Det spiste jeg i Nibe mellem jul og til nytår

Det spiste jeg i Nibe mellem jul og til nytår

Efter ferien i Norge havde vi nogle dage hos mine forældre i Nibe, hvor vi også fejrede nytår. Her er lidt af hvad der blev spist i løbet af ferien.

Den første dag vi var der, havde mine forældre lavet kyllingefrikassé af franske frilandskyllinger. Man burde virkelig spise mere frikassé! Saucen var så lækker og det var blidt og rart og trøstende. Min mor havde egentlig tænkt at lave hønsekødssuppe, fordi jeg var forkølet og lidt sølle. Men så blev det til den mere substantielle frikassé i stedet med gulerødder, pastinak og sprøde forårsløg i og kogte kartofler til. Til foråret ville man måske komme friske ærter og asparges i og man kunne jo også komme det i en tartelet. Uhm!

Dagen efter fik vi besøg af min ven Jacob, som havde 3 kilo super friske jomfruhummere med fra hans fiskepusher i Strandby. De få så friske, at de var halvgennemsigtige og overhovedet slet ikke lugtede af fisk. Otto freakede ud af skræk, da Jacob kom til at drille ham med en af dem, men vi andre var ekstatiske ved tanken om at skulle smovse igennem de virkelig store mængder jomfruhummere. For der er jo aldrig nok af dem, men det var der her.

De 3 kilo blev til 3 af disse bradepander. Jacob og min far lavede samlebånd, hvor Jacob flækkede dem og min far pillede tarmen ud og lagde dem fint tilrette på bradepanderne. Til sidst penslede jeg dem med smeltet smør med salt og hvidløg i. Så fik de 4-5 min under grillen og så guffede vi.

Der var selvfølgelig hvid bourgogne i glassene, mayonnaise til og man kan lige ane et glas af min fars berømte psykochili, som jeg rørte lidt af i min mayonnaise. Denne gang var chilien ikke helt så sygt stærk, som den plejer, så det gik fint til både jomfruhummere og vin. Åh, hvor var det lækkert!

Til desserten kom min mor som sædvanlig på banen. Hun havde bagt marengs (det var hun NØDT til, for hun havde 2 æggehvider til overs fra et eller andet). Jeg lavede vaniljeis og min mor havde lavet hindbærkompot og chokoladesauce. Det blev til de lækreste sundaes med is, hindbær, chokoladesauce, flødeskum og en marengs på toppen.

Fik jeg sagt, at vi faktisk også lige spiste en salat med foie gras terrine og balsamicoløg først OG et stykke vanvittigt frisk og flot torsk (også fra Strandby), som jeg lavede en lille klat champagne-hollandaise til og lidt ristet spidskål? Det var en utroligt god middag. Og det var ikke en gang nytårsaften!

Dagen før nytårsaften startede jeg dejen til Mikas perfekte brioche. Og nytårsaftensdag bagte jeg de her to smukke, smørduftende brød. Dem brugte vi til hapsere til dronningens nytårstale. Nogle med foie gras terrine (som mine forældre havde importeret fra Frankrig – den ene blev desværre konfiskeret i security, fordi den havde alufolie omkring. Vagterne i Nice lufthavn var SÅ kede af det. Mine forældre tiggede dem om, de ikke bare kunne spise den selv med de andre vagter, men det måtte de selvfølgelig ikke. Det lød som om de franske vagter næsten græd, da de smed den fine rulle foie gras ud. Men den anden klarede sikkerheden og det var den, vi spiste på ristet brioche. Vi lavede også hellt klassiske hapsere med koldrøget laks fra det lokale røgeri (Kildens) i Nibe. Godt med koldt smør under og på det bløde brioche. Det mindede mig om de laksesnitter, vi altid fik hos mine bedsteforældre, når det skulle være festligt. Her var der dog også altid lige en slikasparges fra glas på.

Vi drak Pol Roger 2006 til og skålede til Dronningen.

Til forret lavede jeg resten af Jacobs torsk fra Strandby. Jeg stegte den i rigeligt smør sammen med en lille håndfuld kapers. Nederst var der smørdampet, fintsnittet spidskål og en kold sauce af kærnemælk og estragonolie. Jeg toppede med det brunede smør fra panden og de ristede kapers, grillet, halvrå rosenkålblade vendt med lidt sherryeddike og lidt blanede urter.

Tænk, jeg glemte at tage billeder af hovedretten. Det var – lige som sidste år- en enorm (3 kg) tørmodnet tyndsteg med ben på og hvor mørbradden sad på, så det var lige som en t-bone, bare som steg. Min far stegte den perfekt og jeg lavede en koncentreret svampestuvning med shitake og morkler til samt helt klassiske pommes anna og lidt bønner. Ikke så fancy, men bare totalt i orden.

Og til dessert: min mors skønne chokolademoussekage med fluffy sukkerbrødskage og kraftig chokolademousse, som ikke var for sød. Helt perfekt. Vi drak Tayolors 1994 Vintage Port til. Og så gik jeg i seng 23.30, fordi jeg simpelthen ikke magtede tanken om at stå op kl. 5.30 med Frederik og være wasted. Vi lå i stedet i sengen og hørte fyrværkeriet mens vi faldt i søvn. Ikke så fabulous, men jeg var virkelig glad for det dagen efter!

 

2 Comments

Post A Comment

  • Camille Engedal
    Posted at 15:54h, 13 januar Svar

    mums det ser lækkert ud!! mon din mor vil dele opskriften på desserten..?

  • Merete Hansen
    Posted at 11:36h, 05 januar Svar

    Godt Nytår! Sikke nogle skønne måltider.
    Jeg fik også snuppet en dåse Foie gras i Bordeaux lufthavn. Det er åbenbart noget de er begyndt på. Så i fremtiden skal alt der er godt ned i kufferten.
    Af andelever (selv om det ikke var en fedt-lever) prøvede jeg dit tip med at rulle den i film og stanniol og derefter i kogende vand. Det var svært at rulle sådan noget blæver stramt, men jeg prøver en anden gang. Smagen blev fin. De bedste hilsner Merete