Specier med kandiseret citron

Specier med kandiseret citron

specier

Der er noget helt særligt over opskrifter, der overleveres i familien. Denne specieopskrift har jeg fra min bedste, som har den fra sin mor – min oldemor.

Min oldemor hed Agna og var en sej lille dame. Hun var Danmarks første kvindelige fotograf, hun var kvik og hun var god til at drille. Vi var alle sammen frygtelig glade for hende, og heldigvis er hendes datter, min bedste, lige så sej og kvik med masser af ben i næsen.

Min bedste laver specierne her med peanuts i. De er super gode og jeg elsker, at hun altid skærer dem tykt, så man får en ordentlig basse i hånden. Hun er faktisk ikke specielt glad for at lave mad (hun har en gang sagt, at hun ville hænge sig, hvis hun havde mit arbejde med at lave opskrifter og skrive om mad), men hun er vildt god til specier – og ris a l’amande.

Og min oldemor – som vi allesammen kaldte mormor, ligemeget hvilke relationer vi havde til hende – hendes gamle støbejernspande med tykt træhåndtag har jeg arvet. Den brugte hun til at stege frikadeller i, og det er en helt vidunderlig pande, som det simpelthen ikke kan lade sig gøre at brænde noget på i. Det er så rart og trygt at tænke på, at hun har stået og stegt frikadeller til sin mand og datter i den pande gennem et helt langt liv. Jeg bruger den godt nok mest til bøffer, men jeg tænker altid på mormor imens. Tekoppen fra det øverste billede har jeg i øvrigt fået af min bedste.

De kandiserede citronskaller, jeg bruger, har jeg slæbt hjem fra Frankrig fra Confiserie Florian, der ligger i nærheden af mine forældres hus i Sydfrankrig. Det er ikke helt ligegyldigt, hvilken type kandiseret frugt man køber, for der kan være meget stor kvalitetsforskel. Under alle omstændigheder er du nok nødt til at gå i en specialbutik for overhovedet at finde kandiseret citron, men nu kan du jo se nedenfor, hvordan min ser ud og så tænke lidt over det, når du køber din egen. Du kan sagtens lave specierne med kandiseret appelsin, men gå uden om den billige slags fra supermarkedet.
Jeg ved ærligt talt ikke, hvor man kan få det i Danmark. Prøv evt. den bod, der nogle gange er på Strøget foran Helligåndskirken, eller hos Specialkøbmanden eller Kagebutikken.

 

Specier med kandiseret citron
ca. 30 store specier

250 g hvedemel
75 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
200 g koldt smør
125 g kandiseret citronskal

1. Jeg bruger en foodprocessor til det her. Kom mel, flormelis, vaniljesukker og koldt smør i tern i foodprocessoren og køre det sammen til dejen næsten har samlet sig. Kom citronskallen i og lad dejen samle sig helt.

2. Form dejen til en tyk pølse med en diameter på ca. 5 cam, som pakkes ind i plasticfolie og sættes på køl i mindst 30 minutter – den kan også stå natten over eller et par dage.

3. Tag pølsen ud af køleskabet og brug en skarp kniv til at skære den i skiver på 6-7 mm. Læg dem med lidt afstand i mellem på bageplader – de hæver lidt og vokser på til siderne under bagningen.

4. Bag specierne i en 180 grader varm ovn i ca. 10 minutter.

kandiseret citron specier

specier

 

 

6 Comments

Post A Comment

  • Mathilde
    Posted at 18:19h, 02 maj Svar

    De ser virkelig lækre ud! Dejligt billede!
    Har sådan en idé om, at specier kun hører julen til – men det er da synd med sådan en opskrift. Tror du, at jeg vil kunne bruge frisk revet citronskal istedet? Og måske øge sukkeremængden en smule eller er det ikke nødvendigt? (Ved ikke hvor søde de kandiserede skaller er, som du bruger).

    – Mathilde

    • Mira Arkin
      Posted at 07:50h, 03 maj Svar

      For mig er specier en “standard” småkage, men i det hele taget glemmer jeg at bage småkager i løbet af året, så jeg kan godt følge din jule-tanke.
      Du kan sagtens lave dem med revet citronskal – det bliver noget andet, men det smager også godt. Du behøver ikke komme ekstra sukker i.

      • Mathilde
        Posted at 11:10h, 03 maj Svar

        Tak, Mira! Det vil jeg gøre. Og så vil jeg helt sikkert gå på jagt efter nogle gode, kandiserede citroner når jeg skal til Frankrig om en uges tid.

  • tina vanting
    Posted at 10:25h, 25 april Svar

    Der er en bod i torvehallerne i kbh der havde en mængde forskellig tørret frugt, måske kan man være heldig der

  • Signe
    Posted at 09:41h, 25 april Svar

    Yum!!

    Kan de mon laves med kandiseret ingefær? Jeg har nemlig et stort glas stående, som vi har fået af en ven med japanske forbindelser. Tænker at jeg nok skal skære lidt ned på mængden af kandiseret frugt, når det er ingefær, så det ikke vælter smagen totalt.

    • Mira Arkin
      Posted at 09:56h, 25 april Svar

      Det kan de – det smager vildt godt! Men du har ret i at nedsætte mængden lidt.