Skøn smørrebrødsfrokost på nye Esplanaden 48

Skøn smørrebrødsfrokost på nye Esplanaden 48

Her på Esplanaden 48 spiste jeg en perfekt frokost i mandags. Det er smørrebrød på virkeligt højt niveau og med et moderne præg, men stadig helt klassisk funderet. Alt var tilberedt og serveret med præcision og det er helt tydeligt et erfarent hold, der står bag restauranten. Her er ingen slinger i valsen overhovedet. ALT var godt. Og alt var hjemmelavet.

Det er Poul Eriksen, som stod bag Grøften i Tivoli i 20 år, som har overtaget lokalerne på Esplanaden, som tidligere husede Grønbech & Churchill. Nu er det blevet til frokostrestaurant og Eriksen har taget Søren Lützen med fra Grøften.

Min medspiser, Lars, lagde ud med gammeldags modnet sild  med agurk, syltet glaskål, rygeostcreme, mayonnaise, masser fa karse og purløg, radiser og noget der vist var maltpulver. En rigtig fin og smuk sildeservering og en god sild med bid i. Der var Snaps Bornholm med havtorn, dild og agurk til og den lette smag gik perfekt med agurken i sildemaden.

Den var også perfekt til min citrusmarinerede Fanø laks med drænet kærnemælk og syltet fennikel. Der var sprøde boghvedekerner og rugbrødet var hjemmebagt. Laksen var råmarineret og havde dejlig smag af citron, som også havde givet den lidt ekstra fasthed. Virkelig lækker ret og rigtig pæn også. Min hvedeøl fra Mikkeler passede perfekt til – den har også meget tydelige citrusnoter og er let og frisk – lige som retten.

Vi delte dette luksus stjerneskud med sprødpaneret pighvar, håndpillede rejer, stenbiderrogn, sprøde grønne asparges og sprøde letsyltede hvide asparges. Der var en let sødlig cremefraichedressing med citron til som godt kunne have været uden sukker for min skyld, men som dog fremhævede rejernes og aspargesene sødme. Sikke en fin servering med alt hvad der er godt lige nu (og lidt til).

Der er flere tatarretter at vælge imellem på Esplanaden 48. Der er fx en klassisk rørt tatar, som Eriksen selv kommer og rører ved bordet. Vi kunne dog ikke modstå den blærede tatar med stegt foie gras og trøffel, som nærmest kalde på os fra menukortet. Kød fra Himmerland var hakket én gang, så der var lidt at tygge i. Der var trøffelmayonnaise, stegt foie gras, friskrevet trøffel og urter og små kugler af balsamico, som gav en fint syrespark til den sexede umami-tunge ret. Tataren var serveret på det hjemmebagte grove rugbrød, så der var noget at tygge i – den mørke rugbrødssmag var perfekt til de kraftige smage. Den her tatar er i sig selv besøg efter besøg værd på Esplanaden 48. Jeg ved, at jeg næste gang jeg kommer, skal tage mig gevaldigt sammen for ikke at vælge den igen på bekostning af muligheden for at smage en anden ret. I det hele taget er menukortet bare så godt komponeret at det er mega svært at vælge. Der er så mange både klassiske og mere moderne serveringer, jeg har lyst til at kaste mig over. Det var godt Lars var med, så vi kunne dele nogle af retterne og dermed smage flere. Ikke mindst desserterne…

Jeg var lige ved at springe over, men GODT jeg ikke gjorde det og alligevel lod min grådighed vinde. Denne medalje var formidabel! Helt perfekt. Tynde, ultrasprøde, vaniljeprikkede mørdejsbunde samlet à la minute med tyk, vaniljetung konditorcreme, hjemmelavet frisksmagende hindbærsyltetøj og masser af perfekt, kold flødeskum. Jeg har faktisk aldrig fået en bedre medalje.

Prøv lige at se, hvor lækker den er! Gid GID GID jeg havde den stående lige foran mig igen NU! Godt jeg skal have kage i eftermiddag (det er nemlig Peters fødselsdag i dag).

Sammen med den i øvrigt dejlige kaffe (fra Kafferiet lige inde ved siden af) fik vi også hver vores flotte franske vaffel. Ultrasprød, fluffy og næsten vægtløse butterdejskager drysset med masser af sukker og lagt sammen om en lækker kaffesmørcreme med lidt salt i. Ikke et øje var tørt. Og vi var heller ikke sultne, men heller ikke overmætte. Det var faktisk helt perfekt.

Lige nu har restauranten et særligt aspargeskort med ekstra aspargesretter her i sæsonen. Det elsker jeg at de gør.

Jeg bliver bare så glad over sådan en god spise- og serviceoplevelse, som jeg fik her. Der var tænkt over det hele, alle tager deres fag alvorligt og udviser enorm faglig stolthed. Al mad var lavet ordentligt og med fuldstændig sikker hånd. Godt gået og jeg håber, jeg snart kommer igen.

No Comments

Post A Comment