St. John Bread and Wine i London

St. John Bread and Wine i London

Jeg har ligesom lidt hængepartier fra min juletur til London i december. I hørte om vores besøg på dejlige Bull & Last, som bl.a. var location for bogreceptionen til Nomas nye kogebog og som jeg var meget glad for. Men vi spiste jo også alt muligt andet. Blandt andet var vi på noget af en schlepp (yiddisch for en besværlig tur) ud til Spitalfields Market, som vi kom ud til fra vores posh neighborhood i Mayfair ved at tage en tube til Liverpool Station. Lige omkring stationen er der ikke spor lækkert, men når du kommer over på den anden side af Spitalfields Market – som den dag, vi var der, bare var en stor samling boder, der solgte grimt tøj – er der faktisk ret hyggeligt og lidt som i en mindre engelsk by. Sådan et hyggeligt lokalområde med småbutikker, caféer og pubs. Og så St. John Bread and Wine.

St. John hørte vi om herovre, da nose-to-tail eating blev moderne. I Danmark har vi så småt fået øjenene op for bæredygtighed som det nye sort – og måske som økologiens overmand. Dyr og grøntsager, vi spiser, skal være bæredygtigt opdrættet og dyrket – dvs. med mindst mulig forstyrrelse og belastning af naturen omkring os. Det handler også om at bruge alle delene på f.eks. det dyr vi slagter, så vi udnytter hele dyret og på den måde respekterer, at det har ladet livet for at vi kan spise. Den tankegang gjorde restauranten St. John i London moderne og nose-to-tail eating som koncept tog drengene bag Nose2Tail i Kødbyen siden til sig med stor succes.

St. John restauranten ligger Smithfield, men vi prøvede altså det nye sted St. John Bread and Wine, som oprindeligt var et bageri og brødudsalg for den første restaurant, men som siden er blevet udvidet til restaurant.

Rummet er råt med højt til loftet og simple træborde og stole. Støjniveauet er højt – også til frokost, hvor vi kom forbi. Eller kom forbi er måske så meget sagt. Vi havde bestilt bord, for jeg gad altså ikke tage hele vejen herud og så ikke kunne få plads. Stedet er meget populært, så bestil et bord inden.

Vi sad tæt på den lange bar, der adskiller restaurant og køkken, men hele restauranten var præget af ret kraftig stegeos, hvilket jeg ikke er fan af. Mit hår stank af mad-os, da vi gik der fra.

Først kom en tallerken med to slags hjemmebagt brød på bordet. Og en skive godt smør. Brødet var fabelagtigt – bagt med grove meltyper og jeg gætter på surdej. Og med en virkelig lækker sprød skorpe og masser af smag. Sådan skal godt brød smage.

Vi var ikke så sultne, så vi spiste kun et par småretter. Først dette ristede brød med smør og en røget makrel paté/rillettes, som kom med en syrlig rødbedesalat. Rigtig lækker rillettes, igen godt brød og god syremodspil i rødbeden til den fede makrel. Men også super enkelt.

Denne vagtel var nok den bedste vagtel, jeg har spist. Vagtel kan let blive tørt, men denne var stegt til perfektion og kom bare som den var med en selleri-remoulade – altså strimlet selleri med en sennepsdressing. Igen super enkelt, men retten blev holdt oppe af at råvarerne var gode. Det er noget særligt at få sit eget hele dyr, man kan sidde og gnave i – og jeg anbefaler at spise med fingrene, det smager lige som bedst. Men altså – det var sgu lige lovligt enkelt. Kunne man f.eks. ikke have delt ud af den saft, som nok er kommet ud af fuglen, mens den har stegt? Bare et par dråber jus? Og lidt sødmefuld frugtighed i form af en kompot eller gele af bær til havde været lige i øjet.

Vi delte en grøn salat, som var var en grøn salat med en ret syrlig dressing og en smule hakket mynte. Lidt kedelig salat – man kunne godt have gjort lidt mere ud af dressingen, som mest af alt smagte af citron. Og så manglede den tilsmagning i form af salt.

Selv om maden var super enkel – og det vidste vi godt den ville være – så var den alligevel endnu mere enkel, end jeg havde regnet med. Og selv om man kan se, jeg er kødæder og var meget glad for min vagtel, så var det altså en lidt skuffende oplevelse. Det havde det nok ikke været, hvis det ikke var fordi stedet er blevet så hypet i diverse medier og i gastronomiske kredse.

Til gengæld er det bestemt heller ikke dyrt at spise der, men jeg savnede alligevel lidt kærlige detaljer – det blev lidt for asketisk for min smag. Og lokalet er ikke ret hyggeligt, men det er nu nok hyggeligere om aftenen og hvis man må bælle vin, hvilket jeg ikke må, fordi jeg er gravid. Så – nu er det ude!

Der er et stort udvalg af vine på glas – også dessertvine, hvilket er ret cool. Jeg ville ønske, jeg kunne slutte af med en portvin til min espresso, men det må altså lige vente et års tid for mit vedkommende.

Noget af det, jeg til gengæld synes er rigtig cool ved St. John Bread and Wine er, at man kan få en helstegt pattegris, hvis man er et større selskab. Det kalder de feasting og det tror jeg er den helt rigtige måde at spise på St. John – også deres første restaurant. Her kommer man rundt i kortet og køkkenet og som I kan se ovenfor, så var der et selskab, som fik den store pattegris-menu og det duftede skønt af lykkelig gris. Super rustik family-style dining med gode råvarer. Men man skal være mindst 8 personer.

Bottom Line

Konklusionen må blive, at for mit vedkommende ramte vi ikke lige plet med vores frokost her. I forhold til hvor meget godt, man kan spise i London, så var det noget mas at komme her ud – kvarteret var hyggeligt nok, men ikke fantastisk, så maden skal virkelig sparke røv, når den skal være en rejse værd. Det var den ikke helt, men det tror jeg den er, hvis du prøver deres feast. Jeg synes nu man spiser væsentligt bedre på Nose2Tail i Kødbyen.

St. John Bread and Wine
94-96 Commercial Street
London E1 6LZ
Tlf. 020 3301 8069

Du kan reservere bord ved at ringe eller via Open Table.