Smørdampet spidskål med citron og vesterhavsost
Eller Pimp-din-kål, som indlægget også kunne have heddet. Hvor er det sindssygt, så lækkert kål smager, når man lige gør lidt ekstra ud af det. Jeg lavede et spidskål på denne måde i onsdags og det var så tasty, at jeg lavede præcis det samme igen i går aftes. Onsdag var det sammen med frikadeller med fennikelfrø og forårsløg. Torsdag med nye kartofler, persillesovs og lækre koteletter af frilandsgris.
Osten behøver selvfølgelig ikke lige være vesterhavsost – det kunne sagtens være gruyère, parmesan, pecorino eller alt muligt andet.
Smørdampet spidskål med citron og vesterhavsost
Tilbehør til 3-4 pers.
1 spidskål
25 g smør
salt og sort peber
1 håndfuld persille
revet skal af ½ citron
en håndfuld groftrevet vesterhavsost
Del kålen i 6-8 både – behold stokken på, så den kan holde sammen på bladene i hvert stykke kål. Læg kålen i en pande og fordel smørret i et par klatter i panden. Drys lidt salt og peber over og kom låg på. Lad kålen dampe i ved middel varme i ca. 10 min. Vend kålstykkerne en enkelt gang undervejs.
Server kålen med hakket persille, citronskal og ost over.
No Comments