Spaghetti med muslinger og sprøde hvidløgsbrødkrummer
I dag holder jeg mig så vidt muligt indendørs. Gid det dog bare ville sne i stedet for dette sjaskede, kolde regnvejr. Man har brug for trøstemad og hvis det ikke skal være kage, så kan det jo være en god pastaret – jeg er en af de – tilsyneladene – få mennesker, der ikke er gået palæo/LCHF-vejen i januar. Januar er kedelig nok i forvejen, så jeg må gerne spise pasta.
Til gengæld er den ydmyge blåmusling sund og hurtig at tilberede, så prøv lige at lave denne tasty og simple pastaret, som måske kan bringe dine tanker det varmere himmelstrøg. Det er lige sådan en ret, man kunne sidde og spise i skyggen af en parasol i vandkanten et sted i Syditalien. Med bare tæer i sandet og et glas koldt hvidvin i glasset.
Spaghetti med muslinger og sprøde hvidløgsbrødkrummer
Hvidløgsbrødkrummer
1/3 lille ciabattabrød
1 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
½ tsk groft salt
sort peber
Pasta
400 g spaghetti
1 medium løg
1 stængel bladselleri
1 fed hvidløg
stængler fra 1 bdt persille
1 spsk olivenolie
1 kg blåmuslinger, rensede og gået efter
1½ dl tør hvidvin eller vermouth
½ tsk groft salt
sort peber
revet skal af 1 øko-citron
1. Til hvidløgsbrødkrummer tændes ovnen på 200 grader og brødet rives groft på et rivejern eller køres en tur i en foodprocessor til en grov rasp. Kom brødkrummerne i en bradepande med bagepapir i. Dryp olien over og knus hvidløget der i. Vend det hele godt sammen med salt og kværn med sort peber. Sørg for at olie og hvidløg fordeles i alle brødkrummerne. Rist krummerne sprøde i ovnen i ca 10 min.
2. Sæt en stor gryde vand over til pasta. Kom godt med salt i. Kog pastaen al dente.
3. Mens pastaen koger hakkes løg, bladselleri, hvidløg og persillestængler fint. Varm olien op i en gryde eller stor pande og kom løg og bladselleri i. Svits det ved middel varme et par minutter og tilsæt så hvidløg og persillestænger. Vend det sammen og kom så de klargjorte muslinger i gryden. Hæld vin eller vermouth ved, kom salt i, skru ned for varmen og læg låg på.
4. Muslinger skal simre i 5 minutter til de åbner sig. Vend igen godt rundt i gryden, så grøntsager, vin og saft vendes sammen med muslingerne. Gem et glas af pastavandet før vandet sigtes fra pastaen. Kom pastaen over muslingerne. Tilsæt lidt af kogevandet og vend det hele sammen med citronskal og friskkværnet sort peber. Drys med hvidløgsbrødkrummer ved servering.
Brugen af ristede hvidløgsbrødkrummer på en pastaret er noget der kommer fra Syditalien, hvor man i gamle dage dels ikke havde parmesanost (det er noget, der hører hjemme i Norditalien), dels var fattigere, så brød var billigere end ost. Det smager skønt og giver retten et dejligt rustikt præg og en god sprødhed sammen med pasta og muslinger.
Nanna Freving
Posted at 19:53h, 11 januarDet ser super lækkert ud, og rigtig flot billed!! 🙂