Storbyfeeling på 23. etage – middag på Sukaiba
Det var næsten som at være i Lost in Translations smukke japanske hotelbar (bare uden den selvfede jazzsangerinde). 23. etage på Bella Sky Hotel har fået en kæmpe makeover til 22 mio. kr. og restauranten Sukaiba er nu eksklusivt indrettet med rustrøde veloursofaer, intim belysning fra bordlamper, dramatisk natursten på baren og ikke mindste den vildeste udsigt over Amager Fælled og København. Det er virkeligt lækkert indrettet og føles fuldstændigt som at træde ind i en swanky restaurant i London eller New York – sådan lidt Nobu agtigt.
Vi lagde ud med drinks i den flotte bar, hvor der også ved siden af er en salon med komfortable stole. Men vi ville gerne sidde i baren og kigge omkring os.
Jeg fik mig en Baisho – en ginbaseret sour-drink med citron, honning og shiso, der var let og fin og meget lækker – og farven var så fin! Jeg så desværre ikke, hvilken gin den blev lavet med. Min veninde valgte den flotte drink, Onofuku, i det øverste billede – en rabarberdrink med rababer-vanilje-æggehvideskum, som fik en tur med en blowtorch inden servering. Den var også super tasty.
Vi kom ned til vores bord, hvor vi begge kunne sidde i den flotte veloursofa og nyde udsigten i retning mod København. Vi valgte en 8-retters menu, som køkkenet sammensætter med lidt forskellige fra det ret store kort, hvor der både er rawbar med østers, sushi og sashimi, dumplings, supper, grønne retter som fx salater og robatagrillede retter. Alle småretter, som er egnet til deling.
Først kom et par østers i ponzu sauce – dejligt friske og med fin citrussmag i ponzuen. Vi drak i øvrigt en flaske Hugel riesling til hele menuen.
Der var også disse sprøde puffede tapiokasnacks med dildmayo.
Så kom lakse ceviche. Tykke skiver laks toppet med masser af sprøde tynde strimler af kinaradise og glaskål og korianderskud. Ceviche-delen kom fra en syrlige ponzudressing , som råmarinerede fisken. Det var lidt svært at få den tynde marinade med over på vores egne tallerkener, men jeg kørte fisk og radise-strimler rundt i saucen og fik det over til min mund uden at spilde!
Samtidigt med laksen kom også en anden cevicheret. Neders i billedet er det yellowtail i flotte skiver, dækket af syltede grønne tomater og toppet med strimlede shishoblade, som giver en mørk, krydret smag. Det var lækkert med sødmen og syren fra det syltede tomater. Mon de kom fra køkkenets grønthave på toppen af Fields, som vi hørte lidt om i starten af måltidet? Det var ikke noget, tjeneren nævnte, men det kunne jo godt være.
I den blå skål var en anden ret med tomater. En salat med spinatblade, friteret hvidløg og tofu. Tomaterne havde fået lidt tid på robataen, så de havde en lækker let røget smag.
Så gik vi over til sushi. Bagerst er det gunkan med rå jomfruhummerhale og tang, hvor jomfruhummerens sødme lidt forsvandt i den salte tangsmag. Der var også de store tatar-gunkan med Baerii kaviar, som var meget ekstravagante og kraftige i smagen. Her passede den friskrevne peberrod rigtig godt til og gav lidt smag af det danske smørrebrødskøkken ind sammen med det japanske. Frækt. Risen under var godt tilsmagt med både syre og sødme, men jeg havde mit sædvanlige gunkanproblem, at jeg var nødt til at bide den over, hvilken er noget rod. Men den var for stor til at kunne spises i én mundfuld.
Sojaen til var ret god – den smagte rent faktisk af noget – ikke bare salt, men mere kompleks og nuanceret.
Min favorit denne aften var vesterhavstorsken med en knaldorange misosauce, der smagte som en beurre blanc lavet med miso. Fisken var tilberedt på robata og faldt i store smukke flager. Den let røgede smag sammen med miso og smør var åndssvagt sexet og så kom der friskhed fra masser af finthakket skalotteløg og citrongræs. Jeg vil have mere af det NU!!!
Den fine rene røgsmag kom også til sin ret i dette perfekt stegte oksehøjreb, som var saftigt og blødt og kom med sprøde stænger af kinaradise. Til at dyppe kødet i var en karamelliseret smørvalle og ponzu. Mega lækkert og masser af umami.
Vi sluttede af med en super frisk dessert: en skål med hvid vaniljesne. Neden under var et sprødt sukkerlag og under det var der stykker af kandiseret, syltet ingefær, lime sorbet og en kaffir lime crème anglaise. Perfekt afslutning på vores friske måltid, som trods de mange retter føltes let og fint.
Det er ikke billigt at spise på Sukaiba. Vi betalte kr. 695 pr. person for menuen. Omgivelserne føles til gengæld meget dyre og lækre og det betaler jeg gerne ekstra for. Det sidste, der lige mangler er, at personalet lige bliver lidt mere sikre. Mange virkede meget nye og utrænede og selv om de var søde til at vende tilbage med svar på diverse spørgsmål, så kunne jeg godt ønske mig lidt mere viden fra personalet, når det gjalt både vin og mad.
Men jeg er vildt med den storbyfeel (og nej, København er ikke en rigtig storby), hvor det føles som om alt kan lade sig gøre. Der var en god buzz i både baren og restauranten og indretningen er utroligt vellykket. Du kan tale intimt og man lægger slet ikke mærke til, at det er en halvstor restaurant, for den er så godt indrettet med forskellige niveauer og kroge. Hvis rygetrangen kommer over en, er der er en fin rygelounge med gulv-til-loft vinduer ud over fælleden og så er uni-sex toiletterne en fest. Hvis en anden trang skulle kommer over dig og en anden på toilettet, så er der faktisk gemt kondomer under sæbeskålen. Just saying…
Ingen tvivl om, at Sukaiba er en meget sexet restaurant – man skal lige derud i ødemarken ved Bella Center, men når man er der, har man virkelig ikke lyst til at gå igen.
Maria Nielsen Bjerregaard
Posted at 12:16h, 29 augustMin veninde arbejder der og de ER alle nye og skal lige have en chance.
Jeg har selv spist der og nej blev ikke betjent, af min veninde.
De er alle blevet præsenteret for retterne 3 dage inden de åbnede og det samme med vinen.
Så mere trænet kan de heller ikke nå, at blive …
Jeg var tilfreds.
Da de alle ER nye! Hvad regner du med. 🙂
Jeg havde 2 venner som er i forretningsverden i denne branche og de nød også godt af både info og ikke info.
Louise EP
Posted at 18:43h, 27 augustDet lyder super! Tak for svar 😀
Louise EP
Posted at 15:17h, 27 augustDet ser super lækkert ud! Hvordan var stemningen? Jeg giver min ven en middag ude i fødselsdagsgave sammen med to andre og overvejer enten Trio eller denne restaurant. Men ven (ja, og også os andre) kan godt lide lækker indretning, nye steder, cocktails og fest stemning 😀
Mira Arkin
Posted at 15:47h, 27 augustHej Louise,
Der var ret fed stemning. Mere festligt end Trio, som har været meget business agtigt, når jeg har været der (det er måske noget andet i weekender), selv om Trios køkken er super skarpt. Det var bare lidt mere fab på Sukaiba. Det er planen at der også skal være DJ på i weekender der.