Spicy sommermajs med svinekoteletter

Spicy sommermajs med svinekoteletter

IMG_2399

Majs-majs-majs… af en eller anden grund kan ordet give ubehagelige associationer, nok fordi man har traumer efter utallige dårlige salatbuffeter, hvor en pose frossen (og nogle gange ikke helt optøet!) majs sammen med en pose ærter, en dåse ananas og fesen kinakål skal forestille at udgøre et udvalg.  Men de stakkels majs bør ikke stigmatiseres pga. andres misbrug. Her i sensommeren fås de sødeste danske majs, og det er altså en helt anden oplevelse at spise rigtig majs i forhold til de ramt-smagende slags på dåse og frost.
Hvis du kan komme til det, når du køber dine majs, så snig dig til at åbne lidt i toppen af kolben, for at kunne få et kig ind under bladene. På den måde undgår du at komme hjem med udtørrede eller umodne majs.

Jeg synes det klæder majs at få lidt spice, som f.eks. i denne ret, hvor jeg serverer svinekoteletter med en dry-rub af korianderfrø til.

Spicy majs
3 majskolber
1 rød chili
1 fed hvidløg
Reven skal af ½ citron
Salt og peber
1 spsk. olie til stegning
1 lille håndfuld friske korianderblade

Pil bladene af majskolberne og skær kernerne fra kolben ved at holde fast i det lile “håndtag” i den ene ende af kolben, støtte den anden ende på skærebrættet og bruge en skarp brødkniv til at save kernerne af.
Flæk chilien og skrab kernerne ud. Hak chilien fint. Pil og hak hvidløget fint. Brug et julienne-jern eller den fine side af et rivejern til at rive skallen af citronen.
I en gryde steges majs, hvidløg og chili i olien i ca. 5 minutter ved middel varme. Smag til med salt og peber og tilsæt den revne citronskal til sidst. Drys med frisk koriander lige inden servering.

Svinekoteletter med korianderfrø
4 flotte svinekoteletter
1 spsk. tørrede korianderfrø
Salt
Olie til stegning

Tag koteletterne ud af køleskabet mindst 1 time før de skal steges. Stød korianderfrøene i en morter og rub koteletterne ind i det. Salt koteletterne og steg dem i olie 4-7 minutter på hver side, afhængig af størrelse.

3 Comments

Post A Comment

  • Jacob Dietz
    Posted at 14:31h, 09 september Svar

    Dåsemajs er grøntsagernes svar på burhøns. 🙂 I love it

  • Mira Arkin
    Posted at 13:11h, 03 september Svar

    Hej Sara
    Din salat lyder dejlig – tak for de søde ord 🙂
    KH. Mira

  • Sara
    Posted at 07:41h, 03 september Svar

    Helt enig! Opskriften ser lækker ud. Den må jeg prøve. Her på matriklen blev frisk lun majs her til aften smidt i en salat med romaine, advokado, skalotteløg og sennepsdressing. Det var også godt. Fin blog i øvrigt.