Skotland – Tyren Ferdinand, steak and ale pie og besøg på et slagteri

Skotland – Tyren Ferdinand, steak and ale pie og besøg på et slagteri

Der sker en masse forskelligt i dette indlæg. Billedet her er fra mit besøg på Skotlands største slagteri, hvor den gamle direktør havde sit kontor-slash-mødelokale dekoreret med gamle billeder af præmiedyr. Blandt andet denne vidunderlige tyr, Black Joe, som jeg syntes var så fantastisk. Den ser så stolt og tilfreds ud og den mindede mig gevaldigt om tyren Ferdinand fra den klassiske Disney tegnefilm fra 1938, som faktisk også vandt en Oscar.
I Sverige viser de filmen hvert år til jul i den svenske udgave af Disneys Juleshow, og jeg elsker den. Den følsomme, fredselskende tyr, der bare foretrækker at sidde og dufte til blomsterne, er verdens sødeste. Se selv:

Du kan se filmen her: http://www.youtube.com/watch?v=CGTVRbpAuRo

Tilbage til Skotland, hvor der simpelthen bare er så utroligt smukt. Min far, som har et svagt punkt for Skotland og sækkepiber, uden dog at have været der, ville blive så lykkelig over at stå her og skue ud over Loch Lomond. Jeg tror, nordjyder og skotter har en hel del til fælles.

Vi besøgte det store slagteri, Scotbeef, hvor Ian Galloway er direktør. Det var mit første besøg på et slagteri, og jeg var faktisk lidt nervøs over det. Det er en naturlig del af at spise kød, at dyrene skal lade livet. Men jeg har aldrig set det på nær hold, og hvad nu, hvis jeg aldrig kunne spise kød igen efter besøget?

Her har vi så den karismatiske, gamle Hr. Galloway, der gladeligt tog imod besøg på sit slagteri. Mens vi sad på hans kontor, kørte den ene lastbil efter den anden forbi os, fuld af levende kvæg. Jeg sad med en knude i maven og betragtede dyrene, der holdt og ventede på at blive lukket ud af bilerne og ind i slagteriet og deres død. Det var væmmeligt, men jeg mindede hele tiden mig selv om, at jeg godt kan lide at spise kød. At det er en naturlig del af livet og fødekæden, og at dyrene her havde haft et godt liv ude på de grønne bakker i Skotland. Og at jeg skulle tage mig sammen, for hvis jeg vil spise kød, må jeg også kunne klare at besøge et slagteri og se fakta i øjnene. Når vi spiser kød, er der er dyr der har ladet livet. Sådan er det. Så må man bare sørge for, at dyret har haft et ordentligt liv, at det er blevet behandlet godt, og at vi respekterer dyret ved at bruge det op, når nu vi har taget dets liv.

Jeg troede egentlig, at det var helt umuligt at få lov at kigge indenfor på et slagteri – at man for alt i verden ville skjule, hvad der foregik. Men hos Scotbeef var jeg velkommen til at se med. Dog ville de ikke have at man kiggede med, mens dyrene blev slået ihjel, og det havde jeg det altså også fint med, for det havde jeg ikke lyst til at se.

Nu kommer der et par billeder fra slagteriet, så hvis du ikke vil se med, er du advaret.

Dyrene bliver ledt roligt ind på slagteriet. Indgangen er indrettet, så der ingen skarpe kanter er, men alt er afrundet. Det er vigtigt at dyrene ikke oplever stress op til slagtning, for det påvirker kødets kvalitet.

De bliver først slået hårdt i panden med en stav, som gør dem bevidstløse. Herefter får de elektrisk stød indtil de er døde. De mærker intet af det, fordi de er bevidstløse mens det står på.

Derefter hænges dyrene op i det ene bagben og føres ind på selve slagtelinjen. Det var her fra, at jeg kiggede med.

