Sommermad i Tourrettes

Sommermad i Tourrettes

Der er rigtig sommer her i Tourrettes sur Loup, som Peter, Otto og jeg ankom til i går. Vi besøger mine forældre hernede og skal sådan set bare slappe af og nyde en uges tid med ordentligt sommervejr. Jeg vil lige fortælle hvad jeg har lavet (altså spist) indtil videre…

Jeg startede dagen med en svømmetur i poolen og derefter var min mor og jeg på markedet i Tourrettes, hvor jeg købte tomater, kirsebær og store vidunderlige peberfrugter. Tomaterne skal jeg lave a la provencal til et stykke svinenakke, vi griller i aften. Vi får et par venner på besøg, så vi starter med at fejre deres ankomst med en foie gras terrine hapser og en anden hapser med artiskok-puré. Mumsi!

I går tog mine forældre imod os med en lækker middag.

Min mor elsker pasta lige så meget som jeg gør, og hun og min far havde været et smut i Alto Adige – i Sydtirol – på vej herned. I nærheden af Bolzano havde de købt et stykke speck, som er den Sydtirolske skinke der er saltet og lufttørret. Mor lavede denne forret med halvmåne ravioli (mezza luna) fyldt med karl johan (og de var altså bare fra supermarkedet, men de smagte fantastisk). De blev kogt og vendt med smør og drysset med knust, stegt speck og parmesanost. Vildt lækkert.

Derefter fik vi mixed grill med et par bøffer og 3 slags pølser. Forrest er det chili chipolatas, i midten peruginas og bagerst et par tykke toulousepølser.

Til kødet spiste vi et par skiver bøftomat med olie og eddike og denne smukke skål med brede bønner i persillade.

Vi har lige spist frokost. Sprødt baguette med solvarme tomater, friske løg og Maille mayonnaise. En smatmoden Coulommiers, en Tomme med herbes de provence. Og så en kop af min fars perfekte espresso til sidst med et stykke mørk chokolade. Så dejligt.

2 Comments

Post A Comment

  • Zoë Escher
    Posted at 15:18h, 18 juli Svar

    Sydfrankrig er skøn på denne tid af året. Mine forældre bor også i Provence.
    Kvaliteten på de lokale markeder og hos slagteren er noget andet end i DK.

    Det ser lækkert ud!

    God ferie:-)

    • Mira Arkin
      Posted at 16:19h, 18 juli Svar

      Jeg er så enig, Zoë 🙂