Sexet smørrebrød på Kähler i Tivoli
I Bededagsweekenden tog vi Otto med en tur i Tivoli. Og da vi havde kørt ham træt med veteranbiler, påfugle og springvand, så vi vores snit til at spise en god frokost på Kählers inde i den smukke, gamle have. Der er lavet lidt om i restauranten, siden jeg spiste der i vinter. Køkkenet er blevet åbnet mere op, og nu i sommerhalvåret kan man sidde på den lange terrasse, der smyger sig rundt om restauranten – bl.a. med fremragende udsigt over til det eventyrlige Nimb.
Vi satte os indenfor i de danske designerstole og valgte en masse forskelligt smørrebrød fra det spændende kort.
Der er naturligvis Kähler keramik over alt i restauranten. De stribede vaser bruges som vinkølere og al maden serveres på Mano tallerkener og fade. Jeg fik en lyng snaps fra Hr. Skov, som jeg aldrig før har hørt om. Den var cremet og dejlig. Peter smagte hybensnapsen, som var super lækker.
Første stykke smørrebrød var denne snaskede kartoffelmad med rigtig god bacon, fedtegrever og pocherede vagtelæg. Der var gang i den.
Det her er roastbeef af skovkvæg med panerede løgskaller, tynde skiver syltede, grønne ferskner og en remoulade lavet med multebær. På det her tidspunkt var Otto vågnet fra sin lur og han var helt tosset med løgskallerne! Det var også en virkelig god mad.
Der var også denne dejlige sag med hønsesalat der fik modspil af tynde skiver røget fasanbryst (i stedet for bacon, du ved), asparges og æbler. Dressingen om kyllingen var dejlig let i det – nogle gange kan en hønsesalat være lidt af en dræber med for meget mayonnaise. Det var den her ikke. Den var super dejlig .Og igen godt snasket. Der er nogen her, som virkelig har en forkærlighed for snaskethed. Alle stykkerne var det omvendte af anæmisk. Der var masser af spark i smag og konsistens og generelt et ret højt snaske-niveau. Altså på den gode måde, hvis I forstår.
Æggesalaten med hø-røgede Rømørejer og kål var også vildt tasty. Rømørejer minder om fjordrejer – de er mørke og dybe i smagen og har en skøn, fast konsistens. Og det er dejligt at spise dem ude, så man slipper for at pille dem selv 🙂
Min yndlingsmad denne frokost (og nej, jeg spiste ikke selv alle de her stykker – der ret store. Vi delte.) var nok den her fish ‘n’ chips sag. Nederst på rugbrødet er en tartaragtig sauce. Så var der ultrasprøde stykker af paneret fisk – en eller anden fladsfisk. De lysebrune strimler er kartoffel, som er revet og friteret helt sprødt. Og det hvide pulver var bakskuld. Hvad er det nu det er, spørger du måske? Jeg skulle i hvert fald lige have en på mindelse om at det er en saltet, tørret og røget ising. Her var den lavet til pulver og gav retten det lækreste salte, røgede præg. Der var også en smule mørkt pulver – det er tang. Og så lidt salturt. Helt vildt lækkert, sprødt, fyldigt, snasket, dejligt. Ammenam!
Smørrebrødene koster fra kr. 55-135 stykket og du kan købe tre stykker til mellem kr 250 og 350, alt efter type – stykkerne er delt ind i almindelige stykker og luksus. Ikke at der er forskel i størrelse. Det handler mere om hvilke råvarer der er brugt. F.eks. hører kartoffelmaden til de almindelige stykker, mens den med bakskuld og rømørejerne er luksusstykkerne til kr. 135 stykket.
Betjeningen var sød, opmærksom og afslappet og Otto fik endda en lille klistermærkebog, han kunne sidde og lave ballade med, mens vi spiste færdigt. Vinkortet er i øvrigt rigtig godt sammensat med meget rimelige priser. F.eks. kan du få en fremragende flaske Hamilton Russel pinot noir til kr. 575. Det er en god restaurantpris. Er man vild med smørrebrød, dansk design og Tivoli, så er det her sted oplagt til en hyggelig frokost.
Jeg var inviteret til frokosten af Kähler.
Christina Degnebolig
Posted at 11:37h, 12 juniHvor gammel er din dreng Otto? Vi var lige i starten af sæsonen der inde og spise med min datter på 8,5 måneder ( nu 10) og hold nu op hvor er tjenerne flinke til små børn. Jeg er ellers altid lidt forpaslig med at tage hende med på finere steder, for hun sviner og “snakker” meget højt. Men super sted og hun var svært glad for at smage de forskellige usaltet ting 🙂
Mira Arkin
Posted at 17:00h, 12 juniHej Christina,
Otto er 2 år og de var super søde – selv om han hurtigt begyndte at kede sig…
Superheltemor
Posted at 18:11h, 31 majIh hvor ser det fantastisk ud!
Jytte
Posted at 07:09h, 29 majSer lækkert ud. Hvis du en gang kommer til Vestjylland nærmere betegnet Blåvand (DKs vestligste by) må du kigge ind til den lokale delikatesse, Hr. Skov. Her er masser af dejlige ting udover snapsen og man kan sætte sig og få en lille bid.
PS: Jeg er ikke fru Skov – bare en kunde.