Stegt kylling med brødfyld
Det er stadig påske lidt endnu. Har I allesammen spist æg, sild og lam nok? Og huskede I at spise masser af stenbiderrogn? Måske har I lyst til noget andet nu, og kyllinger er da også påskeagtige, så her får I en opskrift på en lækker kylling fyldt med saftigt brød.
Min fine gamle oldemor Lucy i New York havde en japansk kok- og husholderske, Haneishi. Hun var en dygtig kok og lavede fine middage til os, når vi var på besøg fra Danmark.
Der var kælet for detaljerne, og det var altid noget af et kulturchok for mig som lille pige at kommer derover og sidde i den fine spisestue og få serveret maden af Haneshe. Der var altid dækket op med porcelæn og sølvtøj, og Haneishi lavede små fine, noprede kugler af smør i en særlig presse, og så fik man hver sin smørkugle på brødtallerkenen, og så sad jeg der og var fra Nordjylland (hvor vi boede i et meget lille og utæt hus i Valsted tæt på Nibe, da jeg var lille) og spiste lyse boller med smør med en sølvkniv beregnet til formålet. Utroligt fint.
En af de retter, jeg husker særligt godt var Haneishis store fyldte kylling med brødfyld med salvie og bladselleri. Jeg husker, hvordan hun kom ind gennem svingdøren fra køkkenet og viste den færdige store kylling frem til os inde ved bordet, inden hun skar den ud og serverede den. Opskriften er faktisk mere eller mindre den samme, som min mor og jeg nu bruger hvert år til jul (for mit vedkommende kun hvert andet år, for jeg holder jul med Peters familie i Norge de andre år, og de spiser noget andet). Jeg laver fyldet og min mor holder gåsen, mens jeg propper brødfyldet ind i den, hvorefter min mor binder gåsen sammen.
Det er hyggeligt med sådan nogle traditioner omkring arbejdsfordeling i køkkenet og retten udgør desuden en form for dansk-amerikansk kompromis i vores familie. Min mor er jo amerikaner, så hun er vant til at spise kalkun med stuffing til jul. Min far er fra Aalborg, og han vil helst have and. Løsningen på den konflikt er gås med amerikansk stuffing – gås er knap så fed som and, men mindre mager og tør end en kalkun og så er vi alle glade.
Og nu til opskriften:
Landkylling med fyld af brød, æble og salvie
4 personer
1 stor kylling
2 stængler bladselleri
1 løg
6-8 blade salvie
salt og sort peber
1 æble
2 tykke skiver hvedebrød
½ dl mælk
olivenolie
1. Tag kyllingen ud af køleskabet 1 time før den skal i ovnen. Varm ovnen op til 200 grader.
2. Skær bladselleri i skiver og løg i tern. Varm et par skefulde olie i en pande og steg bladselleri og løg ved medium varme. Hak salvien groft og kom i. Krydr med godt med salt og peber og steg til løgene bliver klare, men uden de bruner. Kom grøntsagerne over i en skål.
3. Skær æblet i tern – behold skallen på. Skær brødet i grove tern og bland det hele sammen i skålen med de svitsede grøntsager og mælk.
4. Fyld brødfyldet ind i kyllingen. Pres det godt sammen og snør kyllingens lår sammen. Gnid kyllingen i olie og salt og steg den i ovnen i 1 time.
Brødfyldet suger kyllingens saft til sig og smager dejligt som tilbehør til kyllingen.
No Comments