Spaghetti med cherrytomater og bacon

Spaghetti med cherrytomater og bacon

spaghetti med cherrytomater og bacon

I nytårskavalkaden nævnte jeg en af de pastaretter, jeg havde været ekstra glad for i 2010, nemlig den helt simple spaghetti med cherrytomater og bacon. Her får du opskriften.

Ikke nok med, at retten er ultra nem og hurtig at lave, den er også billig og så smager den simpelthen bare så utroligt godt. Især hvis man som mig er tilhænger af enkle pastaretter, hvor pastaen ikke domineres af for meget sovs eller fyld, men får lov at være pasta, så man kan nyde fornemmelsen af at bide i spaghettien og virkelig mærke dens tekstur. Shit, nu er jeg ved at dø over længsel efter spaghetti. Hvad er der med mig og spaghetti? Der er et eller andet…en kosmisk spaghetti-connection.

Vi er ude i en variant af spaghetti med tomatsovs – nok den ret, jeg ville tage med mig på en øde ø. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at jeg kunne blive træt af det. Når studerende whiner over, at de kun har råd til spaghetti med tomatsovs, kan jeg simpelthen ikke se, hvad problemet er. I denne udgave har jeg brugt cherry tomater (som er de tomater, der smager af noget på denne årstid, men let’s face it: så meget forskel er der altså heller ikke på tomaterne om sommeren og om vinteren – ikke når man køber dem i supermarkedet. De er jo alle lavet i drivhuse alligvel. Noget andet er så, hvordan tomaterne smager, når de er plukket ude i haven eller af en lækker spansk mand ude på en solrig mark, men hvor ofte er det lige tilfældet?!).
Nå, men udover cherrytomater, så er der hvidløg, olivenolie og som ekstra bonus også bacon, hvilket dog sagtens kan udelades. Retten her var endnu et resultat af, hvad jeg havde i køkkenet den dag, så derfor kombinerede jeg de friske cherry tomater med 1 dåse cherrytomater, men ellers havde jeg nok lavet den kun med de friske. Der kommer lidt mere sovs ud af dåse-udgaven. Tomaterne og baconen skal bare ind i ovnen i det samme fad, så der er også begrænset mængde opvask og ingen bacon-hørm (ikke et ondt ord om bacon-hørm) i det lille hjem.

 

Spaghetti med cherrytomater og bacon
Til 4 personer

500 g. spaghetti (jeg bruger De Cecco spaghetti nr. 12, som er dejlig tyk)
750 g. cherry tomater (eller 500 g. friske og 1 dåse)
1 fed hvidløg
2 spsk. olivenolie
1 tsk. sukker
1 pakke bacon eller pancetta (125 g.)
salt og friskkværnet sort peber
masser af friskrevet parmesan eller grana

1. Tænd ovnen på 200 gr. Vask tomaterne og kom dem i en ovnfast fad sammen med olivenolie og hakket hvidløg. Krydr med sukker (sukker fremhæver tomaternes sødme), salt og peber og pop det i ovnen i 15 minutter.

2. Efter 15 minutter tages fadet ud og baconen draperes henover tomaterne og fadet kommes i ovnen igen i 15 minutter til baconen er sprød.

3. Kog imens pastaen i rigeligt vand med godt med salt i. Pastaen skal være al dente, dvs. der skal være noget at bide i. Sigt vandet fra og vend spaghettien med tomaterne og baconen. Riv evt. baconen i mindre stykker, hvis den ikke selv brækker over under blanding med pastaen. Servér med masser af friskrevet parmesan.

Vintip: En frugtig Sangiovese er lige i øjet til pasta med tomater. Så gå efter f.eks. en Chianti Classico.

cherry tomater

Spaghetti med cherrytomater og bacon

spaghetti med cherrytomater og bacon

11 Comments

Post A Comment

  • Anja
    Posted at 16:00h, 24 januar Svar

    Vi lavede denne ret i lørdags og den blev rigtig god, men der skal arbejdes lidt med at få den til at blive helt så lækker som din ser ud på billedet.
    Måske lidt længere tid i ovene eller lidt mere varme … evt. et andet fad, men det må jeg jo prøve mig frem med for smagen var fantastisk og det er skønt med sådan en simpel ret.
    Kram Anja

  • Peter
    Posted at 22:40h, 18 januar Svar

    Citat:

    “Når studerende whiner over, at de kun har råd til spaghetti med tomatsovs, kan jeg simpelthen ikke se, hvad problemet er.”

    Det er forhåbentligt en joke. Eller du har måske lyst til at bytte budget?

    • Mira Arkin
      Posted at 09:12h, 19 januar Svar

      Tak for din kommentar, Peter. Jeg håber du forstår, at min tone herinde på bloggen for det meste er humoristisk :-). Min pointe er, at der heldigvis er masser af billig mad, der smager fortrinligt og at min egen yndlingsspise er noget af det billigste overhovedet. Se evt. min kategori Meget for Pengene.

  • heidi
    Posted at 07:53h, 14 januar Svar

    Jeg lavede dette i går (dog med lidt færre tomater og lidt mere hvidløg, men ellers stort set som i opskriften), og det var supergodt! Det er imponerende hvordan en så simpel ret kan smage af så meget – og selv manden, som i bogstaveligste forstand er kødæder og normalt ville synes der er alt for lidt kød i, syntes også om det, så jeg siger tak for inspirationen 🙂

  • Fru Clausen
    Posted at 22:18h, 13 januar Svar

    Så enkelt … SÅ fantastisk! Tak for inspiration i rigelige mængder. “Tillod” mig at strø rundhåndet med ruccola udover denne ret – for en visuelt orienteret betyder synsindtrykket også en smule … 🙂

  • Maria Hansen
    Posted at 03:29h, 13 januar Svar

    Glæder mig allerede til og lave det til imorgen… er simpelthen forelsket i din blog.. Dejlig mad 🙂

  • Michael Nielsen
    Posted at 14:04h, 12 januar Svar

    Prøv at skift sukker ud med balsamico, det pynter ikke på farven, men kors det går godt i spænd. Jeg plejer også at snitte et løg og komme med i ovnen… Goddammit det er guf!

  • Anne
    Posted at 11:20h, 12 januar Svar

    Hej Mira.

    jeg har sat opskriften på vores madplan, men kan du fortælle mig, hvor man kan købe De Cecco pasta henne? Vil gerne smage det.

    Mvh Anne

    • Mira Arkin
      Posted at 11:29h, 12 januar Svar

      Det kan du købe i bl.a. Irma og nemlig.com, som er et online supermarked, og sikkert også mange andre steder.

      • Thomas R
        Posted at 02:28h, 10 april Svar

        … De Cecco giver dén “pasta på restaurant-fornemmelse” som mange nok drømmer om, og fås desuden også i Føtex, i Løvbjerg, nogle Kvickly, nogle SuperBrugsen og Salling Super. Det er rimelig dyrt, sammenlignet med fx. Nettos Pasta Zara, som er nem at koge al dente, men smager af knap så meget – til gengæld vil man opleve, at der er meget mere fylde- og smagsgods i De Cecco. Husk at pastaen er den bærende bestanddel i den samlede ret.

        • Mira Arkin
          Posted at 18:09h, 10 april Svar

          Det ER nemlig bare en dejlig pasta 🙂 Man kan desværre ikke få de Cecco i min Føtex her på Vesterbrogade i Kbh., men der er måske forskel.