Salat med grillrester og thaidressing

Salat med grillrester og thaidressing

Jeg elsker rester og lige for tiden kan jeg være heldig at have lidt grillrester, som jeg så kan bruge til en god frokost dagen efter. Som fx. denne lækre opskrift på en salat med thaidressing, hvor jeg bruger rester af grillet gris.

Nu er der lidt kedeligt hjemme hos os i denne uge – Peter testede positiv for corona i mandags og har været isoleret i kælderen hele ugen. Så jeg har været alene med ungerne (det har så ikke lige frem været kedeligt!), men jeg savner at hænge ud med min dejlige mand og vi har endda 5 års bryllupsdag i dag. Det kan vi så ikke fejre ved at gå ud og spise, men mon ikke vi kan tage en afstandsdrink sammen ude på terrassen i aften?

Tilbage til salaten… Opskriften gælder nok mest af alt dressingen og så kan man sådan set putte hvad man nu har i salaten. Jeg havde spidskål, gulerødder, agurk og sugarsnap ærter liggende i køleskabet, så det blev dem, der kom i salaten sammen med tynde strimler af en halv nakkekotelet, som vi havde grillet aftenen før. Hvis man har lidt koriander og mynte, kan man også drysse det på salaten.

Af proteiner til salaten kunne det også være kylling eller tynde skiver af steak. Eller grillet laks. Dressingen er mega nemt at lave – jeg bruger en minihakker, som hører til min stavblender og så tager det 1 minut og vupti er der dressing.

Salat med grillrester og thaidressing

TIl 4 pers.

½ lille spidskål
2 gulerødder
½ agurk
100 g sugarsnap ærter eller sukkerærter
250 g rester af kød, fx. kotelet, steak, kylling eller laks
3 spsk saltede ristede peanuts
1 chili

Thaidressing
1 citrongræs
½ fed hvidløg
½ rød chili
5 g ingefær
saft af 1 lime
1 tsk sukker
2 spsk fishsauce

  1. Snit kålen fint og brug en kartoffelskræller til at skrælle tynde strimler af gulerødderne. Skær agurken i tynde skiver – jeg lavede halve skiver. Skær ærterne i strimler eller halve. Skær kødet i strimler.
  2. Til dressing fjernes de ydre blade af citrongræsset og øverste halvdel af stænglen skæres af. Skær det indre i tynde skiver og kom det i en minihakker eller blender sammen med hvidløg, chili, ingefær, limesaft, sukker og fishsauce. Blend det, så ingefær og hvidløg bliver helt finthakket.
  3. Anret grøntsagerne i en salatskål eller portionsvis og kom kødet oven på. Kom dressingen over og drys med peanuts og lidt chili i tynde skiver.

3 Comments

Post A Comment

  • Reto Restaurante
    Posted at 10:11h, 21 juni Svar

    Tack för din blogg! Sallad med thaidressing, det låter spännande och smarrigt, kommer jag gärna att prova! Jag är lite nyfiken om mina barn kommer att gilla det, men min fru i alla fall! 🙂

  • Jen
    Posted at 20:59h, 13 juni Svar

    Jeg er lidt nysgerrig på, hvorfor han skal isulation? Jeg troede, at det var droppet i DK

    • Mira Arkin
      Posted at 13:37h, 20 juni Svar

      Det er stadig Sundshedsstyrelsens anbefaling, at man isolerer sig, indtil man ikke har symptomer. Vi andre havde heller ikke lyst til at blive smittet 😅