Saltede citroner
Min mor har lavet de lækreste saltede citroner af de aromatiske citroner fra Muhammeds træ i haven i Tourrettes (Muhammed er vores havemand, som kom med træet som en overraskelse, og vi er så glade for det). Det var egentlig noget, hun gjorde, fordi de skulle rejse hjem efter deres sidste besøg hernede i foråret. Hun syntes det var synd, at de mange citroner på træet ikke blev brugt. Så fandt hun på at salte dem, som man gør i Marokko, og det nyder vi godt af hernede nu.Jeg har allerede brugt citronerne flere retter. Bl.a. en dejlig bønnesalat, som jeg også kommer til at dele med jer her på bloggen.
Her er min mors opskrift på de dejlige saltede citroner – det er super nemt. Alt man skal gøre er, at rejse fra sit hus i Sydfrankrig for så at vende tilbage 3-4 uger efter et voilà: lækre saltede citroner! 🙂
Saltede citroner
8 små, økologiske citroner
5 tsk groft salt
saft af 1 stor citron
kogt vand, der er afkølet til lunkent (kogt, så du ikke har bakterier i)
Vask og tør citronerne grundigt. Skær de 8 citroner næsten i kvarte, sådan at de stadig hænger sammen for neden. Kom en halv tsk. salt i ned i hver af citronerne og klem dem sammen. Pak citronerne tæt og lodret med den åbne ende opad i sterile sylteglas (min mor brugte to). Kom saften fra 1 citron og den sidste tsk salt over og top op med vand, til citronerne er dækket med væde. Kom låg på og lad citronerne stå et mørkt og køligt sted i 3-4 uger.
Herefter kan de bruges til at pifte din mad gevaldigt op. Jeg har indtil videre brugt dem til fisk, kylling, i salater og bønneretter. Jeg bruger både skal og citronkød, selv om jeg har hørt, at marokkanerne kun bruger skallen.
Mette Christiansen
Posted at 13:40h, 13 juniJeg kender en anden model, hvor fremgangsmåden er den samme bortset fra at glasset fyldes med salt i stedet for vand, så citronerne fosvinder og bliver optaget af saltet. Voila demed citronsalt 😉
Anyway bruger mand kold eller kogende vand over citronerne i din opskrift?
Mvh/Mette
Mira Arkin
Posted at 20:28h, 14 juniHej Mette,
Uhm, det lyder også lækkert med citronsalt. Min mor bruger kogt vand, som er kølet ned. Det må jeg vist lige tilføje i opskriften 🙂