Italiensk coleslaw med pinjekerner og pecorino

Italiensk coleslaw med pinjekerner og pecorino

savoykål salat

Foto: Line Klein

Der er stadig et stykke vej til forår og alle de spændende grøntsager, der popper op på den årstid. I mellemtiden står det meget på rodfrugter og kål, og man kan også meget med disse billige og gode grøntsager. 

Til Alt for Damerne har jeg lavet denne coleslaw med italiensk præg. Hvis du elsker citron kan du prøve at skifte hvidvinseddiken ud med saften af en halv citron og også rive godt med citronskal over salaten. Versionen nedenfor lavede jeg til en svinekotelet, hvor jeg gerne ville holde den lidt mere rustik i det, men prøv også citronversionen til f.eks. kylling eller fisk.

Man får jo hele tiden at vide, at især grøntsager med grønne blade og alle slags kål er meget meget sunde, så prøv lige at tænk, hvor sund du er efter at have spist denne salat! Ja ja, så er der også pøset lidt olie og ost over, men vi skal jo også lige være her, ikke… 

Coleslaw med savoykål, pecorino og pinjekerner 

½ savoykål
en stor håndfuld frisk estragon
50 g pinjekerner
1 god håndfuld groftrevet pecorino*
½ dl olivenolie
1 tsk dijonsennep
3 spsk hvidvinseddike
1 tsk sukker
salt og sort peber 

1. Snit kålen fint og vend med plukkede estragonblade. Prøv at gør dig umage med at snitte kålen fint, for ellers kan savoykål blive for drøvtygger-agtig. 

2. Rist pinjekernerne gyldne på en tør pande eller i ovnen (det tager 5 minutter). Rør en dressing af olie, sennep, eddike, sukker og salt. Vend i salaten og kom pecorino i. Kværn godt med sort peber over. 

* Jeg pruger den toscanske fåreost, pecorino, fordi jeg godt kan lide dens skarphed og syre sammen med kålen. Du kan også bruge parmesan, men den er blidere i smagen. Du kan købe lagret pecorino hos ostehandleren og i supermarkeder.

4 Comments

Post A Comment

  • Maria Seistrup
    Posted at 21:12h, 24 marts Svar

    Super opskrift til savoykål, som jeg har det lidt svært med, men de dukker op i sækken fra Søren Wiuff og så er det jo med at finde på en god måde at tilberede dem på..
    MH MAria

  • Laura
    Posted at 16:01h, 10 februar Svar

    Hej Mira, tak for en masse gode opskrifter 🙂

    Hvis man undlader at drysse ost og pinjekerne på før end salaten skal serveres (og måske også undlader at hælde dressingen over), kan den så laves dagen før? Jeg skal nemlig holde fødselsdag og prøver at finde nogle opskrifter, der gør det muligt for mig at sprede tilberedningen ud over et par dage.

    /Laura

    • Mira Arkin
      Posted at 14:42h, 11 februar Svar

      Ja, du kan sagtens snitte kålen og komme i en pose dagen før. Bland evt. også reven pecorino i og ryst dressingen sammen i et syltetøjsglas. Gem det hele på køl og “saml” salaten senere, hvor du kommer de (på forhånd) ristede pinjekerner over. Du kan også blande kål og dressing om eftermiddagen og så vente til sidste øjeblik med ost og pinjekerner – så når salaten at blive blødgjort lidt af dressingen, hvilket nogle kan lide. Men osten bliver smattet af at stå for længe sammen med dressingen, så vent i så fald med den.
      God fødselsdag 🙂

  • Maria F. Orr
    Posted at 15:47h, 23 januar Svar

    Det lyder bare laekkert, tak for opskriften. Vaer forsigtig med pinje-kerner, der er blevet gamle (eller er fra Kina?); de kan faa alt til at smage forfaerdeligt bittert i mange dage efter, du har spist dem. Det skete for mig for nyligt og jeg havde aldrig hoert om dette faenomen foer og troede derfor, noget alvorligt helbredsmaessigt havde haendt; men det gik heldigvis vaek igen efter 4-5 dage og jeg laeste paa nettet at dette kunne ske. Det var virkeligt skrammende. -Tror jeg vil bruge valnoedder eller mandler i den opskrift for den skal afgjort afproeves.