanilje og smelt smørret. Pensl hver kringle med smør på oversiden og dyp dem i sukkerblandingen.
Ida Lorenzen
Posted at 13:12h, 01 decemberMums -hvor lækkert, dem må jeg prøve!
Jeg har købt hele kardemommefrø uden kapsler på nemlig (santa maria) 🙂
Ida Lorenaen
Posted at 13:10h, 01 decemberMums -hvor lækkert, dem må jeg prøve!
Jeg har købt hele kardemommefrø uden kapsler på nemlig (santa maria) 🙂