Snebolde med hvid chokolade og kokos
Foto: Line Klein
Dem her skal jeg helt klart lave igen i weekenden. Jeg havde helt glemt, hvor lækre og ikke mindst nemme de er at lave. Er du til mere klassiske havregrynskugler, kan du selvfølgelig bare skifte den hvide chokolade ud med mørk eller med med mælkechokolade, hvis du vil have en mild mellemting. De er også rigtig lækre rullet i knuste pistacienødder eller ristede, hakkede hasselnødder hvis du vil prøve noget andet end kokos.
Husk at hvid chokolade har et meget lavt smeltepunkt, så det går væsentligt hurtigere end med mørk chokolade pga. det ikke eksisterende indhold af kakaotørstof. Pas derfor på, du ikke overopvarmer chokoladen, så den krystalliserer og bliver hård og mærkelig.
Snebolde med hvid chokolade og kokos
40 stk.
100 g hvid chokolade
250 g marcipan
150 g blødt smør
150 g havregryn
kornene fra ½ vaniljestang
2 dl kokosmel
1. Bræk chokoladen i stykker og smelt den ved svag varme, enten i mikroovn eller over vandbad. Rør marcipan, smør, havregryn og vanilje sammen med den smeltede chokolade – brug evt. en røremaskine.
2. Tril dejen til små kugler og rul dem i kokosmel. Kom sneboldene på køl inden de skal spises.
No Comments