Salsa af grønne tomater

Salsa af grønne tomater

Som alle andre, der dyrker tomater, står jeg lige nu med et hav af grønne tomater, som ikke når at modne. Heldigvis kan man bruge grønne tomater i masser af opskrifter. Bl.a. som i denne lækre salsa af grønne tomater, som jeg lavede i går.

De grønne tomater er gode til mange ting, for de har stadig saftighed og en meget let tomatsmag, men også godt med syre og friskhed. samtidig er de mindre våde, da de ikke er færdigmodnet, men de er også lettere i smagen end modne tomater.

Hele sommeren har jeg faktisk glædet mig til at lave salsa eller enchilada sauce af mine grønne tomater og så er der jo heldigvis et par gode ting ved efteråret – nu er det tid!

Tidligere på sommeren væltede en af mine tomater i blæsten og knækkede, så jeg stod med en masse grønne tomater. Så allerede i juli lavede jeg syltede grønne tomater. som vi stadig spiser af. I går plukkede jeg alle de her grønne tomater (der er faktisk stadig både røde og lidt grønne tilbage derude!), som jeg lavede denne nemme opskrift på grøn salsa af. Vi spiste dem til tortillachips og på små tostadas med grillet kylling, kålsalat og cheddar. Den er helt perfekt sammen med kylling og fisk, fordi den er så let i smagen i forhold til en rød salsa.

I det hele taget kan jeg anbefale af lave salsa selv. De fleste købesalsaer er kedelige og for sjaskede og anonyme i smagen – med stor undtagelse af produterne fra Vera Mexicana, som jeg er helt vildt med! Her kommer min nemme salsaopskrift – jeg fik 3 gode glas ud af en portion på 1 kg. tomater.

Salsa af grønne tomater

1 kg grønne tomater (altså umodne tomater – der findes også tomater, som bare er grønne når de er modne)
2 medium løg
½ grøn peberfrugt
4 fed hvidløg
1-3 chilier – jeg brugte 3 grønne jalapenos med alle kerner for at få en let spicy salsa
1 spsk neutralsmagende olie, fx. vindruekerne
1 spsk korianderfrø
2 dl vand
saft af 2 lime
2 spsk sukker
1½ tsk groft salt
1 håndfuld frisk koriander

  1. Skær tomater i små tern – bare behold skind og frø. Skær løg og peberfrugt i små tern og hak hvidløg og chili fint. Varm olien i en gryde og steg tomater sammen med løg og peber i ca. 5 min.
  2. Knus korianderfrø groft i en morter og kom i gryden sammen med hvidløg og chili. Steg videre et minuts tid og kom så vand, limesaft, sukker og salt i. Lad salsaen simre i 10 min under låg, mens der røres lidt af og til. Hak korianderen nogenlunde fint og kom den i salsaen. Lad det koge et par minutter mere og sluk så for varmen. Jeg kan godt lide salsaen er chunky, men hvis du gerne vil have en mere cremet konsistens, kan du blende den lidt med en stavblender.
  3. Hældes på skoldede glas og opbevares på køl.

2 Comments

Post A Comment

  • Marianne Næsager
    Posted at 14:20h, 11 oktober Svar

    Hvor lang tid kan det holde sig på køl?

    • Mira Arkin
      Posted at 16:57h, 11 oktober Svar

      Hvis bare glasset er helt rent, så i 2-3 måneder.