Her er dyrene lige kommet ind efter de har fået stød og er døde. Det er nogle kæmpe store dyr. Slagteren starter med at fjerne tarmene helt fra halsrør til endetarm, så resten af kødet ikke bliver inficeret.

Herefter er der en masse splat og blod, som jeg ikke har tænkt mig at vise jer.

Vi springer derfor direkte til enden af slagterbåndet, hvor dyrene er renset for blod og indvolde, skindet er taget af, hovedet og klove er fjernet og de er blevet skåret i to. Det var et facinerende at se, hvordan det i den ene end er et helt dyr, som kommer ind. Man kan stadig forestille sig det som et stykke levende, varmt kvæg. Og her til sidst ligner det ikke mere et dyr, men en slagtervare – et stykke kød. Noget spiseligt. Alt sammen foregår på under en halv time. Dyrekroppene kører fra den ene station til den anden, hvor forskellige slagtere står og har hver deres opgave. En fjerner tarmene, en skære klove af osv. Det er super effektivt.

Det krævede lidt mod fra mig, at gennemføre dette besøg, men jeg tog det i stiv arm. Som kødspiser er det sundt at se, hvordan det her foregår og jeg er slet ikke færdig med kød efter sådan et  besøg.

Nok om slagteriet. Nu til frokost.

Frokosten foregik på den hyggelige kro, The Inn at Kippen, som lå en halv time fra slagteriet. Her skulle vi mødes med bondemanden John Maxwell og hans kone Margaret til en frokost og derefter skulle vi ud og se deres søn Duncans gård og til sidst John og Margarets gård.

Jeg fik en iskold fadøl, den skotske Tennent’s.

Øllen var helt almindelig lager, så ikke noget spændende. Jeg spiste steak and ale pie, der var lavet med skotsk oksekød og kom med ret så gode fritter til og lidt sauterede grøntsager. Jeg fik en god sludder med Margaret, der fortalte, hvordan hun havde drevet bed & breakfast alene med 20 værelser, mens John havde passet gården. Hårdt arbejde!

Efter frokosten tog vi med John ud for at besøge hans søn Duncan på hans gård, Blairvockie Farm.

Den lå med det skønneste vue over Loch Lomond. Her går Duncans kvæg og får og hygger sig med at spise græs og blomster og nyde udsigten. De går frit omkring og hvis jeg var en ko, kunne jeg ikke ønske mig noget skønnere sted at leve.

John Maxwell er i halvfjerdserne, men han spænede op ad bakkerne hurtigere end nogen af os andre. Han var en skøn mand med de mest fantastiske, lyseblå øjne og et lyst sind, som hans flotte søn Duncan også havde arvet. Dejlige mænd.

Duncans kvæg gemte sig, men vi så flere af hans får.

For at komme i nærheden af nogle af de flotte kvæg,  besøgte vi derefter Johns egen gård.

Her kørte vi en meget bumlet tur i en Rangerover ud i bakkerne bag John og Margarets gård for at finde de flotte dyr. John stillede sig op og begyndte at kalde på dem. De svarede lidt igen. Sådan: “Hold nu kæft med det der, vi gider ikke komme, vi er faktisk lige midt i at spise græs”. Men han blev ved med at kalde og til sidst begyndte de modvilligt at bevæge sig hen mod ham fra markerne omkring indtil de stod helt tæt på os. Smukke, store dyr. Jeg tror det var Galloways.

Dyrene går ude næsten hele året. Nogle af racerne er ude altid, også i frost, hvor de så bare får ensilage at spise. Andre racer kommer ind i de koldeste måneder. Men skotsk kød er altså stort set altid græsfodret og man går ikke så meget op i økologi, for de er i forvejen næsten helt økologiske, da de bare render rundt i det fri og spiser den naturlige bevoksning.

Vi sagde farvel til John og hans flotte dyr og kørte tilbage til Edinburgh for at klæde om til aftenens fancy middag på den Michelinstjernede restaurant, Number One på det smukke Balmoral Hotel.