Stegt lam med linser, bacon og gede-pistou

Stegt lam med linser, bacon og gede-pistou

lammekølle lammebov

Foto: Peter Borring

 

Påsketid er lammetid og her kommer en lækker provencalsk-inspireret opskrift, som jeg tidligere har lavet i Alt for damerne. Du kan både bruge lammebov og kølle til retten. 

Stegt lam med puylinser, bacon og gede-pistou

Til 6 personer

1 lammebov eller lammekølle
250 g Puy linser
3 stl. bladselleri
2 gulerødder
1 løg
2 fed hvidløg
100 g bacon i tern
7 dl hønse- eller grøntsagsbouillon
2 laurbærblade
salt og peber

Pistou med gedeost
1 stort bdt basilikum
1 fed hvidløg
75 g frisk gedeost
½ dl olivenolie
2 spsk citronsaft
salt

1 Tænd ovnen på 175 gr. Skær selleri, gulerødder og løg i tern og skær hvidløg i tynde skiver. Steg baconen i en pande (eller direkte i den bradepande du skal bruge til kødet). Når det begynder at tage farve tilsættes selleri, gulerødder og løg, som steger med i et par minutter. Tilsæt så hvidløg og laurbærblade og steg 1 minut mere. Gnid lammet godt ind med salt og peber.

2 Hæld grøntsager og bacon over i et ovnfast fad eller bradepande. Gå linserne efter for urenheder, skyl dem og hæld dem i fadet. Rør sammen med grøntsager og bacon og læg lammet over. Hæld bouillon ved og kom det hele i ovnen.

3 Lad lammet stege i ovnen i ca. 1½ time. Rør lidt i linserne undervejs og tilsæt evt. mere væske, hvis de begynder at blive tørre – der skal hele tiden være en smule væske i bunden af fadet.

4 Lav imens pistouen: blend basilikum med hvidløg, gedeost, olie og citronsaft og smag til med salt. Server lammet i fadet med pistouen rørt lidt ud i linserne.

 

Vintip

Lam kalder på vine lavet på syrah og grenache, så Rhone vine og vine fra Languedoc-Roussillon er som skabte til denne ret.

2 Comments

Post A Comment

  • Thomas
    Posted at 09:33h, 09 april Svar

    Hvis gedeost ikke lige er ens favorit, hvilken anden ost vil du så anbefale ?

    • Mira Arkin
      Posted at 09:35h, 09 april Svar

      Du kan sagtens udelade gedeosten helt, eller du kan erstatte den med flødeost, feta eller rygeost.