Sommerlig spaghetti carbonara
En ny udvikling i vores nye liv som forældre er, at Peter laver langt mere mad, end han gjorde før i tiden. Og det var ikke noget med at han ikke gad, men mere noget med at jeg insisterede på at have monopol på køkkenet, som jeg faktisk anser for mit køkken. Ikke vores.
Men nu er det pludselig noget andet. Jeg har jo ikke tid til hverken det ene eller det andet, nu hvor Otto tager stort set al min opmærksomhed. Derfor har Peter overtaget meget af madlavningen om aftenen – under min instruktion.
Det blev forleden til denne fastfood ret: spaghetti carbonara i sommerklæder. Sommerklæderne bestod i en courgette og et drys persille :-). Det her er sådan en smart og hurtig ret. Husk, at det er dansker-røv at komme fløde i. Du kan til nøds komme en mikroskopisk sjat i, men jeg bruger bare lidt af pastavandet som hjælp til at sovse æg og parmesan sammen. Fløde er ikke originalt og det er ikke nødvendigt. Det vigtigste for en god carbonara er to ting: at man lader pastaen bestemme, hvornår retten er færdig (pasta waits for nobody!) og at man ikke lader æggene koagulere ved for meget varme i gryden.
Peter klarede det så fint. For den uerfarne kok kan jeg anbefale, at man sørger for at have hakket og forberedt alt, man kan, inden man sætter pastaen over. Så har man så lidt stress som muligt, mens pastaen koger. Jeg gør bare det hele mens pastaen står og bobler, men jeg er også hurtig.
Spaghetti Carbonara med courgette og persille
4 portioner
500 g spaghetti (jeg bruger altid De Cecco)
salt
200 g bacon i tern
1 courgette
1 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
evt. revet skal af ½ lille citron
3 store frilands/øko æg
100 g revet parmesan eller grana
groftkværnet sort peber
persille til drys
1. Kog pastaen i godt saltet vand. Steg imens bacon sprød i en pande. Tag baconen af panden og kom den over på en tallerken med køkkenrulle til at suge fedtet.
2. Riv courgetten groft og hak hvidløget fint. Varm olien i en ren pande og kom courgette og hvidløg i. Steg det i 1-2 minutter.
3. Pisk æg sammen med revet ost og kværn godt med sort peber i. Tag 1 dl af pastavandet fra.
4. Når pastaen er al dente, sigtes vandet fra og pastaen kommes tilbage i den varme gryde (der skal være slukket for blusset). Kom bacontern, courgette, pastavand, evt. citron og til sidst æggeblanding over og vend det sammen i gryden. Varmen fra pastaen og gryden får osten til at smelte og ægget til at tykne, så det bliver til en cremet sovs. Hvis gryden er meget varm, kan du komme ud for, at noget af æggeblandingen stivner (koagulerer) i bunden af gryden, men det gør ikke noget. Drys med hakket persille og spis med det samme.
Allan Gylden
Posted at 15:49h, 19 aprilHej
Lækker ret vi har talt om at den godt kunne tage lidt mere grønt. Hvilke vil i anbefale sammen med courgetter? Ag
Mira Arkin
Posted at 17:11h, 21 aprilHej Allan,
Det kunne være grønne bønner eller ærter, super fintsnittet savoykål eller kålskud eller asparges.
MVH Mira
johs. mortensen
Posted at 20:51h, 08 augustplus at det skal være en god bacon. der er en slagter ålbæk i det sydlige jylland. han kan det knold.
Flemming
Posted at 20:48h, 04 augustUnder vores sommerferie i år fik jeg Carbonara en del gange. Jeg har ikke fået det så mange gange før, men jeg blev virkelig bidt af det, så jeg vil prøve at lave det selv herhjemme, og håber det kan blive tilnærmelsesvis lige så godt. Tak for opskriften 🙂
Laura
Posted at 21:35h, 13 juniJeg troede, fløde/kke-fløde tvisten handlede om, hvilken del af Italien man er fra?
Riccardo Adragna
Posted at 09:12h, 19 juniHej Laura,
du er ret i nogle del af Italien bruger man fløde,
men den originale “carbonara” kommer fra Rom og der bruger de kun æggeblommer.
Riccardo Adragna
Posted at 21:26h, 13 juniHej Mira,
Det lyder meget spændende med courgetter og citron skal, det skal jeg nok prøver!
Som Italiener er jeg meget glæd for at du bruger ikke fløde… som du siger korrekt men behøver ikke at gøre det 🙂 Jeg smider linket til din opskrift i vores facebook page!
Du kan også prøve at bruge “pancetta” i stedet for bacon, retten bliver meget bedre…
Tak
Riccardo
PS
Jeg foretrækker at spise carbonara med “rigatoni” , næste gang prøv det her i sted for de cecco: http://socialgoodstories.dk/products-page/food/%C3%B8kologiske-anti-mafia-rigatoni-fra-corleone-500gr/ 😉
Riccardo Adragna
Posted at 14:20h, 03 juliPPS
Denne er den korrekte link:
http://socialgoodstories.dk/products-page/food/okologiske-anti-mafia-rigatoni-fra-corleone-500gr/
foodfanatic
Posted at 15:16h, 13 juniKære Mira
Det kan godt være, at det er Peter, der laver maden, men jeg syntes stadig, det er enormt overskudsagtigt, at du i det hele taget får blogget. Hatten af for det, og smuk ret i øvrigt.
Kh Nadia
Mira Arkin
Posted at 20:35h, 13 juniTak Nadia – blogging får mig til at føle mig lidt normal stadigvæk, så jeg ville ikke undvære det :-).
Bettina Amden
Posted at 13:16h, 13 juniHovhov…. danskerrøv? Jeg har en italiensk kogebog der siger fløde…… Men jeg vil bestemt prøve uden. Jeg bruger næsten altid courgetter for at lette stivelsesbomben bare lidt.