Solbær-pære crumble med havregryn og kanel
Det er så vild en farve, der kommer ud af solbær. Her har jeg brugt solbær sammen med pære i en lækker crumble. Syren fra solbærrene er super god sammen med sødmen fra pærerne. Crumbletoppingen lavede jeg også et par dage efter bare for sig selv, hvor jeg brugte den som drys på en dessert med bagte ferskner, abrikoser og kirsebær sammen med en klat rørt græsk yoghurt.
Er I også tilbage på arbejde? Jeg har første dag på kontoret i dag efter en dejlig lang ferie. Der er mail, der skal besvares og planer der skal lægges. Blandt andet skal efterårets Feastmiddage planlægges lidt nærmere. Seafood Feast d. 20. august er udsolgt, men der kommer også arrangementer i september og oktober, som vi arbejder på at få planlagt færdigt.
Solbær-pære crumble med havregryn og kanel
til 6 personer
Fyld
500 g pære (3-4 stk)
250 g solbær
3 tsk maizena
50 g rørsukker
1 stang vanilje
Crumble
80 g hvedemel
90 g koldt smør
40 g grovvalsede havregryn
3 spsk lys muscovadosukker eller rørsukker
1/4 tsk kanel
1 tsk smør
1. Skræl pærerne og fjern kernehuset. Skær pærerne i tern og kom i en skål sammen med solbær, maizena og rørsukker. Flæk vaniljen, skrab kornene ud og kom dem i skålen med frugt. Vend det sammen og lad det stå mens du laver crumbletoppingen, så maizenaen opløses.
2. Smuldr med fingrene smørret ud i melet, så det ligner grov rasp. Tilsæt havregryn, sukker og kanel og bland det sammen. Smør en tærteform eller lille bradepande med smør. Vend frugten en ekstra gang rundt, så der ingen maizenaklumper er og kom det over i den smurte form. Smuldr crumblen over i et jævnt lag. Bag crumblen ved 180 gr i 25-30 min. Smager skønt med crème fraiche, flødeskum eller vaniljeis.
No Comments