Solbærkage med streuseltopping
Amerikanerne har en slags kager, der hedder coffee cakes. Det er ikke fordi der er kaffe i kagerne, men fordi de spises til kaffe. Min mormor købte coffee cakes (hun elskede at spise, men lavede aldrig mad. Alt blev købt, men det var altid af høj kvalitet), og jeg elskede dem, for de var altid dejligt snaskede og saftige kager, som også holdt sig ret godt. Og det er altid godt med en kagerest, man kan gå og græsse af – min mormor kaldte småspiserier for grazing. Ligesom køerne småspiser hele dagen på marken.
Denne version af en coffee cake har streusel på toppen – altså en slags crumbledej, som giver kagen ekstra struktur og variation. Det er oprindelig en tysk ting, som immigranter tog med sig til USA – jævnfør navnet – og man ser også kager med streuseltopping i Tyskland i dag.
Jeg brugte af mit hjemmelavede solbærsyltetøj, men du kan bruge alt muligt imellem dejen og streuseltoppingen. Frisk frugt og bær, som æbler, hindbær, brombær, ferskner eller blåbær. Eller forskelligt slags syltetøj – kirsebær, jordbær, hyben. Eller du kan være ekstra syndig og komme et lag karamel – f.eks. et glas dulce de leche – sammen med lidt æbler. Der er mange muligheder. Dejen har creme fraiche i sig, og det er med til at gøre kagen ekstra saftig og give god holdbarhed.
Solbærkage med streuseltopping
Dej
225 g sukker
115 g blødt smør
1 tsk vaniljesukker
2 store æg
325 g hvedemel
2 tsk bagepulver
250 g creme fraiche 18%
350 g solbærsyltetøj
Streusel
80 g lys muscovadosukker
½ tsk kanel
175 g hvedemel
75 g smeltet smør
1. Tænd ovnen på 175 grader. Pisk sukker og smør sammen til det bliver lyst og luftigt. Tilsæt vanilje og æg og pisk godt sammen (jeg bruger en røremaskine). Bland mel og bagepulver og tilsæt det til dejen i portioner, skiftevis med creme fraiche.
2. For en bradepande på ca. 20×30 cm med bagepapir og kom dejen i. Fordel syltetøjet på toppen.
3. Muscovodasukker, mel og kanel sammen i en skål og rør det sammen med smeltet smør, så det danner klumper. Fordel streuseldejen over syltetøjet. Bag kagen midt i ovnen i 45-50 minutter.
Tahrir
Posted at 13:40h, 21 oktoberKære Mira,
Kan muscovadosukkeret erstattes med andet sukker? Evt. rørsukker eller farin? Jeg kan nemlig ikke finde sukkeret hos den lokale købmand.
Venlig hilsen,
Tahrir Hadidi
Mira Arkin
Posted at 22:24h, 21 oktoberDu kan sagtens bruge både rørsukker og lys farin, og også almindeligt sukker, men så bliver det lidt mere anonymt i smagen.
Rikke
Posted at 07:45h, 28 septemberKan klart anbefales… også med lidt ekstra creme fraiche ved siden 😛
Zoë
Posted at 14:04h, 28 augustEj, hvor ser det lækkert ud. Den må jeg lave:-)
Mathilde
Posted at 22:48h, 27 augustKære Mira,
Denne kage var lige det inspirationskick jeg havde brug for på en helt utrolig våd århusiansk søndag. Og den var bare SÅ god. Svampet og lækker og knasende og solbærsøndagssød. Jeg blev meget populær da den kom ud af ovnen ved kaffetid 🙂 Tak for den!
Kh.
Mathilde.
Mira Arkin
Posted at 09:40h, 28 augustFedt, Mathilde! Håber I overlevede syndfloden! Hvis man spiser nok kager, flyder man bare ovennpå :-).
KH Mira